Mikkel 15 år

​Mikkel blev indlagt akut på hospitalet efter at have taget en overdosis panodil, fordi hans kæreste havde forladt ham. 

​​​​

​Mikkels baggrund
Mikkel er 15 år og går i 9. klasse og har en lillesøster på 11 år. Hans forældre blev skilt, da Mikkel var 5 år, og Mikkel og hans søster har siden da boet fast hos Mikkels mor og set faderen hver 2. weekend. Mikkels far drikker for meget og har ikke altid overholdt aftaler om weekendsamvær, især ikke på det sidste, hvor faderen også er blevet fyret fra sit arbejde.

Mikkel har gået i 3 forskellige skoler, han er blevet mobbet, og har haft det lidt svært med nogle af fagene, især matematik. Efter det sidste skoleskift har han fået flere gode venner, som han dog sjældent ser efter skoletid, og hans mor er bekymret for, om Mikkel er ensom. Mikkel er i øvrigt en dreng, som normalt er i godt humør og trives med at gå til rollespil og spiller computer.

Kæresten
Mikkel har det sidste halve år haft en kæreste, som han har været meget glad for og brugt meget tid sammen med. Men i de sidste par uger, har Mikkel fornemmet, at kæresten ikke har virket så forelsket som tidligere, og i går slog hun pludselig op, hvilket gjorde Mikkel meget ked af det.

Selvmordsforsøget
Mikkel besluttede sig for at begå selvmord, han fandt nogle panodiler i skabet, sendte en sms til sine venner for at sige farvel og slugte så 50 piller. Bagefter blev han bange og fortrød, og fortalte sin mor, hvad han havde gjort. Mikkel blev herefter indlagt på hospitalet, hvor han fik lagt et drop og behandlet for panodilforgiftning.

Hjælpen
Mikkel taler under indlæggelsen med en psykiater, som vurderer, at Mikkel ikke længere er selvmordstruet, Mikkel fortryder sin handling som skete i desperation, og Mikkel laver sammen med psykiateren en kriseplan, som han kan bruge, hvis han en anden gang får tanker om at tage livet af sig. I kriseplanen står blandt andet, at Mikkel kan høre høj musik eller løbe en tur for at få tankerne om selvmord væk. Desuden kan han ringe til en ven, tale med sin mor eller kontakte Livslinien, som er en anonym rådgivningslinje for folk med selvmordstanker, lægevagten eller psykiatrisk skadestue.

Psykiateren mener, at det vil være godt for Mikkel at få nogle støttende samtaler med en psykolog, og anbefaler familien at kontakte psykologen på Mikkels skole. Desuden vil psykiateren skrive et brev til socialforvaltningen i den kommune, hvor Mikkel bor, for at orientere om, at Mikkel har haft et selvmordsforsøg, og at han måske får behov for noget hjælp.​

Redaktør