Rejsegilde for spiseforstyrrelsesbyggeri blev tilløbsstykke

​Onsdag den 8. marts var der endnu engang rejsegilde med tilhørende taler og pølsevogn på PC Ballerup. Denne gang var det i forbindelse med det byggeri, som skal huse regionens behandling af voksne med spiseforstyrrelser. 

For 10 måneder siden blev det første spadestik taget til det byggeri, som skal huse fremtidens samlede behandlingstilbud af voksne patienter med spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden. Siden da har man kunne se byggeriet tage form. Først med pæleramning og fundering, og siden har skelettet til bygningerne rejst sig på grunden.

Onsdag den 8. marts var det så tid til rejsegilde og en markering af, at byggeriet er rigtig godt på vej.

Fejringen bød på taler fra formand for Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, Karsten Skawbo-Jensen og Susanne Hansen fra Rübow Arkitekter, som var mødt frem for at ønske byggeriet god vind. Direktør for Region Hovedstadens Psykiatri, Martin Lund, deltog også i markeringen af denne milepæl for byggeriets fremdrift.

Psykiatrisk Center Ballerups Centerchef René Priess gav traditionen tro også byggeriet et par ord med på vejen, før de mange fremmødte håndværkere, medarbejdere og andre interesserede blev budt på Cocio og pølser fra den lokal-berømte pølse-pusher Bjarnes Pølser.


Centerchef René Priess (tv) , formand for psykiatriudvalget Karsten Skawbo-Jensen  og direktør for Region Hovedstadens Psykiatri Martin Lund.

Flotte faciliteter
Det 5000 kvadratmeter store byggeri, som ligger på PC Ballerups matrikel helt ud mod Ballerup Boulevard får 27 sengepladser, og kombinerer ambulante funktioner, daghospital samt integrerede sengepladser. Derudover kommer den nye bygning til at rumme et spisehus og gode faciliteter til at afvikle store møder, kurser og større arrangementer.

Byggeriet er designet til at kunne understøtte målsætningen om at sikre bedre sammenhæng i patienternes forløb og at opnå synergieffekter i behandlingen på tværs af de forskellige behandlingsindsatser.

"Patienterne vil fremover i langt højere grad end i dag møde sammenhæng i behandlingsforløbet. En sidegevinst er, at vi forventer, at ventetiden mellem de forskellige faser i behandlingen bliver minimeret, da vi med den samlede behandlingsindsats her på Psykiatrisk Center Ballerup får større fleksibilitet og muligheder for at bruge vores ressourcer netop der, hvor der aktuelt er behov for dem", forklarer centerchef René Priess.

Samlet behandling
Når byggeriet tages i brug vil den huse det samlede behandlingstilbud for voksne med spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden. Allerede ved årsskiftet til 2017 blev regionens behandling af spiseforstyrrelser organisatorisk samlet, og dermed blev Anoreksiklinikken på PC København og Ambulatorium for spiseforstyrrelser  på PC Stolpegård en del af PC Ballerup. De to indfusionerede enheder har fortsat til huse på deres hidtige matrikler indtil alle aktiviteterne samles i Ballerup, når byggeriet står klar til indflytning, forventeligt i slutningen af 2017.

Fusionen af spiseforstyrrelsesområdet skal ses som udtryk for, at det er et højt prioriteret område, og med det nye byggeri får såvel patienter som medarbejdere dedikerede og tidssvarende omgivelser for behandlingen.

Grundtanken er, at sikre bedre sammenhæng i patienternes forløb og at opnå synergieffekter i behandlingen.


Et psykiatrisk Louisiana

Det er RUBOW arkitekter A/S, som står bag det nytænkende byggeri, og der lægges vægt på, at det i sin helhed passer til de øvrige bygninger på Psykiatrisk Center Ballerup. Byggeriet er tænkt som serie af hovedhuse, og imellem dem ligger gangarealer, som giver mulighed for tilbagetrukkede patientfaciliteter. 

De forskellige funktioner er forbundet som perler på en snor af glasbeklædte gange, der som på museet Louisiana inviterer udeomgivelserne indenfor.

"Vi har lagt stor vægt på, at det kommende byggeri, ligesom de eksisterende på centret, skal skabe helende omgivelser, som hjælper til, at patienterne har det godt. Patienterne har selv været med til at pege på de bedste løsninger, og det har været en omfattende proces. Det har været en naturlig ting for os at inddrage patienterne, og det er helt i tråd med vores grundholdning at være omsorgsfulde over for patienterne og invitere dem til samarbejde omkring deres behandlingsforløb, fortæller René Priess.


Fokus på Bæredygtighed
Udover at byggeriet byder på meget gennemtænkte løsninger i forhold til såvel arkitektur som funktion, har det fået en såkaldt DGNB certificering, som er en særlig bæredygtighedscertificering. Det betyder, at Green Building Council Denmark har foretaget en gennemgang af de planlagte løsninger ud fra en række bæredygtighedskriterier. Dette gav en flot DGNB guld certificering af byggeriet. Læs mere om DGNB certificeringen 

Store forskningsmæssige ambitioner
I forbindelse med etableringen af et kraftcenter for spiseforstyrrelser er erfarne Magnus Sjögren ansat som seniorforsker, og han er ved at opbygge en stærk forskergruppe.

"Vi har en meget ambitiøs forskningsdagsorden, og har etableret samarbejder med en stribe andre kompetente kræfter inden for forskningen på spiseforstyrrelsesområdet.  Spiseforstyrrelser er meget komplicerede tilstande at behandle, og det er derfor ekstremt vigtigt at forske i, hvad der virker, og hvad der ikke virker", forklarer Rene om centrets forskningsambitioner.


 


Redaktør