Tilbage til menuen

Posttraumatisk Stresstilstand (PTSD)

PTSD er en lidelse opstået efter et markant traume og rummer tre symptomgrupper:

ubehagelige genoplevelser af traumet i vågen tilstand eller i drømme.
undgåelse af minder om traumet.
symptomer på øget vagtsomhed, irritabilitet, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og generelt øget anspændthed.

Forekomst
I almenbefolkningen er forekomsten omkring 1-2% i Europa, mens forkomsten er noget højere i USA. Forbigående PTSD er hyppigt forkommende efter markante traumer. Blandt svært traumatiserede findes længerevarende PTSD hos mellem 10 og 20%, afhængigt af traumets styrke og de ramtes sårbarhed. Ved de mest ekstreme traumer vil hovedparten af de ramte udvikle PTSD.

Symptomer
Symptomerne vil typisk befinde sig i disse tre symptomgrupper:

ubehagelige genoplevelser af traumet i vågen tilstand eller i drømme ellerangstreaktion ved stimuli, der minder om traumet.
undgåelse af minder om traumet.
symptomer på øget vagtsomhed, irritabilitet, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og generelt øget anspændthed.

PTSD opstår ofte lige efter traumet og er sædvanligvis forbigående. PTSD kan være mere vedvarende eller livsvarig, ligesom PTSD kan opstå med forsinkelse mellem traumet og symptomernes opståen.

Diagnose
Diagnosen baserer sig i reglen på den enkeltes beskrivelse af sine symptomer. Der findes diagnostiske kriterier i både den europæiske sygdomsklassifikation, ICD-10, og i den amerikanske psykiatriske klassifikation, DSM-IV. Kriterierne adskiller sig lidt fra hinanden.

Årsager
Lidelsen er forårsaget af et udefra kommende traume, men individuelle faktorer giver forskellig modtagelighed hos forskellige personer. Både faktorer forud for traumet, forhold ved selve traumet og faktorer efter traumet har betydning for modtageligheden.

Forebyggelse og behandling
PTSD forsvinder ofte uden specifik behandling. Ved længerevarende PTSD og mere komplicerede former er behandlingen psykoterapeutisk eller medicinsk – eller en kombination af disse behandlingsformer. Behandling af personer med tidlige tegn på PTSD – dvs. risikogruppen – synes at reducere senere forekomst af mere vedvarende PTSD. Specifik behandling er dog sjældent nødvendig i den tidligste fase efter traumet. I denne fase drejer det sig mere om støtte, omsorg og aflastning, som kan finde sted både i personens egen kontaktkreds (privat eller arbejdsmæssigt) eller i mere professionelle rammer.

Kilde: Psykiatrisk Center Rigshospitalet