Baggrund for Fodbold med et twist

Projektet

Fodbold med et twist er et projekt, hvor vi ønsker at udvikle og afprøve et nyt aktivitets- og læringstilbud med fodbold og recovery-undervisning som omdrejningspunktet. Tilbuddet er for patienter/borgere med psykisk sårbarhed og er et samarbejde mellem civilsamfund, region og kommune.

Fodboldtræningen vil være under ledelse af en uddannet fodboldtræner med assistance fra en underviser med brugererfaring fra Skolen for Recovery. Fodboldtræningen vil blive efterfulgt af 45 minutters undervisning faciliteret af en underviser med brugererfaringer fra Skolen for Recovery.

Undervisningen tager udgangspunkt i den britiske recovery-model CHIME, der indeholder områderne samhørighed, håb, identitet, meningsfuldhed og empowerment. Der bliver lagt vægt på, at deltagerne selv er med til at vælge emner, retning og indhold til undervisningen.

Formål

Vores formål med Fodbold med et twist er, at kombinere fysisk aktivitet, læring, socialt samvær og inklusion. På den måde håber vi, at projektet kan bidrage til at forebygge social isolation, flytte deltagerne i retning af uddannelse og/eller arbejde og mindske risiko for højere dødelighed hos en udsat gruppe af mennesker.

Derudover ønsker vi at bygge bro og lette overgangene mellem civilsamfund, region og kommune. Parterne i dette projekt er:

  • BK Skjold
  • Københavns Kommune – Grib København! og IFK98 Kæmperne
  • Region Hovedstadens Psykiatri, Skolen for Recovery

 

Projektet og fodboldholdet skal trække tilbuddene og samarbejdspartnerne tættere på hinanden, og gøre det nemmere for deltagerne, at bevæge sig mellem de forskellige tilbud eller andre behandlings- eller læringstilbud i psykiatrien, som en del af deres recovery-proces.

Målgruppe

Målgruppen er mænd med tilknytning til Region Hovedstadens Psykiatri og/eller Socialpsykiatrien, en gruppe som normalt ikke nås med de gængse behandlingstilbud eller tilbud som Skolen for Recovery, Skole på Tværs, kommunale recovery-undervisningstilbud og lignende.

Deltagelse på holdet er frivillig og uvisiteret, og holdet er hovedsaligt tiltænkt mænd. 

Med oprettelse af denne type aktivitet ønsker vi særligt at nå en gruppe af mænd, som både behandlings- og socialpsykiatrien har vanskeligt ved at nå.


Redaktør