Ny Retspsykiatri Sct. Hans fokuserer på hjemlighed for patienterne

​Den nye retspsykiatri i Roskilde står klar i 2021 til patienter, pårørende og medarbejdere på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Nu skal indretningen på plads, så der sammen med sikkerhedshensyn også skabes hjemlige rammer for brugerne. 

Vent...

​De lukkede retspsykiatriske afsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans kan snart se frem til at tage den nye retspsykiatriske bygning i brug. Men inden patienter og medarbejdere officielt kan flytte ind, skal bygningen indrettes, så den passer til brugerne. I den forbindelse er der forskellige hensyn, behov og krav til møbler, materialer og farver, der skal tages stilling til, inden rummene kan bringes til live.  


Farver og genkendelighed giver hjemlighed

- Fordi vores patienter er indlagt i meget lang tid, er hjemlighed og genkendelighed rigtig vigtig, når det kommer til indretningen i byggeriet. For eksempel er en lænestol et møbel, man som patient måske også gerne vil have i sit hjem, når man ikke længere er indlagt, fortæller organisations- og ledelseskonsulent fra Sct. Hans, Tilde Rye Andersen, som er en af de ansvarlige for indretningsprocessen sammen med Sct. Hans' indretningsdesigner, Lone Mørck Nielsen.

Hjemlighed handler også om farver, og en farveklat i form af en pude eller et tæppe kan netop være det, der skaber en hjemlig fornemmelse i patienternes kommende opholdsstue i den nye retspsykiatri. En række møbler er blevet testet i afsnittene over de seneste år. Om det fortæller Tilde Rye Andersen:

- Vi har testet spisebordsstole af på et af vores afsnit, og her har vi kunnet se, at variation i farve betyder rigtig meget. Bare det, at stolene skifter lidt i farve, gør, at du ikke får helt den der kantinefølelse eller institutionsfornemmelse, selvom der kan sidde 24 mennesker og spise.

Tilde Rye Andersen og Lone Mørck Nielsen har i indretningsprocessen samarbejdet med arkitektfirmaet KHR Architecture, som har tegnet den nye retspsykiatri. Fra arkitektfirmaet har teknisk chef og partner Henrik Danielsen været med på projektet siden 2012. Dengang arkitektforslaget skulle udarbejdes, var varme og hjemlighed også to komponenter, der var vigtige at have for øje:

- Vi har grebet byggeriet an på den måde, at vi har valgt hvide vægge, som blødes op ved at lave mange elementer i fineret eg for eksempel skabe, reoler og bænke i form af siddenicher for netop at skabe den her hjemlighed og varme i byggeriet, fortæller Henrik Danielsen. 

Moderne og klassisk arkitektur og indretning

Møblerne i den nye retspsykiatri skal være robuste og overholde standarder for sikkerhed, men det er også vigtigt, at indretningen bærer præg af at være tidsløs og nordisk, fortæller Tilde Rye Andersen - fordi det er helt nye bygninger, retspsykiatrien flytter ind i. Det er noget, Henrik Danielsen sætter pris på:

- Vi er rigtig glade for de ønsker, Psykiatrisk Center Sct. Hans har til møbler, materialer og farver, og at de tænker i nye møbler, som passer til det hus, de skal flytte ind i. At se byggeri og indretning i en helhed er rigtig vigtig, og centrets forestillinger til indretningen passer godt med vores, så jeg har en god fornemmelse med, hvor det hele lander, når møblerne kommer i udbud, fortæller Henrik Danielsen.  

Lone Mørck Nielsen giver også udtryk for, at det er vigtigt, at indretningsstilen harmonerer med byggeriets arkitektoniske udtryk: 

- Vi har stor respekt for byggeriet, fordi det er den ramme, vi skal forholde os til. Det er fx gulvmaterialet i bygningen, og så er der rigtig meget egetræ, som også er indtænkt i flere af møblerne. Så vi har byttet det vanlige bøgetræ, som vi kender fra mange kontor- og institutionsmøbler, ud med egetræ.

Med afsæt i brugerne

Idéer og forslag til møbler, materialer og farver er ikke kommet som et lyn fra en klar himmel. Det har været en lang inddragende proces i et tæt samarbejde med medarbejdere og patienter fra de retspsykiatriske afsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans:

- At inddrage medarbejdere og patienter i indretningen har været super vigtigt, fordi det er dem, der skal bruge den nye retspsykiatri. Og når man inddrager brugerne, kommer der ofte nogle andre ting frem i forhold til, hvad møblerne skal kunne – og kunne tåle, så de for eksempel ikke udgør en sikkerhedsrisiko for medarbejderne og samtidig overholder hospitalsstandarder for hygiejne og krav til tekstiler, slutter Lone Mørck Nielsen af. 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor