Kærleif er SOSU-assistent og aktivitetsmedarbejder i retspsykiatrien

50-årige Kærleif Danielsen er uddannet social- og sundhedsassistent og har arbejdet i retspsykiatrien på Sct. Hans i over 20 år. I dag er han aktivitetsmedarbejder og arrangerer alt fra fodboldkampe og cykelture i den nærliggende skov til yoga, havearbejde og skakturneringer.

Hvorfor valgte du at arbejde i retspsykiatrien?

Jeg blev uddannet social- og sundhedsassistent, fordi jeg gerne ville arbejde med mennesker og blev meget glad for det. I løbet af min uddannelse kom jeg i praktik på et åbent retspsykiatrisk afsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans og har været her lige siden. I dag arbejder jeg på et lukket afsnit.

Det tiltalte mig, at arbejdet er så komplekst, og man følger patienterne over lang tid. Jeg søgte også herned, fordi det er et skønt naturområde at bruge med patienterne. Det er et meget meningsfuldt job, hvor man hele tiden fokuserer på at finde de ressourcer frem, som folk har med sig i bagagen.

Hvad er dine arbejdsopgaver?

Patienterne er ofte indlagt i flere år, og derfor er vores opgave - udover den daglige pleje og behandling - at støtte dem i deres recovery-proces og opbygge en stabil hverdag med meningsfulde aktiviteter og relationer.

Vi sætter hele tiden mål op sammen med patienterne, der kan give succesoplevelser – også selv om man måske er sårbar og kan mangle nogle værktøjer til at klare sig, som man gerne vil. Her er det min opgave at hjælpe dem med at finde og lære at bruge de rigtige værktøjer.

I 2009 fik jeg rollen som aktivitetsmedarbejder, hvilket jeg stadig arbejder som i dag. Det betyder, at jeg er tovholder på alle aktiviteterne på min egen afdeling og på tværs af afdelingerne sammen med en ergoterapeut. Aktiviteterne er mangeartede og kan være alt lige fra bagning, madlavning, fester, havearbejde og skak til fysisk aktivitet som cykling i skoven, styrketræning, løb, gåtur, floorball og yoga. Jeg er uddannet fitnessinstruktør og personlig træner og bruger alt det i mit arbejde med patienterne, fordi jeg synes, at fysisk udfoldelse kan noget i forhold til at få succesoplevelser.

Jeg trækker meget på mine kompetencer som social- og sundhedsassistent i jobbet. Jeg ser os som 'super-blæksprutter', der er gode til aktiviteter med patienterne, fordi vi har en meget praktisk uddannelse. I psykiatrien har vi også nogle praktiske opgaver sammen med patienterne - for eksempel at stå for morgenmad og morgenvækning.

Hvordan samarbejder du med andre faggrupper?

Vi arbejder meget tværfagligt på Sct. Hans. Jeg samarbejder med socialpædagoger, SOSU'er, sygeplejersker, læger, socialrådgiver, psykologer og ergoterapeuter – og prøver at få alle faggrupper involveret i de aktiviteter, vi laver. Hver tredje måned deltager jeg også i behandlingskonferencen, hvis jeg har haft meget at gøre med patienten.

Her snakker vi på tværs af faggrupper og med patienten selv om, hvad vi kan gøre for at støtte patienten i deres recovery-proces, og hvordan vi kan tilpasse eller udvikle pleje- og behandlingsforløbet til de ønsker og behov, patienten har.

Hvad er en god dag for dig på arbejde?

Det kan gøre mig helt høj, når samarbejdet med en patient begynder at spire og bære frugt. Så får jeg endnu mere lyst og fornyet motivation til at sætte nye og specifikke mål sammen med vedkommende og mine kolleger. Målene varierer, og et mål kan sagtens være at gå op i gågaden.

Hvis man kan være med til at tænde gnisten og få en patient til at se meningen med for eksempel at være gartnerimedarbejder eller tage et kørekort, så føler jeg virkelig, at mit arbejde er meningsfuldt. For der er rigtig meget, der er muligt – også selv om man er her, fordi man har en retslig foranstaltning.

Følte du dig klædt fagligt på til arbejdet i retspsykiatrien, da du startede?

På Sct. Hans er der rigtig gode muligheder for at efteruddanne sig. Men der er stadig ting, jeg ikke kan, og så lærer jeg det. Man kan ikke uddanne sig til alt, og jeg bruger mine kolleger meget.

Jeg tror, det vigtigste i jobbet er, at du tør bruge dig selv som menneske og vise, hvem du er. Vi er ikke perfekte, men ordet rollemodel er et ansvar, som du skal kunne bære, når man arbejder et sted som her.

Vi er ikke supermænd eller -kvinder, der kan alt. Vi lærer af hinanden som mennesker, og jeg er ikke bedre til bordtennis end en patient, der har dyrket det i flere år i sin ungdom. Jeg lærer noget nyt af patienterne og mine kolleger hver dag, og det er fedt.

Redaktør

Marie Brynskov