EN TIDLIG EFTERÅRSMORGEN i 2001 var Martin Andersen ude at trille med barnevognen i den norske by Rjukan. Dagen var kun lige begyndt, men da han passerede byens torv, begyndte solen at trække sig tilbage.

Solens forsvinden var så markant, at Martin Andersen nærmest gik i panik der på torvet. Det fortæller han i telefonen fra Rjukan, hvor han har et kunstværksted.

“Det var en forfærdelig følelse. Jeg kan huske, at jeg blev så desperat efter at mærke lyset fra solstrålerne, at jeg begyndte at løbe efter solen, som bare flyttede sig længere og længere væk.”

Han var nogle måneder tidligere flyttet dertil med sin familie. De havde endnu ikke oplevet vinterhalvåret i den norske by, der ligger langt inde i en dal omgivet af bjerge. De var faldet godt til og havde ikke tænkt nærmere over, hvad der ville ske, når det største fjeld i det sydlige Norge, Gaustatoppen, med sine 1.883 meter hele fem måneder om året ville lukke solen ude af Rjukan.

Fem måneder! Helt uden direkte sollys. Det går jo ikke. Sådan tænkte Martin Andersen også. Og så fik han idéen. Hvorfor ikke hente solen ned til byen? Eller i hvert fald sende solens spejlbillede ned midt i byen, så folk i byen ikke skulle helt op på fjeldet for at få sol i ansigtet?

Idéen til Solspeilet tog form.

“Hvorfor skal jeg jage sollyset, når den er lige deroppe på den nordlige fjeldvæg? Jeg tænkte, at det måtte handle om at regne naturen ud og i det her tilfælde solen,” siger han.

Det er værd at huske på iværksættere som Martin Andersen og opfindelser som Solspeilet i en tid som nu, hvor både vejret og humøret hos mange er gråt i gråt. Forleden skrev Politiken, at der indtil videre i december i år kun har været én reel solskinstime til danskerne, og at der ikke er udsigt til mange flere. TV 2 Vejret fulgte efter med en analyse, som viste, at denne er den mest grå periode, vi har oplevet siden 1960.

Det er næsten for banalt at sige, men lyset er af helt afgørende betydning for os menneskers velbefindende. Det kan vi mest mærke, når lyset ikke er der. Men det er nærmest lige så meget vores egen skyld, som det er naturens. Det moderne menneske opholder sig inden døre cirka 90 procent af tiden, og særligt om vinteren gør det ikke noget godt for os. Og lyset findes derude. Og der ér ting, man kan gøre.

LYSETS BETYDNING FOR OS er veldokumenteret. For eksempel viser forskning publiceret i tidsskriftet Neuropsychobiology, at patienter, som var indlagt på solrige, sydøstvendte stuer, havde en betydeligt kortere indlægningstid i forhold til patienter indlagt på mørkere, nordvestvendte stuer. På Valen-sygehuset i Norge har man haft succes med at installere døgnrytmelys tilpasset faserne i manien i behandlingen af maniodepressive patienter.

Også pleje- og sundhedspersonale, som har nattevagt, kan drage fordel af at arbejde under skiftende lysforhold, som er tilpasset døgnet bedre. Hidtil har der på de fleste hospitaler været den samme type elektriske lys døgnet rundt, og det kan gøre det vanskeligt for personalet at sove efter skiftende vagter.

Klaus Martiny er professor på Psykiatrisk Center København. Han er en af de forskere herhjemme, som har størst erfaring med at bruge lys som behandlingsform – og specielt til at normalisere døgnrytmer hos patienter med depression. Typisk kommer patienter med depression ind med stor D-vitaminmangel, fordi de har ligget indenfor med nedrullede gardiner.

Jeg ringer til ham. Og helt basalt har vi mennesker behov for en vis mængde lys for at fungere, fortæller han. “Hvis ikke vi får nok lys, kan det påvirke både vores søvn, vores humør og energiniveau negativt. Vi ser det hos folk, der bliver blinde, at de får problemer med alle tre ting,” siger han.

Konkret sker der det, at lyset regulerer vores døgnrytme, så den bliver stabil. I nethinden i øjet suger specialiserede synsceller lyset til sig og sender besked til hjernens receptorer om, hvor vi er i døgnet. Når vi får lys nok bliver vores døgnrytme stabil, og det er altså afgørende for vores helbred, siger Klaus Martiny.

HVAD DER ER NOK LYS , er forskelligt fra menneske til menneske. I løbet af vinteren oplever ti procent slet ingen forandring i deres humør overhovedet, mens ti procent i den anden ende af spektret har det så dårligt, at man kan tale om vinterdepression. Resten ligger og rumsterer i en bred midterkategori, hvor man ikke er alvorligt påvirket, men alligevel kan føle sig mere tung og tvær end ellers. Og det er altså ikke det samme som en alvorlig klinisk depression, understreger Klaus Martiny. “Det handler om, at man har et stort søvnbehov, er i dårligt humør, har større behov for kulhydrater,” siger han.

Den gode nyhed er, at de fleste af os faktisk selv vil kunne løfte vintermørkets åg af os, hvis vi ellers bare gik udenfor. Ganske simpelt. For der er faktisk rigeligt med lys, selv om der er dunkelt. “Hvis vi for pokker alle sammen gik ud bare en halv til en hel time om dagen, ville det ikke være så slemt. Især trelagsvinduer i moderne byggeri tager lyset. Måske er der 200 lux indenfor midt på dagen, mens der er 4.000 lux udenfor, selv om det er gråt. Det gør underværker, også fordi du bevæger dig samtidig,” siger Klaus Martiny.

MAN KUNNE FORESTILLE SIG, at de i Nordnorge kunne have flere udfordringer med vinterdepressioner, fordi dagene er korte og mørke. Men måske har de også af samme grund gode erfaringer med, hvordan man kan tage hånd om det. I Tromsø er solen fra slutningen af november til midten af januar slet ikke oppe. Men midt på dagen er der en art tusmørke eller skumringstid, om man vil.

Jeg finder frem til professor i psykologi på UiT Norges arktiske universitet i Tromsø Oddgeir Friborg, der forsker i resiliens og søvn – og i Tromsø-indbyggernes mentale helbred med og uden mørke. Jeg kommer igennem til ham på telefonen, mens han sidder på sit kontor på universitetet. Vi taler sammen ved middagstid. Jeg spørger, om det ikke er ret mørkt nu? “Jo, vi har godt nok officielt mørketiden nu, men når jeg kigger ud ad vinduet i mit kontor, så synes det nogenlunde lyst. Himlen er lyst op, for solen er der jo bag fjeldene, selv om den ligger under horisonten, så lyser den himlen op. Men det er klart, at hvis det er gråvejr i mange dage, er det en anden snak.”

Trods de mørke dage er vinterdepressioner ikke nogen særlig udfordring der mod nord, ikke mere end andre steder. Det er yderst sjældent, at man vil støde på nordlændinge, som går rundt og siger, at de er blevet vinterdeprimerede, men der er klart, at nogle af dem også kan lide under den tid, selv om de er få, siger Oddgeir Friborg. “Mange siger, at de er mere trætte og mindre aktive og mere inden døre og spiser lidt mere, end de plejer. Og det er jo korrekt, for det er sådan, det påvirker os at få mindre lys, end vi plejer. Men de ser det mere som et livsvilkår eller årets gang end som noget negativt. Der er tale om mange tusind års tilpasning af biologi og genetik, så mørket kommer ikke bag på folk. Tværtimod synes mange, det er lidt hyggeligt.”

Udfordringen opstår, når for eksempel tilflyttere fra Oslo eller udvekslingsstuderende flytter til Nordnorge, så kæmper de mere med mørket. Hvis man ikke er kulturelt vænnet tl det, kan mørket her virke voldsomt. Af samme grund er der på universitetet indrettet en café med dagslyslamper, hvor de studerende for eksempel om morgenen kan sætte sig og eksponere sig for lyset.
“Men det er sjældent, at du finder en nordlænding siddende foran lamperne,” siger Oddgeir Friborg.

FOR DE FLESTE HANDLER meget også om indstilling, om den måde, man kollektivt tænker om mørket, understreger han. “Mange kalder det ‘den blå tid’, fordi de synes, det er en smuk og koselig tid. Og mange deler smukke naturbilleder på sociale medier for at vise det smukke vinterlys på himlen. Nordlyset er også ekstra aktivt nu, og det er jo helt fantastisk.”

Oddgeir Friborg siger, at han har på fornemmelsen, at man i Danmark lider mere i vintermørket end her i Nordnorge. Jeg forklarer ham, at vi netop har slået gråvejsrekord, og at jeg ud ad mit vindue kan se regn, rusk og en blygrå tung himmel. Han kan fortælle om en helt anderledes smuk udsigt og en placering ved vinduet, som gør, at han bliver eksponeret for mest muligt lys. “Jeg sender dig lige et billede, når vi har afsluttet samtalen,” siger han.

Kort efter modtager jeg et billede på mail. Han skriver: “Vedlagt følger et billede fra universitetsbygningen, jeg sidder i, med Tromsdalstinden i baggrunden. Den rager cirka 1.200 meter op over havet. Billedets lysindstilling svarer sådan cirka til det, jeg oplever med egne øjne, når jeg ser ud gennem vinduet.”

Jeg må give ham ret. Udsigten er virkelig smuk. Blålige fjelde mod en lysende himmel. Den blå tid.

CIRKA 2.000 KILOMETER SYD FOR TROMSØ i den norske by Rjukan kunne indbyggerne en oktoberdag i 2013 lade deres ansigter oplyse af et 100 kvadratmeter stort spejl monteret på en klippevæg, som sendte solens livgivende stråler ned på byens torv. Efter at have arbejdet med idéen siden 2001 var det endelig lykkedes Martin Andersen at få solen ned på jorden.

“Det var jo lidt magisk at opleve solen der midt på torvet. En lun og lys oase der midt i mørket,” siger han. Da han i sin tid var begyndt at udforske idéen, fandt han ud af, at han ikke var den første, der havde tænkt tanken om at få solen ned i byen. Allerede i 1913 havde Oscar Kittelsen idéen om ‘Solspeilet paa Rjukan’. En måned senere lancerede Sam Eyde, grundlæggeren af Norsk Hydro i Rjukan, idéen på ny, fordi mange arbejdere i byen led af D-vitaminmangel og tungsind. Dengang havde man ikke teknologien til det, og projektet blev skrinlagt, men 100 år senere blev idéen realiseret.

“Ikke alle i byen var lige begejstrede, da det blev besluttet at sætte Solspeilet op, for hvad skulle det nu til for? Nogle mente, at det var noget pjat og helt unødvendigt. Og ikke andet end en udgift,” siger Martin Andersen. Det har vist sig, at Solspeilet er blevet lidt en turistattraktion, der trækker folk til Rjukan og har skabt bedre omsætning i butikkerne. Og folk i byen benytter sig også af muligheden. Det er et offentligt gode.

“Det er mit indtryk, at de fleste tager en kort pause i solen, når de krydser torvet. Jeg stopper altid selv for at få fyldt lidt på solkontoen.”