Døgnafsnit 4

​​Døgnafsnit 4​ er et intensivt afsnit med​ plads til 15 patienter

Besøgstider
Du er altid velkommen til at få besøg af dine pårørende på afsnittet. Vi har ingen faste besøgstider i Region Hovedstadens Psykiatri. NB! Enkelte afsnit kan dog være undtaget. Spørg personalet på afsnittet, hvis du er i tvivl om noget angående besøg.​

Børn i afsnittet
Ønsker man at tage mindre børn med på besøg i afsnittet, skal dette aftales med personalet i forvejen.​


Når du er indlagt på et intensivt (lukket) afsnit, kan du kun forlade afsnittet efter aftale med en af afsnittets læger og din kontaktperson.

Visitering
​For at skabe et sikkert og trygt miljø for patienter og personale, er der visse begrænsninger for, hvad der må bringes ind i afsnittet. ​

Ved din ankomst vil to fra plejepersonalet derfor gennemgå dine ejendele. Endvidere kan det forekomme, at du, efter du har været ude af afsnittet eller har haft besøg af dine pårørende, vil få din bagage undersøgt.

Behandling
Dagen efter din ankomst kommer du til at tale med læge eller psykolog,  og der vil blive lavet en foreløbig behandlingsplan. Denne plan vil løbende blive evalueret og drøftet med dig, i takt med at du får det bedre.​

Den miljøterapeutiske og medicinske behandling kan, hvis du har behov, suppleres med psykologsamtaler, ergoterapi, fysioterapi/kropslig træning og bistand fra socialrådgiver.

Miljøterapi
​Miljøterapeutisk behandling tager udgangspunkt i afsnittes miljø, som bestræber sig på have en rytme og gøremål kendt fra hverdagen. Målet er at vedligeholde eller opøve funktioner og aktiviteter, som hører hverdagen til, alene eller sammen med medpatienter og/eller personale. ​​

Forskellige praktiske opgaver i afsnittet bliver således varetaget af patienter som et led i behandlingen — selvfølgelig med råd og støtte fra personalet.

Kontaktpersoner
Mens du er indlagt, har du to faste kontaktpersoner blandt plejepersonalet. Den ene af dem vil være den plejeansvarlige sygeplejerske. Kontaktpersonerne vil, i samarbejde med dig, koordinere plejen og behandlingen under din indlæggelse i afsnittet. 

Du er altid velkommen til at henvende dig til dine kontaktpersoner med ønsker og spørgsmål vedrørende din indlæggelse, behandling eller ønske om at tale med lægen.​

Foruden de kontaktpersoner du er tilknyttet, vil du også få tildelt en kontaktlæge.

Diskretion
Du og dine pårørende bedes — både under og efter indlæggelsen — udvise diskretion om det kendskab, du/I får til dine medpatienters indlæggelsesforløb og personlige forhold.


Morgen– og aftenmødet
Afholdes alle hverdage i dagligstuen kl. 9.00 om morgenen og kl. 17.00 om aftenen. Mødet er en del af miljøterapien og dermed en del af behandlingen. 

Det er et fællesmøde for patienterne og personalet, hvor der i fællesskab gives gensidige informationer og vi planlægger aktiviteter og opgaver.

Morgengymnastik
I forlængelse af morgenmødet vil der 2-3 gange om ugen være tilbud om let morgengymnastik af ca. 10 minutters varighed.

Patientmøde
På afsnittet holdes der patientmøde med patienter og personale én gang i kvartalet. På dette møde kan alt, der vedrører sygehuset og afdelingen drøftes. Mødedato meddeles 14 dage forinden og alle kan sætte punkter på dagsordenen. På mødet vælges en ordstyrer og en referent. Referatet fra patientmødet sendes til ledelsen.

Mobiltelefon
Mobiltelefon må benyttes mellem kl. 7.00 og 23.00 og kun på dit eget ​værelse. Den skal være indstillet på en diskret ringetone og skal være slukket under møder. Kamera må ikke benyttes.​

Redaktør