Medicinstuderende Martin Rimvall modtager pris for ECAP Årets ADHD-artikel 2014

​Martin Rimvall, medicinstuderende ved Forskningsenheden, har netop modtaget prisen for bedste forskningsartikel om ADHD i European Child and Adolescent Psychiatry i 2014.

Prisen for artiklen, med titlen Predicting ADHD in school age when using the Strengths and Difficulties Questionnaire in preschool age: a longitudinal general population study, CCC2000, blev uddelt på det europæiske børne- og ungdomspsykiatriske selskabs konference i Madrid, European Society for Child and Adolescent Psychiatry 2015. Undersøgelsen, som artiklen omhandler, er udført af Martin Rimvall under supervision af overlæge, ph.d. Pia Jeppesen. Den store CCC2000-undersøgelse, som artiklen udspringer af, er ledet af overlæge, dr. med. Anne Mette Skovgaard.

Artiklen konkluderer på baggrund af en stor undersøgelse, at man allerede i børnehavealderen kan identificere børn, der har en særligt høj risiko for at udvikle ADHD, ved at undersøge børnene med et særligt spørgeskema (SDQ - The Strengths and Difficulties Questionnaire). Svarene på spørgeskemaet kan bruges til at vurdere, om børnene allerede i en tidlig alder viser tegn på ADHD. Dette er meget vigtig ny viden, idet en tidlig forebyggende indsats vil kunne hjælpe både børn, pårørende og samfundet generelt ved at mindske senere problemer som følge af ADHD.

Se video fra prisoverrækkelsen her

Læs artiklen her

Martin ECAP.JPG

Redaktør