Psykoterapi

​En af de største udfordringer ved alle former for psykiske lidelser er oplevelsen af mangel på forståelse af de omstændigheder, som førte til lidelsen samt en følelse af afmagt og opgivenhed.

Som psykisk syg eller som person i psykisk krise genkender du måske følelsen af at miste overblikket i større eller mindre grad. Måske vil du ofte reagere automatisk på forkerte præmisser.

Resultatet kan være udvikling af onde cirkler, som enten forværrer situationen eller holder problemerne ved lige.

I forbindelse med øgede sociale krav eller ved forskellige relationelle belastninger kan følelser og ønsker i forhold til dig selv og andre være i konflikt med hinanden og vanskelige at gennemskue. Samtidig kan angst, depression eller personlighedsmæssige forstyrrelser ødelægge evnen til at mærke efter og overskue egne og andres følelser, tanker og intentioner.


Behandling

Behandlingen består af psykoterapi, dvs. samtalebehandling, fortrinsvis i grupper og evt. kombineret med medicinsk behandling. Behandlingen sigter mod at skabe de bedste betingelser, så du kan opnå bedre selvforståelse og forståelse af din situation. Herigennem kan du genvinde troen på dig selv og din evne til at løse de problemer, du er plaget af. Behandlingen har flere mål:

  • At ophæve eller lindre symptomer
  • Større opmærksomhed og nuancering af selvbillede
  • Større forståelse og forbedring af relationer
  • Forbedring af modstandskraft imod livets belastninger

Behandlingen sigter mod at gøre dig i stand til at genvinde evnen til at sætte sig ind i egen og i andres sindstilstande, at forstå bedre, at føle tydeligere, at afstemme følelserne bedre. På den måde vil du handle på en mere hensigtsmæssig måde og blive i stand til at tænke over de følelser, forestillinger, ønsker og hensigter, som er baggrunden for både din og andres måde at reagere på. Denne evne kaldes mentalisering. Læs mere om psykoterapeutiske behandlingsformer til højre på siden.

Psykoterapi i og medicinsk behandling
Psykoterapi i og medicinsk behandling bidrager hver på sin måde til, at du kan genvinde og udvikle evnen til mentalisering af livets krav. Ofte vil en veltilrettelagt medicinsk behandling medvirke til at bryde den onde cirkel og bidrager derved til, at du opnår det størst mulige udbytte af den psykoterapeutiske del af behandlingen. Du vil derfor gennemgå en vurdering, så vi kan finde ud af, om medicinsk behandling er det rette for dig.

Redaktør