Åbent Hus: Det kan du se!

​Enhver kan fra Bistrupvej eller Boserupvej ved Psykiatrisk Center Sct. Hans følge med i, hvordan byggeriet af den nye retspsykiatri skrider frem. Det rå betonhus er rejst og – med enkelte undtagelser – tæt på at være færdigt.

Vent...

Den sydligste del af byggeriet ud mod Boserupvej er tillige stort set fuldt lukkede, både med vinduer og tagmembran. Udvendigt er murerne her godt i gang med at opmure den gule skalmur, så man fra vest og syd kan danne sig et indtryk af, hvordan byggeriet falder ind i landskabet.

Den indvendige aptering i gang

Det er også i denne del af byggeriet, at de indvendige fag først er kommet i gang. Som noget af det første har VVS'erne etableret afløb og trukket vand. Der er støbt undergulve og i lofterne monteret beslag til de indvendige skillevægge, som tømrerne nu så småt begynder at montere.

Ventilations- og el-installatørerne tripper for at komme til. Det er et helt tog, der sættes i gang, når montagen af de 126 sengestuer for alvor tager fart. De forskellige fag griber nemlig ind i hinanden, og der er ikke så meget plads at arbejde på. Se her hvordan, håndværkerne sammen har tilrettelagt den optimale byggeproces håndværkerne sammen har tilrettelagt den optimale byggeproces.

Lille rundtur i huset

De besøgende ved Åbent Hus-arrangementet søndag den 1. september vil få et førstehåndsindtryk af, hvor langt man er kommet – og hvordan den færdige retspsykiatri vil tage sig ud.

Der bliver to rundvisninger – kl. 10.30 og 11.45 – hvor bygge- og projektledelsen vil være guider for en lille rundtur i sengeenhed 4. Her vil man bl.a. kunne kigge inden for i den rå sengestue. Gæsterne kommer også en tur med op på taget, hvorfra man kan overskue hele byggeriet og opleve, hvordan de forskellige niveauer folder sig ind over hinanden på den stærkt skrånende byggegrund. Læs mere om Åbent Hus-arrangementet her

Apteringen op i gear

Også malerne er allerede på banen og i gang i kælderniveauet, og i løbet af efteråret vil næsten alle medvirkende entreprenører være i gang på byggepladsen – i første omgang på de sydvendte sengeafsnit 1 og 4, der er længst fremme.

Imens er lukningsentreprenøren gået i gang med at montere vinduer og svejse tag på den anden halvdel af byggeriet ud mod Bistrupvej, så det kan blive lukket inden vinter.

Ankomstbygningen op mod Tofteparken og det eksisterende Psykiatrisk Center Sct. Hans er den del af byggeriet, som sidst gøres færdig. Her er de sidste betonelementer netop ved at blive sat, idet nogle få dog venter til allersidst, sådan at håndværkerne kan komme til de dele af byggeriet, der vender ind mod den indre Aktivitetspark. Her går man lige straks i gang med at kloakere og nivellere, så dele af arealet også kan bruges til oplag af de materialer og komponenter, der løbende køres til byggepladsen.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor