Kompetencecenterets vision er at være Danmarks mest vidende organisation i forhold til mennesker, der lever med sindslidelse og samtidigt problemskabende brug af alkohol og/eller stoffer (dobbeltdiagnose), og sikre at denne viden bliver anvendt til at skabe bedre behandling og liv for målgruppen.
Udviklings- og koordinationsopgaver
Udviklings- og koordinationsopgaver er en central type af opgaver, som Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser har ansvaret for indenfor dobbeltdiagnoseområdet.
Generelt dækker opgaverne over, at kompetencecentret skal medvirke til at styrke den behandlingsindsats, som møder patienterne, når de henvender sig med en psykisk lidelse og et samtidigt misbrug. Formålet er, at den behandling, de bliver tilbudt skal:
- Være den mindst indgribende behandling
- Være den mindst ressourceforbrugende behandling
- Samtidig være en effektiv og videnskabeligt underbygget behandling
I praksis bliver udviklings- og koordineringsopgaver typisk beskrevet som projekter, der foregår over et vist tidsrum. Projekterne kan tage afsæt i behandlingsvejledninger eller i retningslinjer f.eks. fra Social- eller Sundhedsstyrelsen.
Rådgivning
Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser har et solidt overblik over dobbeltdiagnoseområdets historik, forskningsbase og kliniske praksis. Endvidere holder centret fingeren på pulsen ift. både ny forskning og nye officielle retningslinjer og behandlingsanbefalinger.
Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser kan derfor rådgive om:
Eksisterende behandlingsanbefalinger - nationalt og internationalt
Centrale aktører på området i Danmark, Skandinavien og internationalt
Relevante evaluerings- og forskningsmetoder
Bemærk at Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser ikke har en klinisk funktion. Hvis du er sundhedsprofessionel, og har brug for vejledning i et konkret klinisk spørgsmål, så henvises der til
Afdeling M, som bemander en rådgivningstelefon,
hvis nummer og åbningstider kan findes her.
Formidling
Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser er også aktiv i forhold til at formidle eksisterende og ny viden om dobbeltdiagnoseområdet.
Centrets formidlingsaktiviteter foregår bl.a. via:
- Artikler og opslag på Kompetencecentrets hjemmeside
- Undervisning eller foredrag
- Formidling af forskningsresultater og resultater fra udviklingsprojekter
Du er meget velkommen til at
kontakte centret, hvis du har en formidlings- eller rådgivningsopgave, du gerne vil i dialog om.
Forskning
Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser udfører også forskning. Nogle forskningsprojekter er startet af centret selv, andre som del af udviklingsprojekter eller i samarbejde med andre interne og/eller eksterne parter. Centret opsøger aktivt forskningsmuligheder.
Centret anvender kvalitative metoder som f.eks. deltagerobservation og interview, der giver indsigt i, hvordan mennesker oplever og handler i verden, og kvantitative metoder, som f.eks. register- og spørgeskema-undersøgelser, der giver viden om omfanget af en problemstilling eller et behandlingstiltags effekt.
På et givent tidspunkt vil der være en række aktive forskningsprojekter i centret, og over tid er det hensigten, at følgende forskningsområder bliver dækket:
- Humanistisk og samfundsvidenskabelig psykiatriforskning
- Epidemiologi og registerforskning
- Organisering, samarbejde og implementering
- Sundhedsøkonomi
- Klinisk forskning