Valg af psykoterapeutisk metode har betydning for behandlingseffekten ved kombinationsbehandling med psykofarmaka og psykoterapi mod depression

​Kognitiv adfærdsterapi (KAT) og Interpersonel terapi (IPT) er begge effektive psykoterapeutiske behandlinger til depression. Ny undersøgelse viser, at valget mellem IPT og KAT kan have betydning for behandlingsresultatet.

Denne måneds forskningsresumé er udarbejdet af psykolog og ph.d. Morten Hvenegaard.

Formål

At sammenligne effekten af kognitiv adfærdsterapi (KAT) og Interpersonel terapi (IPT), samt i kombinationsbehandling med antidepressiv medicin (ADM). Desuden undersøges en række demografiske og kliniske moderatorer1 for begge psykologiske behandlinger.

Metode

Undersøgelsen er et systematisk review og en meta-analyse. I december 2017 blev der foretaget en systematisk søgning i databaserne PsychArticles, PubMed og Cochrane Library efter studier af depressionsbehandling med KAT eller IPT, hvor der indgår både før og efter måling af depressionssymptomer. På baggrund af data fra de udvalgte studier undersøgte forskerne om forskellige kliniske og demografiske faktorer har betydning for behandlingseffekten ved hjælp af statistiske moderationsanalyser.

Resultater/primære fund

Den systematiske søgning fandt 168 samples fra 137 studier med i alt 11.374 deltagere. Analyserne viste, at KAT og IPT var lige effektive på alle moderatorer på nær én. I samples hvor deltagere alene fik KAT uden ADM, var KAT mere effektiv end IPT. Prognostiske faktorer for større behandlingseffekt ved KAT var lav alder, høj sværhedsgrad af symptomer, individuelt terapiformat samt monoterapi uden tillæg af ADM. For IPT blev der ikke fundet prognostiske faktorer for behandlingseffekt.

Sammenfattende kommentarer

Undersøgelsen viste, at KAT som monoterapi (uden ADM) er mere effektiv end IPT som monoterapi, samt mere effektiv end kombinationsbehandling af KAT og ADM. Resultatet er forskelligt fra fund i tidligere metaanalyser, men svarer til fund fra enkeltstående lodtrækningsundersøgelser. En styrke ved undersøgelsen er, at alle moderatorer blev udvalgt før undersøgelsen begyndte. Undersøgelsens resultater begrænses af stor heterogenitet (forskellighed) i de inkluderede studier. Alligevel udfordrer resultaterne antagelsen om, at alle terapiformer er lige effektive, også kendt som Dodo Bird-kendelsen. Resultaterne peger på, at retningslinjerne for kombinationsbehandling med psykoterapi og ADM til depression bør revideres.

1  Moderator: En faktor der påvirker effekten af en given behandling, fx alder, ko-morbiditet, sygdomssværhedsgrad, hjemløshed, m.fl..


Redaktør