På kursus i recovery

​Kommunikationsafdelingen i Region Hovedstadens Psykiatri fulgte en af undervisningsgangene på kurset "Tag kontrollen i dit liv". Du kan læse resultatet nedenfor.

​​Til kursus i Recovery

Skolen for Recovery i Ballerup åbnede i august. Redaktionen var med på skolebænken da kurset "Tag kontrollen i dit eget liv" blev afholdt.

Dagens kursister siver langsomt og afslappet ind ad hoveddøren på Skolen for Recovery på Psykiatrisk Center Ballerup.

Trafikken propper denne morgen til i cafélokalet ved den nye kaffeautomat, hvor kursister og personale mødes for at tanke energi til dagen og sludre. Der er gjort meget for, at skolen skal fremstå så lidt klinisk som muligt, og de åbne, lyse lokaler med caféborde og blomster tegner mere et billede af et hyggeligt indlæringsmiljø, snarere end psykiatrisk behandling.

Skolen er en del af Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery, som for nylig skiftede bygning, så der også er plads til undervisning og kursister. I dag er vi 15 elever i klassen. Alle har første skoledag på kurset "Tag kontrollen i dit liv", som skal give kursisterne, som i dag primært er patienter, nye værktøjer til deres personlige recovery-proces.

"Vi ved, at en enkelt kursist kommer om en halv times tid," siger Mynte Arnadottir, den ene af dagens to undervisere. "Men her kan man bare komme ind, hvis man er forsinket," beroliger hun og sætter en streg under den afslappede stil, som hersker på skolen. Herefter begynder dagens første punkt, som er den obligatoriske præsentationsrunde. Den starter ved tavlen med underviserne selv.

Blandet flok
Mynte er den ene del af undervisningsteamet, som på alle kurser består af mindst én med bruger-erfaring fra psykiatrien. For Mynte stammer brugererfaringen fra hendes bipolare diagnose og de medfølgende forløb i psykiatrien, men endnu vigtigere fra hendes personlige recoveryproces.

Christine Larsen udgør den anden del af dagens undervisningshold. Christine har lang tids erfaring i psykiatrien som sygeplejerske og suppleret med en master i sundhedspædagogik udfylder hun rollen som den sundhedsfaglige del af teamet.

Kursisterne er en blandet flok. For nogle er det første gang de sidder på skolebænken i recovery, mens andre har været på et eller flere af de kurser, som skolen udbyder. Nogle fortæller åbent om deres sygdomsforløb, selvom Mynte og Christine understreger, at det ikke er nødvendigt. På dette kursus er der også en særlig deltager. Vicedirektør Anne Hertz er med på hele kurset.

Skolen åbnede i august, hvor de første hold blev taget ind. Og interessen for at deltage som kursist har været stor. Alle hold er booket, men der starter løbende nye hold op, og det er en bred kursusliste, som Skolen for Recovery har fået sammensat. Skolen udbyder i det første efterårssemester 10 forskellige kurser, som henvender sig både til patienter, pårørende og personale.

Walk and talk
Dagens undervisning er den første af seks kursusdage, hvor deltagerne skal få flere redskaber til at styrke deres personlige recoveryproces. "Der er stor forskel på den kliniske recovery, som er defineret af fagfolk i psykiatrien, og så jeres egen personlige udgave af recovery. Det er den, vi skal forsøge at finde frem til i dag," siger Christine Larsen om næste punkt på dagens program. På skolen arbejder man både med undervisning ved tavlen, men ofte også to og to, som kursets næste punkt indbyder til. Sammen med sidemanden skal kursisterne nu fortælle, hvad recovery er for dem. Parvis sætter folk sig ud i cafékøkkenet, eller tager en walk and talk.

En af kursisterne er på sit 2. kursus på skolen. Efter en voldsom depression med efterfølgende indlæggelse er hendes recoveryforløb i fuld gang. Først med et intensivt ambulant forløb og efterfølgende gruppeterapi og nu som kursist på Skolen for Recovery.

"Jeg blev helt ekstatisk, da jeg fandt ud af det her kursusprogram. En af de ting, som har gjort en forskel for mig er at sidde sammen med nogle andre, som også er syge. Der er så rart, at nogen kan nikke og sige; det kender jeg godt. Det giver et eller andet," siger kursisten mens vi langsomt spadserer ned mod akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup.

"For mig handler det om at bygge videre på de kognitive redskaber, som jeg allerede har fået herude. Det her er et fantastisk tilbud. Også fordi, at flere af underviserne selv har en baggrund med psykisk lidelse. Det gør en kæmpe forskel. Det giver rigtig meget, når det kommer fra én, som selv har prøvet det, og når man kan tale med andre om det. Det batter," siger kursisten, da vi gør holdt foran skadestuen, hvor hun for bare nogle få måneder siden mødte op for at få hjælp.

På vej tilbage mod skolen fortæller hun, at hun har fået det meget bedre, også selvom nogle dage stadig kan være svære.

"Jeg har nok altid gjort, hvad andre forventede af mig. Jeg har skullet lære, at jeg ikke behøver at klare alting selv, og at det er ok at uddelegere til andre. Så samspillet mellem kognitiv terapi og så den her undervisning er det rigtige for mig. Mit udgangspunkt skal være, at jeg har et hvidt lærred, hvor jeg skal lære og tilegne mig kompetencer gennem recovery til at komme nye farver på billedet, og kun beholde de "gode" farver fra mit gamle liv"

Forskellige udgangspunkter
Tilbage i undervisningslokalet har Mynte taget fat på næste punkt i dagens undervisning. En stor del af processen mod bedring er for mange at huske de styrker, som alle har. Også når de kan være svære at få øje på. Mynte lægger for med at remse egne styrker som mundtlighed, positivitet og selverkendelse op.

For en af kursisterne bliver det for overvældende, og tårerne triller ned af kinden. Mynte stopper.

"Jeg ved, at det kan være svært at se noget positivt lige nu, og at det her er en hård opgave. Vi har alle sammen forskellige udgangspunkter for at være her i dag, og nogle er længere end andre. Men det vigtigste er, at du er her," siger Mynte direkte henvendt til kursisten, som nu kan tørre tårerne af kinden. Det lykkedes endda for hende at få indtil flere stærke sider listet op på tavlen.

Nysgerrighed, sygdomserkendelse, god med dyr, viljestyrke, optimisme er blandt de styrker, som bliver nævnt fra bordene og skrevet op på tavlen.

Dagen slutter med en snak om kursisternes oplevelser af undervisningen. Hvad var godt, hvad var svært, og hvad skal der ske fremover. Mynte og Christine tilpasser løbende undervisningen, så det passer til publikummet og stemningen på dagen. Det er nødvendigt, for mange af patienterne er sårbare, fortæller Christine, da vi efter kurset tager plads ved et af cafébordene.

"Vi arbejder med en balance, for der er tit mennesker, som er kede af det og nogle har haft et svært forløb. Så vi skal løbende vurdere, hvordan vi skal undervise, og hvilken rolle vi skal tage. Jeg er jo behandler, og kan sagtens gå ind i et traditionelt behandler/patientforhold og for eksempel følge en deltager på skadestuen. Men det er en skole, og selvom der også var en, som var ked af det i dag, så er det bare så flot, at hun sidder her og at hun bliver og deltager. Det er også en stort skridt for hende," siger Christine.

"Det er også styrken ved, at vi er et team af behandler og bruger. I pausen kunne jeg hjælpe med at få kontakt til en selvhjælpsgruppe ved depressionsforeningen. Christine ved, hvad der skal til som behandler, og jeg ved, hvad der er derude, og hvad der har virket for mig. Det giver bare en god balance," slutter Mynte.

Interview med vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Anne Hertz

​"Man kan se i øjnene, at det flytter noget."
Skolen for Recovery skal, sådan helt overordnet set, understøtte vores recovery-tankegang i RHP. Vi er en psykiatri, som arbejder på at møde vores patienter og pårørende, der hvor de er i livet og understøtte de håb og drømme, som de har for livet. En af kursisterne sagde det meget tydeligt forleden; "Her føler jeg virkelig, at jeg får noget kontrol tilbage. At jeg bliver bedt om selv at være i kontrol og prøve at styre mit eget liv." Det er jo det, det hele handler om, tænker jeg.

Jeg kan mærke, at det betyder meget for kursisterne. De får lov til at arbejde med deres egen historie. Men det bliver også løftet lidt ud over egen næsetip, når den teoretiske undervisning kommer på. Så får man mulighed for at kigge lidt på sig selv og andre udefra. Det betyder meget.

Folk er på meget forskellige stadier. På mit kursus er der primært patienter. Nogle er lige blevet udskrevet, mens andre er nået længere. Man må godt gå lidt til og fra, og man må gerne have en dårlig dag, men jeg har oplevet, at nogle bare får det bedre og bedre for hver gang. Det er fantastisk at opleve. Det her med at se lyset blive tændt i øjnene på et menneske, som før har siddet med lommetørklæder og været rigtig ked af det. Det synes jeg er helt fantastisk.

Selve tankegangen er, at undervisningen bliver lavet i partnerskab mellem medarbejdere med brugerbaggrund og professionelle. Det giver nogle forskellige håndtag, som man kan bruge for at det giver mening for patienter og pårørende og for os andre, som ikke har prøvet at have en psykisk sygdom. Der ligger en vigtig oversættelse begge veje. Og så er det både en tryghed og en kilde til håb for mange patienter at se en underviser, som selv var indlagt på intensiv afdeling for tre måneder siden stå og styre en klasse. Det giver meget tro på tingene. Vores sundhedsprofessionelle formår jo at sætte det hele i perspektiv og inddrage teorien, og det er helt nødvendigt for at sikre fremdrift. Så det er, når de to ting går hånd i hånd, at vi kan rykke noget.

Jeg tror, at alle sundhedsprofessionelle kan have gavn af at deltage på et kursus på skolen, eller selv deltage som underviser, og det vil jeg gerne opfordre til, at man gør. Det giver en forståelse af, hvad der foregår efter udskrivningen og hvordan vi kan være med til at understøtte det liv, som er mellem indlæggelse og ambulant forløb. Når man møder andre mennesker i den atmosfære, som hersker på Skolen for Recovery, så får man også et helt andet blik på behandlingen. Det understøtter vores recovery-tankegang, når vi møder patienterne og interesserer os for, hvad deres håb og drømme er. Det er tit noget andet, end vi går og tror. Det handler om at komme ud og snuse og mærke det på egen krop. Det giver noget.

 

Redaktør