Tilbage til menuen

Seponeringssyndrom ved SSRI antidepressiva

Overæge Jes Gerlach, Sct. Hans Hospital

Ugeskrift for læger, bind 160, februar 1998, side 861.

Seponeringssyndromet ved pludseligt ophør med tricykliske antidepressiva har længe været kendt (1). Det består i gastrointestinale gener som kvalme, opkastning og diaré, angst og agitation, søvnforstyrrelser, specielt med livlige, evt. skræmmende drømme, og i sjældne tilfælde bevægelsesforstyrrelse (parkinsonisme eller akatisi) og manioforme symptomer. Dette seponeringssyndrom betragtes først og fremmest som et kolinergt rebound-fænomen, en følge af pludseligt ophør af blokering af kolinerge (muskarinerge) receptorer.

Man ser relativt sjældent dette syndrom, idet alle læger ved, at antidepressiva skal nedtrappes langsomt, mest af hensyn til risikoen for depressionsrecidiv. Seponeringssyndromet ved de nyere serotoningenoptagelseshæmmere (de fem SSRI'er: citalopram, fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin og sertralin) er mindre kendt, men ikke desto mindre ganske velbeskrevet i talrige kasuistikker og rapporter fra 1992 (2) frem til i dag, ofte med 2-5 patienter i hver meddelelse (se 3) for literaturhenvisninger, og (4) for antal rapporter til de britiske sundhedsmyndigheder). En enkelt artikel omtaler resultatet af seponering af SSRI og clomipramin (et tricyklisk antidepressivum med krafflg genoptagelseshænming af serotonin) hos 171 patienter (3). Der forehgger kun en enkelt placebokontrolleret undersøgelse (5). SSRI-seponeringssyndromet opstår som regel inden for de første dage efter medicinophør, kulminerer omkring dag 5 og er hyppigt forsvundet efter få dage, men kan persistere 2-3 uger.

Der er ikke beskrevet irreversible seponeringssyndromer.

Symptomerne er dels somatiske, især influenzalignende symptomer som svimmelhed, kvalme og hovedpine, dels psykiske såsom angst, depression, koncentrationsproblemer, initabilitet, manioforme symptomer, impulsadfærd, i sjældne tilfælde mord- og selvinordstanker. Patientens personflghedstræk og psykiske reaktionsmønster spiller nok en rolle for, hvilke psykiske seponeringssyinptomer der udvikles. Seponeringssymptomerne må naturligvis ikke forveksles med recidiv af primær depression og/eller angst. Det er ikke muhgt at give præcise tal på problemets hyppighed. Det afiiænger selvsagt af behandlingens varighed, dosis og nedtrapningtakt samt individuel følsomhed. I en enkelt åben undersøgelse sås symptomet svimmelhed/inkoordination hos ikke mindre end tre fierdedele af patenterne (behandlet for paniksyndrom) efter brat seponering af en ottemånedersbehandling H:S Sct. Hans Hospital, afdeling P. med stor dosis fluvoxamin (236 mg/dag, spændvidde 100-300) (6).

I en tolvugersundersøgelse af paroxetin i behandlingen af panikangst, hvor der var inkluderet en afsluttende placebokontrolleret seponeringsfase, havde 34,5% af de paroxetinbehandlede patienter en eller flere seponeringsbivirkninger (især svimmelhed) mod 13,5% i placebogruppen (5). Seponeringssyndromet ses således især efter behandling i flere måneder og med anvendelse af relativt høje doser. Som forventet forekonuner det især ved de korttidsvirkende SSRI'er, især paroxetin, i mindre grad citalopram, fiuvoxainin og sertralin, og sjældnest ved det langtidsvirkende fluoxetin (3, 4).

Seponeringssyndrom kan dog ses ved fluoxetin og også ved langsom nedtrapning med de øvrige. Efter alt at dømme kan syndromet relateres til en faldende serotoninkoncentration i den synaptiske spalte. Det harmonerer med antagelsen af, at symptomer som depression, angst, irnpulsadfærd og migræne delvis kan relateres til et lavt serotoninniveau (7). For paroxetin er det desuden af betydning, at dette præparat - i modsætning til de andre SSRI'er - giver en relativ kraftig blokering af kohnerge receptorer (8), svarende til de tricykliske antidepressiva. Som for de tricykfiske antidepressiva ser den enkelte læge relativt sjældent SSRI-seponeringssyndromet, idet man af hensyn til den terapeutiske effekt tilstræber at trappe langsomt ud. Det kan dog ikke udelukkes, at et manglende kendskab til fænomenet har bidraget til en ringe registrering deraf. Men SSRI-seponeringsyndromet findes!

De mange rapporter er ganske konsistente i deres beskrivelse, og det kliniske billede svarer til de underliggende biologiske mekanismer. Syndromet er endvidere forbigående og forsvinder omgående ved genoptagelse af behandlingen. Patienteme bør derfor have besked, specielt hvis det drejer sig om patienter med impulsive tilbøjeligheder. Da mange mennesker tror, at antidepressiva er vanedannende og giver afhængighed, skal det samtidig understreges, at der ved SSRI-behandling ikke ses toleranceudvikling og abstinenssymptomer af den art, der ses ved benzodiazepiner og opioider. SSRI'eme repræsenterer stadig en stort fremskridt i behandlingen af depression, angst og impulsadfærd, men man skal selvfølgelig kende deres bivirkninger, herunder seponedngssyndromet.

Litteratur

Dflsaver SC, Greden Fj. Antidepressant withdrawal phenomena. Biol Psychiatry 1984; 19: 237-56.
Szabadi E. Fluvoxamine withdrawal syndrome. Br j Psychiatry 1992; 160: 283-4.
Coupland Nj, Bell Cj, Potokar JP. Serotonin reuptake inhibitor withdrawal. j Clin Psychopharmacol 1996; 16: 356-62. 861