PC Ballerup var repræsenteret på den populære konference Refocus on Recovery af ni medarbejdere fra Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery. Refocus-konferencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, og i år var der specielt fokus på menneskerettigheder, mentorer (peers) og medborgerskab (citizenship).
Medarbejderne fra kompetencecentret deltog i spændende workshops om co-produktion, mental sundhed og international lovgivning, og strategier til at fremme medborgerskab med markante profiler fra recovery-verdenen, ligesom der blev hentet masser af god viden og inspiration fra de mange spændende præsentationer i løbet af konferencen.
Michaela Høj fra Kompetencecentret havde en poster med på konferencen, og hun præsenterede også et delstudie fra sin ph.d.-afhandling omhandlende implementering og tilpasning af en recovery-orienteret indsats i psykiatrien og beskæftigelsessektoren under temaet 'Recovery-orienteret praksis'.

Se posteren her (pdf)
I Nottingham, hvor konferencen blev afholdt, findes der også et Recovery College, så turen blev også lagt forbi dér, for at få idéer og inspiration til vores egen Skole for Recovery.