Recovery-orienteret praksis

​Der er gjort mange forsøg på at definere, hvad der skal forstås ved en recovery-orienteret praksis. Det væsentligste er at holde sig for øje, at en recovery-orienteret praksis indebærer en understøttelse af, hvad mennesker selv finder vigtigt i deres personlige recovery-proces. ​

Lindring af symptomer kan være vigtigt for mange, men er ikke altid det mest afgørende. Mange mennesker med egen erfaring af psykisk sygdom sætter helt andre mål for deres personlige recovery-proces, i hvert fald i det lange løb og efter perioder med akutte episoder.​​​

De tre engelske recovery-forskere Geoff Shepherd, Jed Boardman og Mike Slade har formuleret en top-ti-liste til behandlere, der kan bruges som i en slags egen vurdering af, hvorvidt man arbejder recovery-orienteret inden for den enkelte relation:

Top 10-liste med ideer til recovery-orienteret arbejde
Efter hver interaktion bør medarbejderne spørge sig selv, om han eller hun:

  1. aktivt lyttede for at hjælpe personen til at få forståelse af de psykiske problemer?
  2. hjalp personen med at identificere og prioritere personlige recovery-mål - ikke faglige mål?
  3. viste tiltro til personens styrker og ressourcer i forhold til at opnå målene?
  4. pegede på eksempler fra egne ’levede erfaringer’ eller andre brugeres, der inspirerer til og bekræfter personens håb?
  5. lagde specielt mærke til betydningen af mål, der flytter personen væk fra sygerollen’ og sætter personen i stand til aktivt at bidrage til andres liv?
  6. opdagede ressourcer af ikke-psykiatrisk art - venner, kontakter, organisationer - som er relevante for realiseringen af den pågældendes mål?
  7. tilskyndede til selvstyring af psykiske problemer (ved at give information, forstærke eksisterende mestringsstrategier osv.)?
  8. diskuterede den pågældendes ønsker om en terapeutisk indsats, f.eks. psykologisk behandling, alternativ terapi, fælles kriseplanlægning osv., med respekt for hans eller hendes ønsker, hvor det er muligt?
  9. til enhver tid opførte sig med respekt for den pågældende og udtrykte ønske om et ligeværdigt samarbejde og partnerskab, der viser en vilje til at yde en ekstra indsats?
  10. trods anerkendelse af, at fremtiden er usikker og at der vil komme nederlag, hele tiden udtrykte støtte til muligheden for at realisere selvdefinerede mål – dvs. opretholdte håb og positive forventninger.

Samtidig fremhæves det ofte, at idet en recovery-orienteret praksis dermed først og fremmest fokuserer på det enkelte individ og understøtter personen i at skabe sig et meningsfuldt liv, indebærer implementeringen af en recovery-orienteret praksis et udvidet vidensgrundlag (f.eks, konsekvent inddragelse af personens egne mål for behandlingen), nogle andre fagroller og undertiden også ændring af personalesammensætningen, f.eks. med ansættelser af mennesker med levede erfaringer som bl.a. recovery-mentorer i afdelinger mv. (Borg, Karlsson og Stenhammer 2013).

På organisationsniveau betyder recovery-orientering derfor en kulturændring eller et paradigmeskifte. På det konkrete behandlingsniveau betyder det også ændrede metoder (se: Metoder til recovery-orienteret praksis)

Referencer:

Mike Slade: 100 Ways to Support Recovery: A guide for mental health professionals, Rethink 2009 (Mike Slade: 100 Ways to Support Recovery)

Geoff Shepherd, Jed Boardman & Mike Slade: Recovery. Fra begreb til virkelighed. Sainsbury Centre for Mental Health 2008 (Shepherd m.fl.: Recovery. Fra begreb til virkelighed)

Marit Borg, Bengt Karlsson og Anette Stenhammer: Recoveryorienterte praksisser. En systematisk kunnskapssammenstilling, Nasjonalt Kompetansecenter for psykisk helsearbeid, 2013 (Borg m.fl.: Recoveryorienteret praksisser​​​​)​​

Redaktør