Tilbage til menuen

Personlighedsforstyrrelser

Begrebet personlighedsforstyrrelser dækker over et spektrum af tilstande, der befinder sig i grænseområdet mellem normalitet og psykisk sygdom.

Man kan have forskellige typer personlighedsforstyrrelser og man kan have dem i forskellige grader. Det er ikke alle personlighedsforstyrrelser, som i sig selv er så pinagtige for patienten eller hans/hendes omgivelser, at de fører til kontakt med det psykiatriske system, men har man en personlighedsforstyrrelse, har man lettere ved at få andre psykiske problemer eller sygdomme som f. eks. angst, depression, alkohol- eller stofmisbrug eller spiseforstyrrelser.

Det kan være svært at stille diagnosen personlighedsforstyrrelse og ofte kræver det, at man som behandler har tid til at lære patienten at kende, før man med sikkerhed kan stille diagnosen. Ofte bliver patienter med en personlighedsforstyrrelse indlagt med en af de ovennævnte lidelser eller vedkommende søger hjælp på grund af selvmordstanker, problemer i forhold til nærtstående, dårlig impulskontrol som betyder, at vedkommende igen og igen oplever, at følelserne løber af med ham eller hende. Eller vedkommende søger hjælp på grund af selvskadende adfærd, problemer med at gennemføre et uddannelsesforløb eller holde på et arbejde. Mennesker med en personlighedsforstyrrelse har ofte et turbulent liv med manglende stabilitet, og i den forstand er livskvaliteten nedsat både for vedkommende, der har en personlighedsforstyrrelse og for de nærmeste mennesker, der omgiver ham/hende.

I den diagnoseliste, som vi bruger her i landet - WHO´s ICD 10 - er en personlighedsforstyrrelse defineret ved, at personen væsentligt og gennem længere tid afviger fra den måde, hvorpå et gennemsnitsmenneske i en given kultur føler, tænker, opfatter og især forholder sig til andre. Og allerede i denne definition fremgår det, at overgangen fra normalitet til afvigelse (sygdom) er glidende: Hvornår afviger man væsentligt fra gennemsnitsmennesket i en given kultur? Der er selvsagt tale om flydende grænser, og der er slet ingen tvivl om, at mennesker med en personlighedsforstyrrelse meget ofte oplever, at de blot har nogle af de samme problemer eller personlighedstræk, som andre men bare mere udtalt.

Det skønnes, at 10-15% af befolkningen opfylder de diagnostiske kriterier for en personlighedsforstyrrelse. Nogle personlighedsforstyrrelser forekommer hyppigere end andre. Borderline/emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse er den mest almindelige og berører 1-2% af befolkningen, mens de fleste af de personlighedsforstyrrelser, der bliver nævnt nedenfor forekommer sjældnere.

Man skelner mellem følgende typer, men i praksis er der et stort overlap eller comorbiditet mellem de forskellige tilstande:

Paranoid personlighedsforstyrrelse, der bl.a. er karakteriseret ved en følelse af, at andre vil udnytte, skade eller bedrage vedkommende.
Skizoid personlighedsforstyrrelse, der bl.a. er karakteriseret ved, at personen er indadvendt, reserveret og følelsesmæssigt afdæmpet. Ofte lever de ret isolerede og har sjældent ønske om at etablere dybere kontakter med andre.
Skizotypale personlighedsforstyrrelser er bla. karakteriseret ved træk fra både den paranoide og den skizoide personlighedsforstyrrelse. De har svært ved nære relationer, er mistænksomme overfor andre og kan have en adfærd, som betyder, at andre opfatter dem som excentriske og særlingeagtige.
Histrionisk personlighedsforstyrrelse er bl.a. karakteriseret ved, at personen ofte er følelsesmæssige, flagrende, labile og med en tendens til det teatralske. De er også egocentriske, letpåvirkelige og sårbare i relationer til andre.
Narcissistiske personlighedsforstyrrelser er bl.a. karakteriseret ved, at personen har en svingende selvfølelse, således, at vedkommende nogle gange føler sig almægtig og supergod til snart sagt alt, mens han/hun til andre tider føler sig værdiløs og tom.
Antisocial eller dyssocial personlighedsforstyrrelse er bl.a. karakteriseret ved, at personen på overfladen kan være charmerende og givende, men dybest set mangler de varme og evnen til at leve sig ind i og tage hensyn til andre.
Borderline eller emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse er bl.a. karakteriseret ved nedsat evne til at styre sine følelser (affektregulering), problemer i forhold til andre mennesker og ikke sjældent ses selvskadende adfærd og misbrug. Denne personlighedsforstyrrelse er den hyppigst forekommende i vores kultur.
Ængstelig eller evasiv personlighedsforstyrrelse er bl.a. karakteriseret ved, at personen er genert, sky og derfor har det skidt, når de er sammen med mange andre mennesker. De er bange for at blive kritiseret.
Dependent personlighedsforstyrrelse er bl.a. karakteriseret ved, at personen er afhængig af andre og lader andre tage ansvar og beslutninger på deres vegne. De er bange for at stå på egne ben, og vil derfor bruge meget energi på at fastholde relationer til andre.
Tvangsprægede personlighedsforstyrrelse er bl.a. karakteriseret ved, at personen først og fremmest er optaget af kontrol. De har svært ved at være spontane og slappe af, og ofte har de et stort behov for at planlægge og strukturere.

Den mere præcise baggrund for de forskellige tilstande varierer fra personlighedsforstyrrelse til personlighedsforstyrrelser, men der er ingen tvivl om, at der er tale om et samspil mellem en medfødt biologisk sårbarhed og nogle miljømæssige eller udviklingspsykologiske omstændigheder. Det helt tidlige tilknytningsforhold mellem mor og barn spiller antagelig en rolle, og specielt når det gælder borderline/emotionelt ustabile personlighedsforstyrrelser har der i de senere år været fokus på et såkaldt invaliderendeopvækst miljø, dvs. et miljø, hvor individet ikke er blevet spejlet og bekræftet på en tilstrækkelig god og tryg måde. Man har desuden hos borderline/emotionelt ustabile patienter fundet en hypersensitiv eller hyperaktiv amygdala (del af hjernen), samt andre specifikke træk i hjernen, der kan medvirke til at forklare netop disse patienters adfærd, men det er vigtigt at understrege, at udviklingen af en personlighedsforstyrrelse også sker i samspillet med omgivelserne.

På Psykiatrisk Center Rigshospitalet er behandlingen af personlighedsforstyrrelser flerstrenget. Medicinsk behandling anvendes i forbindelse med symptomer som f. eks. depression, angst eller mikropsykotiske episoder. Her anvendes de gængse farmaka, som også anvendes ved symptomtilstande (f.eks. SSRI-præparater eller antipsykotisk medicin). Desuden tilbydes miljøterapeutisk behandling, når patienten i meget dårlige faser skal indlægges. Det meste behandling af personlighedsforstyrrelser på Psykiatrisk Center Rigshospitalet foregår som ambulant psykoterapi.

For de patienter, der har de sværeste borderline/emotionelt ustabile tilstande, har vi et DAT-program (Dialektisk Adfærds Terapi), hvor den enkelte tilbydes 1) individuel terapi, 2) medicinsk behandling, hvis det er indiceret og 3) deltagelse i færdighedstræningsgruppe, hvor man lærer f.eks. følelsesregulering, relationsfærdigheder, opmærksomhedsfokusering samt færdigheder, der er nødvendige for at udholde og bearbejde en indre spænding eller smerte.
Derudover kan en patient med en personlighedsforstyrrelse tilbydes gruppebehandling efter psykodynamiske samt interpersonelle principper, hvor fokus rettes mod det sociale netværk og ikke mindst evnen til at mentalisere, dvs. evnen til at forstå sig selv i samspil med andre mennesker. Endelig kan patienten tilbydes individuel behandling efter psykodynamiske eller kognitive principper, evt. suppleret med medicinsk behandling og pårørendesamtaler (par-eller familieterapi).

Et behandlingsforløb for en personlighedsforstyrrelse kan tage år og en høj motivation, evne til at afholde sig fra misbrug samt tid er en forudsætning for at gennemføre et vellykket forløb. Udbyttet afhænger i høj grad af evnen til at etablere et samarbejde med terapeuterne, samt evnen til at holde fast i sin motivation og i sit ønske om, at få det bedre.

Kilde: Psykiatrisk Center Rigshospitalet