Dansepavillionen

​Siden 1890-erne har der stået en dansepavillon på Sct. Hans Hospital (nu Psykiatrisk Center Sct. Hans). Den blev i 2002 flyttet og ge​nopført på Wagnersvej 19 i Kongens Enghave, hvor den blev opført ved siden af Karens Minde.

​​​​​

 

​Sct. Hans Hospital har gennem mere end 300 år været en del af Københavns historie. Det var her patienter blev indlagt ”… som hverken kan eller bør haves i andre af byens hospitaler”, og i takt med at København voksede, blev der også stadigt flere patienter i hospitalet. Omkring år 1900 var der godt 1100 patienter indlagt.

Sct. Hans Hospital har gennem mere end 300 år været en del af Københavns historie. Det var her patienter blev indlagt ”… som hverken kan eller bør haves i andre af byens hospitaler”, og i takt med at København voksede, blev der også stadigt flere patienter i hospitalet. Omkring år 1900 var der godt 1100 patienter indlagt.

Dengang – som nu – var hospitalet et spejl af samfundet. Underholdning var også dengang en del af hverdagen. Nok ikke så meget som i dag, men man underholdt sig på samme måde, som man gjorde udenfor hospitalet. Amatørteater, eller dilettant, var blot en af aktiviteterne.

En anden var, at patienterne fik deres egen dansepavillon. Dengang var det moderne mange steder rundt i landet og i hovedstaden at gå til dans i det grønne, og dansepavilloner fandtes mange steder.

I hospitalets beretning fra 1899 kan man læse om dansepavillonen. Revisionen konstaterer bl.a. at ud over patienternes kontante beholdninger, ejer Patientfonden: 

”En Dandsepavillon, Theaterdekorationer, Klaverer, Spilledaaser, Beklædningsgengstande o.l. til fælles benyttelse og underholdning for patienterne”. 

Dansepavillonen anno 1910

Pavillonen var anskaffet for penge, som afdøde patienter efterlod sig i hospitalet. Det var hovedsageligt penge, de havde modtaget som betaling for arbejde med have- og markarbejde, maler-, bogbinder-, kurvemager-, snedkerarbejde m.m. og kullempning og brændeskæring ”…så vidt muligt i overensstemmelse med patienternes erhverv forinden indlæggelsen”.

Dansepavillonen blev en del af hospitalets traditioner. Hvert år ved frugtsæsonens afslutning blev der afholdt ”Rødgrødsbal” i pavillonen. Markiserne blev hæftet på pavillonen. Borde og stole blev stillet op inde og ude, og der blev hængt kulørte lamper op. Der blev serveret rødgrød, og så blev der spillet op til dans. Sangerinden Katy Bødtker var i mange år et fast indslag.

I den sidste halvdel af 1900-tallet ebbede aktiviteterne i pavillonen ud. Hospitalets patienter blev færre (nu godt 400), og de, der var der, blev mere sygdomsprægede end det generelle billede for hospitalet tidligere.

Samtidigt må man jo også sige, at bal i en dansepavillon i det grønne ikke helt er, hvad det har været i den københavnske folkekultur. Lige så lidt er det en savnet aktivitet blandt nutidens patienter.

Pavillonen stod på et noget isoleret sted på hospitalet. Den krævede stadigt mere vedligeholdelse, og myndighedskrav om toiletforhold m.m. førte til, at hospitalet måtte bestemme sig for at modernisere pavillonen for et større beløb eller blot lade den stå ubenyttet hen. Vi valgte det sidste.

Den var udsat for hærværk, og at den fik lov til at overleve flere forsøg på brandstiftelse er et under.​

Så det er på den ene side med vemod, at hospitalet tager afsked med et symbol på psykiatriens udvikling og hospitalets historie. På den anden side vil vi med Enghave bydel glæde os over, at den gamle fredede pavillon nu igen er med til at sprede glæde for københavnerne.


Jazz-arrangement i dansepavilonen

Redaktør