Bedre forhold for patienterne - og deres pårørende

​'Udsigten' er den nye retspsykiatriske bygning på Sct. Hans. Med fokus på lys, akustik, naturlige elementer og udsigt til grønne omgivelser tager byggeriet udgangspunkt i principper for helende arkitektur, som understøtter arbejdet med den enkelte patients ønsker og behov.

En række af de fysiske forhold bliver forbedret i Udsigten. Alle patienter får værelse med eget bad, og rammerne for besøg af pårørende bliver moderniseret med bl.a. særlige faciliteter til børn i besøgslejlighederne. Der bliver også bedre adgang til sanserum, terapibad, aktivitetshave, fysisk udfoldelse og kreative og praktiske værksteder. 

Tilsammen giver de nye rammer mulighed for en mere varieret hver-dag for den enkelte patient med større mulighed for at vedligeholde og træne sine praktiske og sociale færdigheder.

Udsigten er designet sådan, at bygningernes ydermure sammen danner en lukket krans, inden for hvilken man som indlagt kan færdes frit, dog under hensyntagen til den enkelte patients rammer og vilkår.

Bedre adgang til udensørsområder 
Som patient får man lettere adgang til at komme ud i det fri i det nye byggeri. 

Sengestuerne i de enkelte afsnit er grupperet omkring en grøn indre gårdhave, som alle kan bevæge sig ud i. Desuden kan man benytte parken, der er en fælles aktivitetshave, der ligger i midten af byggeriet. I parken er der bl.a. mulighed or boldspil, grillhygge og afslapning.

Langs parken forbinder en indendørs havegang hele byggeriet. Langs havegangen er der adgang til en række fællesaktiviteter: Værksteder, musikrum, terapibassin og en stor multisal, der kan anvendes boldspil og andre aktiviteter. I tilknytning hertil er der også et fitness-center.


Plan over byggeriet med Parken i midten

Enestuer med med bad og toilet
Alle stuer er enestuer med eget toilet og bad. Stuerne er indrettet med to store vinduer, der tilsammen giver et varieret dagslys hen over dagen. Et højtsiddende vindue oppe under loftet giver frit udsyn til himlen. Det lavtsiddende vindue fungerer som en siddeniche, hvorfra man kan se ud mod de grønne omgivelser.

Visualisering af patientstue

Besøgslejligheder med mulighed for overnatning
I det nye byggeri bliver der også bedre forhold til at modtage besøg. Foruden to besøgsrum kommer der to små besøgslejligheder, hvor man kan modtage sin familie, der også har mulighed for at overnatte.

Besøgslejlighederne er indrettet med seng, spisebord, sofa og et legeområde til børn. Der er et tekøkken, bad og toilet i lejlighederne og en lille terrasse.


Redaktør