Ismal 31 år

​Ismal er efter et alvorligt selvmordsforsøg, blevet bragt til akutmodtagelsen hvor hun efter undersøgelse, bliver indlagt på et lukket psykiatrisk afsnit. Ismal vurderes at være til fare for sig selv.

​​​​

​Ismals baggrund
Ismal er vokset op med sine forældre og tre yngre søskende. Ismals far var i hjemlandet opponent mod det eksisterende regime og flygtede til Danmark med familien efter flere år i fængsel, hvor han bla. blev udsat for tortur. På dette tidspunkt var Ismal var tre år gammel.

Hendes første erindringer fra sin barndom i Danmark er knyttet til oplevelser i skolen, hvor hun blev drillet for at være anderledes. Hun husker, at hun i starten forsøgte at forsvare sig mod drillerierne men fandt dog hurtigt ud af, at det ikke kunne betale sig. Tværtimod eskalerede drillerierne yderligere. Efterhånden opgav hun helt at involvere sig i de andre børns lege og aktiviteter.

Hun fortalte aldrig sine forældre om drillerierne. Heller ikke da det blev så slemt, at hun begyndte at pjække og i lange perioder holdt sig væk fra skolen. Ismal fik ofte brev med hjem om fraværet, men hjemmet var præget af faderens periodevise voldelige adfærd overfor hele familien. Derfor var der ikke rigtig nogen, der tog affære eller lagde mærke til at Ismal ikke trivedes.

Ismals far var arbejdsløs og sov det meste af dagen på sofaen i stuen, mens hendes mor tog sig af de huslige pligter. Faderen led af depression og havde ind imellem voldsomme angstanfald, hvor han slog om sig og hørte stemmer, som kun han kunne høre. Han nægtede at tage imod psykiatrisk hjælp, men blev adskillige gange tvangsindlagt pga. vold mod familien.

Ægteskabet
Da Ismal var 14 år blev hun gift med en noget ældre mand fra Iran, som hun ikke kendte. Ismals mand var fra starten meget voldelig overfor hende og voldtog hende altid efter han havde banket hende og fået hende til at græde. Hun forsøgte flere gange at tale med sine svigerforældre, som hun og hendes mand boede hos. Ismals svigermor mente, at det nok ville hjælpe, hvis hun blev gravid. Ismal blev som 16-årig gravid for første gang, men da hun var tre mdr. henne sparkede hendes mand hende så voldsomt i maven, at hun mistede barnet. Efter dette eskalerede volden og Ismals selvværd var efterhånden på nulpunktet. Hun begyndte at få angstanfald og turde næsten ikke foretage sig noget af angst for at hendes mand skulle finde en årsag til at banke hende. Efter yderligere to år blev Ismal gravid igen og fødte som 19-årig en søn.

I modsætning til hvad svigermoderen havde sagt og Ismal havde håbet, aftog volden ikke og Ismal forsøgte desperat at få hjælp fra sine forældre. Faren blev igen meget voldsom overfor Ismal og fortalte hende, at det var hendes pligt som hustru, at blive hos sin ægtefælle uanset, hvordan han end måtte behandle hende. Ismal fik i løbet af de næste tre år to døtre, som hun forsøgte at give en kærlig opvækst. Ægtemandens voldelige adfærd gik dog indirekte også udover børnene og de blev adskillige gange vidner til deres fars voldelige adfærd overfor Ismal.

Krisecentret
På et tidspunkt blev Ismal indlagt med alvorlig hjernerystelse, brækkede kæben og fik knust tre ribben. På hospitalet hjalp de hende med at få plads på et krisecenter langt fra bopælen. På daværende tidspunkt var Ismals søn 11 år og for stor til at komme med på kvindekrisecenter. Ismal stod overfor et meget vanskeligt valg. Enten skulle hun blive på krisecentret uden sin søn, eller også skulle hun tage hjem til sin voldelige ægtemand. Hun valgte efter mange overvejelser, at efterlade sønnen tilbage hos sin far i håb om, at han vil tage sig godt af ham. Volden var aldrig gået ud over børnene og hun overbeviste sig selv om at det nok skulle gå.

Under det korte ophold på krisecenteret fik Ismal den nødvendige støtte og opbakning til at flytte i egen lejlighed. Hun flyttede efter tre mdr. til en anonym adresse i København med sine to døtre. Derfra søgte hun om fuld forældremyndighed over alle tre børn. I mellemtiden havde Ismal samvær med sin søn hver anden weekend mens ægtefællen var til stede. Under samværet var både Ismal og hendes søn meget bange og det var tydeligt for Ismal at sønnen led under sin fars varetægt og savnet af sin mor og søskende. Ismals søn forsøgte ihærdigt at overtale Ismal til at vende tilbage til ægtefællen, da han flere gange havde truet sønnen med, at han vil slå Ismal ihjel, hvis hun ikke vendte tilbage.

Ismal frygtede for sit og sine børns liv, og da hendes egne forældre havde slået hånden af hende efter hun flygtede til krisecenteret, synes hun ikke hun havde andet valg end at gå tilbage. I starten gik det bedre, men hver gang Ismal havde været ude, blev ægtefælden blind af raseri og jalousi og bankede Ismal. Situationen blev mere og mere utålelig for Ismal og hendes børn og da hendes søn også begyndte at udvise voldelig adfærd overfor både hende og hans mindre søskende, tog Ismal en afgørende beslutning og ringede til det krisecenter, som hun tidligere havde boet på for at få hjælp til at komme væk fra den tilværelse, der ødelagde både hende og hendes børn.

På krisecenteret hjalp de atter Ismal med at finde en lejlighed og kort tid efter fik hun besked om at forældremyndigheden over alle tre børn var tilfaldet Ismal. Ismal var på en og samme tid lettet og bange over denne afgørelse og frygtede hvordan ægtefællen ville reagere på beslutningen. Samtidig var hun opfyldt af ensomhed og tomhed. Hun følte sig magtesløs og fortabt og efter kort tid alene i lejligheden blev skammen over udstødelsen og ensomheden samt ansvaret for sønnen, som efterhånden udviste store adfærdsmæssige problemer både i skolen og i hjemmet, for meget for Ismal.

Selvmordsforsøget
I desperation og afmagt slugte Ismal en stor håndfuld smertestillende tabletter. Derefter lagde hun sig på sin seng og faldt i søvn. Efter ½ time vågnede hun, tumlede omtåget og forkvalmet ud på badeværelset, hvor hun kastede op i toilettet. Da hun forsøgte at komme tilbage til sin seng, blev hun så svimmel at hun faldt og slog hovedet hårdt mod sengebordet og besvimede. Det var sådan Ismals yngste datter fandt hende.

Selvom det var meget chokerende for datteren, fik hun alligevel ringet 112, og efter kort tid blev Ismal hentet af ambulancen som kørte hende til den akutte modtagelse, hvor hun blev behandlet for indtagelse af overdosis.

Hjælpen
Ismal var heldig. Havde hendes datter ikke fundet hende var hun død af forgiftning. Smertestillende piller med Paracetamol som for eksempel Panodil, Pinex eller Pamol i for stor dosis forgifter kroppen i en sådan grad, at leveren ikke er i stand til at nedbryde stoffet. Der bliver dannet giftige affaldsstoffer, som - hvis man ikke bliver behandlet - kan føre til lever- og nyresvigt. Efter yderligere 1-2 døgn ville Ismal have været død. Symptomerne på en forgiftning af Paracetamol viser sig ikke med det samme, men først efter 1 til 2 dage - i mellemtiden er cellerne i leveren imidlertid allerede ved at blive nedbrudt.

Ismal var indlagt tre dage. Inden hun blev udskrevet talte hun med en læge, som foreslog at de ringede til Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse. På centeret blev Ismal tilbudt et psykoterapeutiske forløb der skal hjælpe hende med at håndtere de problemer, der første til selvmordsforsøget.

Redaktør