Ph.d-studerende fra CTP vandt 2. plads ved Forskningens dag

​​På forskningens dag tirsdag den 19. september løb læge og ph.d-studerende Maja Nordbrandt af med en flot andenplads.

Læge og ph.d.-studerende fra CTP, Maja Nordbrandt, vandt en 2. plads i posterkonkurrencen ved Forskningens dag, som RHP afholdt på Rigshospitalet tirsdag den 19. september. 

Arrangementet afholdes en gang om året som et heldagsarrangement, og her præsenteres aktuel forskning inden for psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Dagen består af spændende præsentationer, suppleret med postersessions og uddeling af priser. 

Stor bredde i projekterne
Majas poster, som altså vandt en flot 2. Plads, havde titlen Treatment of traumatised refugees with Basic Body Awareness Therapy versus mixed physical activity.

"Det var rigtig fint at deltage på forskningens dag og se og høre om alle de mange spændende forskningsprojekter i regionen, og at opleve hvor stor bredde der er i projekterne. Og så var det jo selvfølgelig rigtig rart dels at få lov til at vise, hvad vi laver her på Kompetencecenter for transkulturel psykiatri (CTP) og så dels at få anerkendelse for et projekt, som jeg sammen med min vejleder overlæge Jessica Carlsson har været ansvarlig for at planlægge tilbage i 2012, og som jeg og Jessica siden på skift været forskningsansvarlige på. Og som både jeg selv og mange andre her på CTP har lagt rigtig meget tid, energi og hjerteblod i at få planlagt og udført så godt som muligt", fortæller Maja og fortsætter 

"Vi startede planlægningen af projektet med fysisk aktivitet som intervention for traumatiserede flygtninge helt tilbage i 2012. Vi har nu haft 338 patienter igennem projektet i et randomiseret kontrolleres set-up, og nu er selve fasen med dataanalyse så startet. Jeg selv, Jessica Carlsson og alle her på CTP er selvfølgelig ekstremt spændte på resultaterne, som jeg forventer at have klar i sommeren 2018, men også undervejs i sådan et langvarigt projekt er det virkelig rart at få et skulderklap, og opleve at det arbejde som jeg selv og mine dygtige kolleger sammen i fællesskab leverer her på CTP bliver set og værdsat.".

 Se programmet for forskningens dag i RHP 


Redaktør