Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Krise- og katastrofepsykiatrisk center

Militærpsykiatri.
Organisation
Militærpsykiatrisk behandling og vurdering foregår på Krise- og Katastrofepsykiatrisk Center (KKC) som er en del af Psykiatrisk Center København.


Personale

Læger og sygeplejersker.

Samarbejde
Vi samarbejder med forskellige dele af Forsvaret samt Psykiatrisk Center København.

Omhandlede personer

Psykiatrisk Center Rigshospitalet behandler dels værnepligtige og dels kontrakt- og fastansatte i Forsvaret. For de værnepligtige vil det oftest dreje sig om vurdering af tjenesteegnethed og i et vist omfang om behandling. For kontrakt- og fastansatte vil det især dreje sig om behandling.

Lidelsernes karakter
De værnepligtige vil hyppigst præsentere psykiske lidelser af let til moderat sværhedsgrad. Det vil næsten altid dreje sig om ikke-psykotiske lidelser. Hyppigst er tilpasningsreaktioner, der er forbigående reaktioner på belastninger. Symptomerne vil især være af depressiv eller ængstelig karakter.

Andre ret hyppige lidelser er depressive tilstande, andre angstforstyrrelser, tvangssyndromer (OCD), mens lidelser i det skizofrene spektrum er meget sjældne. Omkring halvdelen af de henviste værnepligtige har desuden en forstyrret personlighed.

De kontrakt- og fastansatte vil dels præsentere almene psykiatriske lidelser og dels posttraumatiske lidelser opstået som følge af svære belastninger (traumer) i tjenesten, ofte i forbindelse med udsendelse på international mission. Hyppigst er posttraumatisk belastnings reaktion (PTSD), jævnligt med samtidig optræden af depressive tilstande og andre angstforstyrrelser.

Forekomst
2-3% af de værnepligtige hjemsendes som tjenesteuegnede af ikke-somatiske (dvs psykiske) årsager. Af disse vurderes mellem 50 og 75% på militærpsykistrisk afdeling. Mindre end 1% af de værnepligtige behandles ambulant under tjenesteforløbet.

Forekomsten af posttraumatiske lidelser blandt danske soldater udsendt på international mission er ukendt. I Norge er fundet, at omkring 5% får posttraumatiske psykiske problemer efter international tjeneste.

Årsager
Stress, belastning og traumer i forbindelse med tjenesten vil ofte være den udløsende faktor ved de belastningsrelaterede lidelser, om end en individuel sårbarhed i reglen er en medvirkende faktor. Jo lettere belastning, des større betydning har den individuelle sårbarhed.

Ved de almene psykiatriske syndromer vil sædvanlige årsagsforhold gøre sig gældende, evt med tjenestebelastninger som medvirkende udløsende faktorer.

Sygdomsforløb
Forløbet af tilpasningsreaktioner blandt værnepligtige er oftest godartet og forbigående over få uger. Blandt værnepligtige med forstyrret personlighed og med kronisk og/eller tilbagevendende symptomatologi er langtidsforløbet sandsynligvis mere kompliceret.

Mange svære tilfælde af PTSD er kroniske og invaliderende, ofte førende til uarbejdsdygtighed og pensionering. Hovedparten af PTSD-tilfælde er dog af mere godartet og forbigående (over måneder) karakter.

Behandling
Behandling af tilpasningsreaktioner er stressreduktion og samtalebehandling med henblik på bedre håndtering af stress og belastning.

Ved egentlige depressive- og angsttilstande er behandlingen oftest en kombination af medikamentel- og samtalebehandling, evt kombineret med sociale tiltag.

Behandling af kroniske tilfælde af PTSD er langvarig med kombineret medikamentel behandling og psykoterapi, samt psykosocial støtte.




Redaktør
Psykiatrisk Center København
Email