Koncert gav rum til stemning og eftertænksomhed

​​Foreningen Håb i Psykiatrien havde muliggjort, at en del af centrets patienter torsdag den 20. maj kunne få en unik koncertoplevelse med sanger Stephanie Meincke

Der var både drømmende øjne bag brilleglassene og fødder, som stille vippede i takt til den smukke vokal, som strømmede ud fra haven, da sanger Stephanie Meincke gæstede Psykiatrisk Center Ballerup torsdag den 20. maj.

Hele to korte koncerter blev det til den eftermiddag, da Stephanie Meincke først sang for Afsnit 24 for ældre, og siden for intensive sengeafsnit i fælleshaven.

"Vi havde glædet os til denne eftermiddag hele ugen, og vi havde sørget for flot borddækning og lagkage til koncerten. Efter koncerten spurgte jeg et par patienter om hvad de synes om oplevelsen, og svarene lød: "Dejligt og stemningsfyldt" & "især Stephanies præsentationer af sine numre var medrivende og fantastisk formidlet", fortalte Birgitte, som er aktivitetsmedarbejder på Afsnit 24 for ældre efter koncerten.

I omegnen af 20 patienter samt rigtig mange medarbejdere fik en rigtig god oplevelse denne eftermiddag. Stort set hele afsnit 24 var mødt frem til koncerten i afsnittes dagligstue, mens et par gode håndfulde patienter og medarbejdere indfandt sig, da Stephanie Meincke fandt guitar og forstærker frem til en smuk 30 minutters koncert i fælleshaven.

Se stemningsbilleder, hør musikken og hør hvad Stephanie Meincke havde at sige om oplevelsen umiddelbart efter sidste akkord var spillet.

Håb I psykiatrien stod bag
Stor tak til Håb i Psykiatrien, som gjorde denne dag i musikkens tegn mulig. Håb i psykiatrien er en forening, som har en stærk ambition om at skabe flere aktiviteter i psykiatrien, der kan skabe glæde, håb og særligt begivenhedsrige øjeblikke under indlæggelse.

"Det er helt fantastisk, at en forening som Håb i Psykiatrien, gør så meget for at give indlagte patienter i sengepsykiatrien over hele landet en særlig oplevelse. Vi takkede imod tilbuddet om en koncert med dygtige Stephanie Meincke med kyshånd. Der er ingen tvivl om, at både de patienter, som mødte frem i første parket, og de, som lyttede med fra distancen havde en rigtig fin oplevelse, som vil sætte et positivt spor", fortæller Nina Flindt Temte, som var kontaktperson for koncerten på PC Ballerup.



Redaktør