OP-team Indre By og Østerbro

​Har du brug for kontakt og støtte i hjemmet eller nærmiljøet, og har du forsøgt andre behandlingstilbud, som ikke har hjulpet? Så kan det opsøgende psykiatriske team, forkortet OP-team, være et tilbud til dig, som bor på Østerbro eller i det indre København.

​V​i tilbyder behandling, hvis du er mellem 18 og 65 år og lider af en alvorlig og længerevarende, måske livsvarig, psykiatrisk sygdom, og du ikke er blevet rask af hjælpen i det øvrige behandlingssystem.

Måske er du ikke i stand til at tage kontakt til- og benytte en privat praktiserende psykiater eller distriktspsykiatrien, og her kan OP-teamet sørge for en stabil og vedvarende kontakt.

Vi kan hjælpe dig, hvis du har en lidelse indenfor det skizofrene område fx skizofreni, skizoaffektiv lidelse, paranoid psykose, og indenfor det affektive område, fx bipolar affektiv sindslidelse, tidligere kaldet manio-depression.

Hjælp i hjemmet
OP-teamet tilbyder behandling, kontakt og støtte i hjemmet eller nærmiljøet frem for, at du skal modtage behandling hos de øvrige behandlingstilbud, der findes i Psykiatrisk center København. Hjælp i hjemmet og i nærmiljøet giver ofte færre hospitalsindlæggelser og bedre livskvalitet.

Du vil få en fast primær kontaktperson, som kender dig særligt godt. Sammen med dig har OP teamet en række opgaver i hjemmet eller lokalmiljøet. Sammen tilretter I behandlingen, som kan indeholde:

  • Udarbejdelse af en dækkende, individuel behandlingsplan
  • Ansvar for behandling med psykiatrisk medicin
  • Behandling af eventuelt misbrug
  • Støttende samtaler
  • Hjælp til kontakt til de sociale myndigheder
  • Kontakt til netværk og herunder familie
  • Træning af sociale færdigheder fx kendskab til- og brug af lokalområdet
  • Hjælp til at opretholde og vedligeholde boligen
  • Hjælp til at udnytte og strukturer fritiden
  • Hjælp til eventuelle ønsker om arbejde fx deltidsarbejde eller frivilligt arbejde i diverse institutioner
  • Kontakt til psykiatrisk center ved behov, herunder kontakt under indlæggelse og tilrettelæggelse af udskrivning
  • Kontakt til egen læge, hospital eller ambulatorium ved behov.

OP-teamet består af et tværfagligt team og yder velkvalificeret behandling inden for et bredt område. Vi har 11 medarbejdere, en teamleder, socialpædagoger, ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker, psykiatere, socialrådgivere og sekretærer, og har tilknyttet ca. 100 patienter. Hver medarbejder har hovedan​svaret for ca. 10 patienter.​

Patientinformation

Redaktør