Om angst

​Angst er først og fremmest en naturlig menneskelig og normal måde at reagere på, når man udsættes for fare. Angstfølelsen får kroppen til at være i alarmberedskab og forbereder kroppen på enten at kæmpe eller at komme væk og søge sikkerhed.

​​

Angst er først en sygdom, når den bliver en ubærlig kraftig eller ikke aftager, når faren er ovre. Følelsen af angst kan få betydelige konsekvenser, fordi mennesker med angst kan føle så megen frygt, at de ikke kan leve et normalt liv. Det kan f.eks. være, man ikke tør købe ind, får pludselige angstanfald eller bekymrer sig overdrevent meget over almindelige problemer i dagligdagen.

Angst er en hyppig lidelse. Cirka 2-3 % af den voksne befolkning i Danmark lider af angst. Det svarer til 80.000-120.000 mennesker. Angst er en sygdom, som ses i alle aldersgrupper, men som typisk udvikler sig fra 20-års alderen og sjældent efter 30-års alderen. Omkring dobbelt så mange kvinder som mænd udvikler angst.

Angstlidelser inddeles i fobiske angstlidelser, panikangst og generaliseret angst. Angstlidelserne har forskellig karakter og kendetegnes ved forskellige symptomer, og det er almindeligt at have flere angstlidelser, der overlapper hinanden, men der vil typisk være én, der dominerer.

Angst kan behandles, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til at forsvinde helt. 

Det kan være en god idé at forberede dig på, at behandling af angst kan tage tid og kræver en aktiv indsats, da kroppen ofte ”husker” angsten et betydeligt stykke tid efter, at du oplever at behandlingen begynder at virke.

Symptomer på generaliseret angst

  • Hjertebanken
  • Sveden og rysten
  • Synkebesvær eller mundtørhed
  • Smerter eller trykken i brystet
  • Åndenød
  • Kvælningsfornemmelse
  • Svimmelhed
  • Kvalme eller maveuro
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Frygt for at blive sindssyg eller miste kontrollen
  • Dødsangst
  • Kuldegysninger eller hedeture
  • Rastløshed og vedvarende nervøsitet
  • Muskelspændinger
  • Irritabilitet
  • Koncentrationsbesvær
  • Dødheds- eller sovende fornemmelser
  • Besvær med at slappe af eller falde i søvn

Symptomer på social fobi

  • Rødmen
  • Frygt for at skulle kaste op eller skulle på toilettet
  • Hjertebanken
  • Sveden og rysten
  • Mundtørhed
  • Trykken i brystet
  • Kvalme eller maveuro
  • Åndenød
  • Svimmelhed
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Frygt for at miste selvkontrollen
  • Frygt for at dø
  • Hedeture eller kuldegysninger
  • Dødhedsfornemmelse eller føleforstyrrelser
  • Stammen eller besvær ved at holde øjenkontak

Symptomer på panikangst

De typiske tanker under et anfald er, at man er ved at dø, blive sindssyg eller miste kontrollen, og som oftest reagerer man ved at flygte fra stedet. Øvrige symptomer kan være:

  • Hjertebanken
  • Sveden og rysten
  • Mundtørhed, kvalme eller maveuro
  • Åndenød
  • Smerter eller trykken i brystet
  • Kvælningsfornemmelse
  • Svimmelhed
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Frygt for at miste selvkontrollen
  • Dødsangst
  • Kuldegysninger eller hedeture
  • Føleforstyrrelser

Agorafobi​

Nogle personer med panikangst udvikler også agorafobi (angst for steder, det kan være vanskeligt at komme hurtigt væk fra). Agorafobi kendetegnes ved angst for at færdes uden for hjemmets trygge rammer af frygt for at få et panikanfald. Det kan f.eks. være frygt for at forlade hjemmet, komme i forretninger, forsamlinger eller offentlige steder, rejse med tog eller bus alene. Undgåelse af situationer, der kan fremkalde angst, er derfor hyppig, hvilket kan føre til isolation i hjemmet.

Redaktør