Baggrund
Beskæftigelsesindsatsen individuel planlagt job med støtte (IPS) har internationalt vist gode resultater i forhold til at støtte personer med alvorlige sindslidelser til at opnå og fastholde ordinær beskæftigelse eller uddannelse. IPS-metoden bygger på veldefinerede principper, hvor essensen er et individuelt tilrettelagt forløb med umiddelbar fokus på det ordinære arbejdsmarked, uden eller med kun få måneders forudgående forberedelse eller træning. Indsatsen er integreret i den psykiatriske behandling og har fokus på deltagernes egne valg og præferencer. Derudover arbejdes der opsøgende med henblik på at skabe relationer på det lokale arbejdsmarked og matche deltagerne til ledige stillinger.
På baggrund af positive internationale erfaringer med IPS-metoden, blev IPS tilpasset danske forhold og afprøvet i et forskningsprojekt i perioden 2012-2019. I forskningsprojektet indgik bl.a. et randomiseret forsøg og en sundhedsøkonomisk evaluering. Resultaterne fra det randomiserede forsøg viste, at der i løbet af den 18 måneders opfølgningsperiode var signifikant flere deltagere i IPS-gruppen der kom i ordinært arbejde eller uddannelse sammenlignet med deltagerne i standardindsatsen. Deltagerne kom også hurtigere i arbejde eller uddannelse, de arbejdede og studerede flere timer og var signifikant mere tilfredse med den indsats de modtog, sammenlignet med kontrolgruppen.
Resultater fra den sundhedsøkonomiske evaluering viste ydermere at IPS-indsatsen er omkostningseffektiv. På baggrund af disse resultater er anbefalingen at IPS-indsatsen implementeres og udbredes til flest mulige i Danmark. Det har imidlertid vist sig, at det er udfordrende at implementere IPS, hvilket er i tråd med at forskning har vist, at det generelt set kun er mellem 5-15 % af nye indsatser, der bliver implementeret, hvis man ikke systematisk understøtter implementeringen.
Et af kerne-elementerne i IPS-indsatsen, er at IPS er en integreret del af den psykiatriske behandling. Derfor var den danske IPS-indsats en tværsektoriel indsats, hvor kommunen og den regionale behandlingspsykiatri samarbejder. Vores erfaring fra forskningsprojektet er, at dette stiller yderligere krav til implementeringen, hvilket bakkes op af forskningen. Der er derfor behov for en understøttelse af implementeringen af IPS, med oprettelse af et Dansk Learning Community efter amerikansk inspiration, hvor undervisning i metoden, fidelitets målinger, samt indsamling af data til videreudvikling af metoden og yderligere forskning kan udspringe fra.
Formål
Projektet har til formål at etablere et Dansk IPS Learning Community mhp. at sikre en national implementering af indsatsen Individuelt Planlagt Job med Støtte (IPS). Til opnåelse af dette mål har projektet følgende delmål:
- At implementere evidensbaseret IPS I minimum 7 klynger fordelt over alle regioner i Danmark.
- Oprettelse af en national database som redskab til at sikre høj grad af implementering og evaluering af effekt.
- Udvikle en effektiv model for implementering af den tværsektorielle IPS-indsats.
- Sikre en fremtidig bæredygtig organisering af Det Danske IPS Learning Community.
Metode
I projektet understøttes implementeringen af IPS i 7 teams, i hele Danmark. Understøttelsen består i at yde bistand på følgende områder:
- Udarbejde relevant IPS-materiale på dansk, herunder manual og diverse guidelines.
- Give den nødvendige information til interesserede kommuner og regionale behandlingspsykiatrier, således at de kan beslutte om de vil indføre IPS på et oplyst grundlag
- Understøtte dannelse af lokal netværksledelse og udarbejde lokale implementeringsplaner i et samarbejde med den lokale netværksledelse herunder foretage eventuelle lokale tilpasninger der er i tråd med IPS-kerneværdierne
- Understøtte rekruttering af IPS-medarbejdere med de rigtige kompetencer
- Give uddannelse og supervision i IPS- metoden og det tværsektorielle samarbejde
- Fortage fidelity-målinger ved brug af IPS-25, og udvikle handleplaner for at øge kvaliteten af indsatserne
- Tilbyde løbende ledelsesunderstøttelse.
Derudover oprettes en national database, som har til formål at levere data til IPS-teams for at understøtte implementeringen, samt følge effekterne af IPS-indsatsen i Danmark. Alle etablerede og nystartet IPS-indsatser vil blive inviteret til at indgå i monitorerings- og forskningsdatabasen. Databasen vil indeholde følgende informationer på både individ- og organisatorisk niveau:
- Dato for opstart i et IPS-tilbud
- Tilfredshed med indsatsen målt med Client Satisfaction Scale.
- Cpr-nummer som bruges til at indhente beskæftigelses- og uddannelsesdata vis databaserne DREAM og E-indkomst.
- Resultater fra fidelitetsmålinger
- Registrering af organisering af IPS-indsatsen
Ydermere vil der blive indsamlet viden om organisering og implementering af IPS i Danmark, som skal anvendes til videreudvikling af en effektiv IPS-implementeringsmodel.
Evalueringen vil bestå af to hovedopgaver:
- At indsamle viden om IPS implementeringsmodellens betydning på ledelsesniveau og i det udførende led
- At analysere styrker og svagheder ved den etablerede implementeringsmodel og de strategier der ligger bag denne.
Der foretages I alt 10 fokusgruppeinterviews med ledelsen fra begge sektorer samt IPS-konsulenter fra kommuner og behandlere fra regioner. Fundene fra dette studie samt erfaringerne fra Fidelity målingerne anvendes til udvikling af en IPS-implementeringsmodel. Den nye opdaterede model vil indeholde en mere detaljeret køreplan for selve implementeringen og udførelsen af IPS.
Til slut sigtes mod at IPS-learning community opnår bæredygtighed ved overgangen fra projekt til fremadrettet drift. Projektet forventes afsluttet 2024.
Fonde
Projektet er finansieret af TrygFonden.