’Mit første møde med psykiatrien’- skrevet af patienter i APU

'Man kan have tanken, når man skal i psykiatrien, at det er en verden af tvangsmedicinering, bæltefikseringer, hvide vægge og hospitalssenge. Ja, man kan måske endda få billeder af gitre for vinduerne. Men det er ikke farligt at gå i et psykiatrisk ambulatorium.'

​Sådan lyder det fra en bruger, der nu er midt i et forløb i APU, om forestillingen før, han startede. Og er det første gang, man skal i behandling i psykiatrien, er det ikke usædvanligt, at man gør sig tanker om, hvordan det mon er. Det kan være, at man har forskellige forestillinger om, hvordan det kan være, og nogle af disse er måske farvet af billeder fra f.eks. fiktionens verden, eller andre steder, hvor der gives et urealistisk billede af, hvad det vil sige at være i psykiatrien.

Vi har spurgt os for blandt nuværende brugere i APU, og de har sammen forfattet nedenstående, der handler om deres forestillinger inden, de skulle starte i behandling - og ikke mindst: sammenlignet dem med, hvordan de faktisk oplevede det, da de var trådt ind ad døren.

- Jeg blev faktisk overrasket over, at der var et bord i lokalet, da jeg trådte ind første gang. Jeg troede, det var sådan lidt mere amerikansk a la AA, hvor man sidder i en rundkreds og holder i hånden og siger 'tak fordi, du deler'. Sådan lidt 'namaste-agtigt'', lyder det fra en bruger, der fortsætter:

- Tanken om at skulle gå i gruppe, var et stort 'no-no' for mig. Jeg blev ramt af både angst og usikkerhed. Angst for at andre skulle høre om mine problemer og dømme mig ud fra det.

Patienten gjorde sig tanker om at komme til at være forkert, og at de andre ikke ville synes, at hun passede ind i gruppen. Men hun opfordrer til at prøve det, før man dømmer:

- Det var slet ikke sådan. I stedet havde jeg en følelse af, at jeg var velkommen, og folk satte pris på, hvad jeg delte. Jeg har lært så sindssygt meget, så det var helt klart det værd at give det en chance.

 

Omverdenens r​​eaktioner

Der hersker også forestillinger om, hvad mennesker uden for psykiatrien tænker, når man starter i behandling:

- Jeg havde en forestilling om, at hele verden kunne se, at jeg gik i psykiatrisk behandling, at jeg var stemplet og havde en 'sort sky' over hovedet, uanset hvor jeg befandt mig, siger en bruger.

Men han fandt ud af, at det langt fra var tilfældet, faktisk har han kun oplevet det stik modsatte: At modtage ros og respekt for modet til at se problemerne i øjnene og forholde sig til dem.

Brugeren oplever, at der specielt i de nære relationer er noget, som er forandret:

- Min familie er indstillet anderledes overfor mig, fordi jeg taler på en anden måde nu. Jeg har altid været en hidsigprop, men nu har jeg lært at trække vejret og reagere anderledes på ting, og derfor reagerer min familie også anderledes på mig. Vi har fået en meget bedre kommunikation. Jeg kan også bedre sige fra nu, når mine grænser bliver overskredet, fortæller han.

 

Klædt på ​​til livet

Når man starter i et APU-forløb, har det stor betydning, at man prioriterer at komme til de gruppesessioner, man er tilmeldt, og lægger energi i at lave de øvelser hjemme, som også er en del af behandlingen. Det kommer godt tilbage, forklarer en bruger:

- Det er en god investering at gå i behandling, selv om det kræver, at du tager fri fra arbejde eller uddannelse nogle timer om ugen. Det har mig givet så meget på så mange områder. Det handler ikke kun om at slippe sit stofmisbrug, men også om alt det bagvedliggende, der ligger til grund for misbruget. Problematikkerne hænger sammen. På APU bliver du 'klædt på til livet', så du lærer at håndtere alle oplevelser, både gode og dårlige, som følger med.

En anden bruger supplerer:

-  Jeg blev også positivt overrasket over mængden af værktøjer; hvor mange forskellige, der var. I DAT – færdighedstræning inspireret af Dialektisk Adfærdsterapi – er der en 'model' for alle emner, så selvom der var nogle værktøjer, der ikke virkede for mig, var der altid nogle andre, jeg kunne bruge.

 

Fri til at v​ære mig

Og – heldigvis – svarer forestillingerne om psykiatrien som et koldt miljø med elementer af tvang ikke til virkeligheden, oplever brugerne:

- I forhallen får jeg en følelse af lyst til at puste ud, her er jeg fri og kan være mig, uden at nogen ser skævt til mig. Jeg føler mig kort sagt velkommen.

En anden istemmer:

- Jeg ved, at jeg bliver hentet af nogen, jeg får lidt ro på og samlet tankerne. Og så bliver jeg mødt med en varme af de ansatte, taget godt imod og behandlet med respekt i både gruppen, og når jeg har individuelle møder med min tovholder. Folk er søde!

Brugerne er enige om, at der er et råd, de vil give videre til alle, der skal starte i et forløb i APU:

- Husk, at når du går i behandling, gør du det for dig selv, ikke for alle andre. 


Redaktør