Psykiatriplan 2.0: Jagten på sammenhæng

​Psykiatriplan 2.0 ventes efter sommerferien, og den vil bl.a. have fokus på krydsfeltet mellem misbrug og psykiatri. Vi har spurgt SIND og Brugernes Akademi, hvad de råder regeringen til at gøre med krydsfeltet mellem psykiatri og misbrugsbehandling, hvis visionen om bedre sammenhæng i behandlingen også skal indfries for dobbeltdiagnosepatienter.

Vent...

​Med afsæt i at der ventes en revision af ansvarsfordelingen mellem den kommunale misbrugsbehandling og den regionale psykiatri giver Brugernes Akademi og SIND deres bud på, hvordan der kan skabes bedre sammenhæng for mennesker, der både har stofmisbrug og en anden psykisk lidelse. 

»Der skal ikke kun være god hjælp til dem, som brækker et ben. Men også til dem, som snubler i livet. Vi har styr på det første. Men jeg er bekymret for, om vi har styr på det sidste«.

Sådan lød ordene fra Statsminister Lars Løkke Rasmussen ifm. Folketingets afslutningsdebat d. 30. maj 2018, hvor han satte en plan for psykiatrien i udsigt. Både faglige og brugerorganisationer har længe ønsket sig en Psykiatriplan 2.0 til afløsning for den hidtidige psykiatriplan, der blev vedtaget i 2014, og hvis initiativer afsluttes i 2018.

Sammenhæng efterlyses

En særlig udfordring for en ny psykiatriplan er de mennesker, der har komplekse og sammensatte problemer. Som den tidligere formand for Danske Regioner, Bent Hansen, udtrykte det på Danske Regioners generalforsamling i 2017:

"De psykisk syge, som har komplekse og sammensatte problemer og typisk behov for langvarige indsatser på tværs af sektorer, oplever alt for stor variation og mangel på sammenhæng."

Og netop udfordringen med at skabe sammenhæng i komplekse sager, der trækker på hjælp fra flere systemer, ligger regeringen meget på sinde ift. en ny psykiatriplan. Således kan man i Sundheds- og Ældreministeriets udgivelse 'Sundhed, hvor du er' fra december 2017, der beskriver visioner for bl.a. psykiatrien, tælle sig frem til, at ordet 'sammenhæng' optræder 43 gange på udgivelsens 28 sider, hvilket endda inkluderer forside, bagside og billedopslag.

Helt konkret lyder det ift. dobbeltdiagnose-området, i citatet kaldt dobbeltbelastede, at:

"Regeringen vil ændre den gældende ansvarsfordeling for misbrugsbehandling for mennesker med psykiske lidelser (dobbeltbelastede) for at tilgodese en helhedsorienteret og sammenhængende behandling."

Men hvad betyder det egentlig at skabe en 'helhedsorienteret og sammenhængende behandling' set fra patientens eller brugerens perspektiv?

Vi har snakket med to brugerorganisationer og fået dem til at give deres råd til, hvad politikerne kan gøre for at løse udfordringen med den manglende sammenhæng for de dobbeltdiagnosticerede.

SIND: Sammenhæng… det er kompliceret

- Jeg kan godt høre, at alt det, jeg siger nu, det er faktisk at lade være med at svare på spørgsmålet, fordi det er ikke så enkelt, og hvis det havde været det, så havde man nok også gjort noget ved det.

Ordene kommer fra Knud Kristensen, efter at han af par omgange har forsøgt at skyde sig ind på, hvad sammenhæng egentlig er, og hvordan man sikrer det. Knud Kristensen er formand for foreningen SIND, som siden 1960 har arbejdet på at bidrage til en bedre psykiatri. For ham er der ingen tvivl om, at selvom systemerne, som de fungerer nu, hjælper en del, så er der rigeligt rum til forbedring.

- Det er jo ikke sådan, at det slet ikke fungerer overhovedet. Det fungerer for nogen, men der er for mange, det ikke fungerer for, siger han.

Da kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt og misbrugsbehandlingen blev et kommunalt anliggende, flyttede spørgsmålet om, hvor personer med en psykisk lidelse og et samtidigt misbrug primært skulle være tilknyttet, med. Var det psykiatrien, som står for behandlingen af psykiske lidelser, som også skulle tage sig af misbruget? Eller var det nu kommunerne, som skulle udvikle deres misbrugsbehandlingstilbud til også at kunne håndtere psykiske lidelser?

I mange tilfælde blev det hverken eller, og for Knud Kristensen er det netop det modsatte af sammenhæng:

- Det værste man kan gøre overfor borgeren, det er at sige: 'Du er gået det forkerte sted hen. Du skal henvende dig i kommunen.' Det kan de ikke bruge til noget. Og når de så kommer ned i kommunen, så får de at vide, at de skal henvende sig i regionen, fortæller han og tilføjer:

- De føler sig jo bogstavelig talt som kastebolde.

Systemets perspektiv er forskelligt fra borgerens

Ønsket om sammenhæng er en af de ting, som det er svært at være imod. Ligesom ønsket om godt vejr. Men godt vejr tager sig ikke nødvendigvis ens ud for strandgæsten og for landmanden. Indenfor dobbeltdiagnose-området har der de seneste år været fokus på at skabe sammenhæng på tværs af sektorer ved at lave koordinerende indsatsplaner. Men der er ikke et nødvendigt sammenfald mellem systemernes idé om sammenhæng, og så hvad der giver den enkelte borger en oplevelse af sammenhæng.

- Borgere som får indsats fra forskellige sektorer, de skelner ikke mellem, om den enkelte er ansat i regionen eller i kommunen. Jeg tror faktisk sjældent, de ved det. Og de er også ret ligeglade, siger Knud Kristensen.

Det er i stedet især kontinuitet og nærhed, Knud Kristensen forbinder med sammenhæng for brugerne. Og han vurderer, at det ikke nødvendigvis er noget, der bliver sikret ved at flytte misbrugsbehandlingen helt eller delvist over i regionalt regi:

- En af de løsninger, der har været i spil, har jo været at flytte ansvaret for misbrugsbehandlingen over til regionerne, men det er jo ikke sikkert, det løser problemet, for hvad betyder det, når man siger, at man flytter ansvaret, spørger han og fortsætter:

- Det, jeg tror, der er vigtigt, det er, at det for den enkelte borger skal opleves som værende en samlet indsat, og formentlig også gerne givet det samme fysiske sted, og det er jo ikke sikkert, at man opnår det ved at flytte ansvaret fra Kommunen til Regionen.

Integration i stedet for opdeling               

Knud Kristensen mener i stedet, at man skal tænke i en tættere integration mellem systemerne:

- Vi har jo for nylig set, at man har etableret Psykiatriens Hus forskellige steder i landet, f.eks. i Silkeborg, hvor man sætter regionale og kommunale medarbejdere sammen, som tager sig af mennesker med psykiske lidelser. Det koncept kunne man måske i virkeligheden kopiere til misbrugsområdet, altså en kombineret psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling.

Han peger også på OPUS, der er et to-årigt mere intensivt tilbud til unge med skizofreni, som et godt eksempel på at skabe tilgængelighed via enkelhed.

- Man kan jo godt bruge flere fagligheder, men der skal bare være en, der har ansvaret for kontakten med borgeren. I f.eks. det tilbud til unge med skizofreni, der hedder OPUS, der har man et tværfagligt team, hvor der både er psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger og sygeplejersker, og når du bliver patient, så får du en af dem som kontaktperson, forklarer Knud Kristensen.

Den primære kontaktperson – uafhængigt af faglighed - fungerer altså som indgangen til tilbuddet, og som den, der kan formidle kontakt til andre faggrupper. Knud Kristensen så gerne, at man forsøgte sig med en lignende model for de borgere, som både har misbrug og en psykisk lidelse.

- Det er lidt tilfældigt, om det er en sygeplejerske, en psykolog eller en ergoterapeut, som er din primære kontaktperson, men som patient, så skal du kun forholde dig til den ene person, forklarer Knud Kristensen.

Selvom han foretrækker en sammentænkning af kommunale og regionale systemer, så mener han dog, at hvis en integreret tilgang ikke bliver mulig, så er misbrugsbehandlingen bedst placeret i regionerne. Og så er der en gruppe, som det under alle omstændigheder giver mening entydigt at placere i et system:

- Jeg tror ikke, vi får en samlet løsning for alle. Jeg tror, den må landes med, at vi kigger på den allertungeste gruppe for sig selv. Altså dem med de svære psykoser og dem med et stort blandingsmisbrug. Der tror jeg, alle er klar over, at man er nødt til at lave en særlig indsats.

På spørgsmålet om, hvad hans skræk-scenarie er for den kommende psykiatriplan, siger Knud Kristensen:

- Det er, at der ikke sker noget. At man simpelthen opgiver at gøre det bedre.

Brugernes Akademi: Vi er jo ikke delt i søjler

Anja Plesner Bloch er leder af Brugernes Akademi, som er en organisation, der arbejder både politisk og praktisk for at bedre livet for stofbrugere. Derudover har Anja Plesner Bloch selv en fortid med brug af stoffer, adskillige behandlingsophold og en psykiatrisk diagnose i baggagen.

På spørgsmålet om, hvad hun håber for den kommende plan for misbrugs- og psykiatriområdet svarer hun:

- Det vi gør nu er ikke godt nok, så der skal ske noget. Men jeg ville heller ikke ønske, at vi kommer over i psykiatrien, som den ser ud nu, for den kan ikke rumme os. Så det bedste ville egentlig være at hive psykiatrien ind i misbrugsbehandlingen. Så der bliver adgang til psykologer og psykiatere.

Helt grundlæggende mener Anja Plesner Bloch, at der er noget problematisk i den måde, systemerne opdeler psykiske lidelser og misbrugsproblemer på.

- Man skiller tingene ad, fordi man ser misbrug som en ting og psykiatriske problemer som noget andet. Og i virkeligheden er det sådan, at hvis man ikke får styr på sine psykiatriske udfordringer, så bliver man jo ved med at få lyst til at blive påvirket. For man kan ikke holde ud at være i verden, forklarer hun.

Ifølge Anja Plesner Bloch er det problematisk at forstå misbrug og psykiske problemer adskilt, for selvom det passer godt til søjlerne i systemerne, så passer det dårligt til at have med mennesker at gøre:

- Misbrug og de problemer, der ligger bag, bliver set som forskellige dele, men vi mennesker er jo ikke delt op i søjler. Vi indeholder det hele, og det skal den hjælpeinstans, der skal have med os at gøre, også. Det nytter ikke noget, at det kun er en ting, man ser på.

Når sammenhæng er et problem

Selvom sammenhæng er noget af det, vi umiddelbart ikke kan få nok af, så peger Anja Plesner Bloch dog på, at der nogle gange også er behov for mangel på sammenhæng. Hun problematiserer som eksempel, at gruppeforløb er meget brugt i misbrugsbehandlingen, men at forløbene tit bliver kørt af de samme behandlere, som også har en kontrolfunktion.

- Der er ikke noget positivt i, at man sidder i gruppe med en, der arbejder der, og som man ikke kan være 100% ærlig overfor. Det betyder, at man ikke kan snakke om, hvad der egentlig er problemerne i ens liv, fordi så kan der være sanktioner, fortæller hun.

I forhold til substitutionsbehandling drejer det sig ofte om, hvor mange dage ad gangen, man kan få udleveret medicin til, eller om man måske skal møde hver dag for at hente. Konkret mener Anja Plesner Bloch dermed, at der også er behov for lukkede rum, hvor det man siger ikke nødvendigvis kommer videre til andre dele af systemet.

Udover særlige tilfælde som dette, så mener Anja Plesner Bloch også, at sammenhæng i form af koordination mellem systemerne, er centralt:

- Sammenhæng skal der jo være ved, at systemerne taler sammen. Kommunale sagsbehandlere og psykiatrien skal tale med misbrugscentret. Alle instanser skal tale sammen, og det skal ikke være forskellige mennesker hver gang, for så går det hele tabt ved hvert skift, siger hun.

Flere kompetencer fra psykiatrien søges

Anja Plesner Bloch peger også – i lighed med Knud Kristensen – på, at der er behov for sammenhængende forløb, hvor det er den samme person, man har kontakt til over tid. Og her er det især nogle af de kompetencer, som i højere grad findes i psykiatrien, som hun gerne så misbrugsbehandlingen styrket med.

- Noget af det, vi savner allermest som stofbrugere, det er adgang til psykolog og psykiater. At der ikke går så lang tid, fra man beder om det, og at det hænger sammen med substitutionsbehandlingen. Men især langvarige psykologforløb, det er jo næsten ikke noget, der findes, siger Anja Plesner Bloch med henvisning til, at henvisning til psykolog typisk udløser omkring 10 samtaler.

Samtidig er der ifølge Anja Plesner Bloch meget få psykologressourcer i misbrugsbehandlingen, og i f.eks. København Kommunes substitutionsbehandling er der blot ansat to psykologer.

- Langvarige forløb er også sammenhæng, og f.eks. psykologforløb eller psykiatriske forløb er nødvendige. Hvis man er heldig får man 10 timer, men i virkeligheden burde det for nogle strække sig over måske 30 timer. Det, der har hjulpet mig med at få ryddet op i mit liv, det har hundrede procent sikkert været, at jeg har fået talt de ting igennem, der er sket i mit liv, som ikke skulle være sket. På den måde har jeg lært at leve med det, fortæller hun.

Sammenhæng mellem behandling og hverdagsliv

Anja Plesner Bloch fremhæver også en anden måde, man kan tænke sammenhæng på, nemlig ud fra at det er brugernes hverdagsliv.

- Det er tåbeligt, at man sidder på et psykiatrisk center og får behandling, samtidig med at man går på et misbrugscenter og allerede har svært ved at få sit liv til fungere, og så skal man også møde op på jobcentret, selvom man knap nok kan hænge sammen selv, forklarer hun.

Hun mener, at systemerne burde blive bedre til at hjælpe med, at der også skal kunne skabes sammenhæng i hverdagen for mennesker med misbrug og psykiske vanskeligheder. Og det er ikke noget, hun mener, der bliver taget særligt meget hensyn til i dag

- Man har indrettet hele systemet efter systemet og ikke efter os, sige hun.  

Dermed lægger hun lige så meget vægt på sammenhæng mellem systemet og brugernes hverdagsliv, som hun lægger vægt på sammenhængen internt i systemet. Som eksempel nævner hun, at åbningstider i offentlige tilbud typisk er fra 9 til 16, hvilket gør, at der er mange som ikke er i stand til at benytte sig af den hjælp, der bliver tilbudt.

- Spørgsmålet er, om man overhovedet kan magte at beskæftige sig med sin psykiatriske diagnose, når man skal komme på et misbrugscenter. For det er så stressende for folk. Det fylder alt. Og mange af os, som har diagnoser, hvis man skal to ting på en dag, så er det meget. Og så at skulle fylde en tredje ting ind, som er en tur ved psykiateren. Det er ret håbløst, fortæller hun.

Et sidste ønske til den kommende Psykiatriplan fra Anja Plesner Bloch handler om, at systemerne skal tænke mere opsøgende ved at gøre sig tilgængelig, der hvor brugerne er:

- Det er vigtigt at opsøge brugerne, hvor de er, for brugerne har ikke overskud til at opsøge systemet.

Som eksempel beretter Anja Plesner Bloch, at Brugernes Akademi med en transportabel klinik til test for hepatitis fik testet over 60 brugere på få dage, mens et åbent hus på et sygehus ikke tiltrak en eneste bruger. Det er en ændring i tilgang, som hun gerne så mere udbredt i krydsfeltet mellem misbrug og psykiatri.

Psykiatriplan 2.0

Mens vi venter på en afklaring af, hvor misbrugsbehandling skal have hjemme i fremtiden, så er banen kridtet hårdt op mellem Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Begge er løbende gennem det sidste år er kommet med forskellige udspil, der argumenterer hh. for at regionerne skal overtage misbrugsbehandlingen helt eller delvist, eller at kommunerne skal beholde ansvaret, evt. med styrkede ressourcer og en skarpere faglig profil i baghånden.

Det er således ikke interessen for at varetage misbrugsbehandlingsopgaver, der mangler.

Men hvor kommunerne står for en overvejende socialfaglig tilgang, der orienterer sig mod relationer, motivation, udvikling og pædagogik, så er regionerne mere sundhedsfagligt orienterede og stærkere på medicinsk og psykoterapeutisk standardiseret behandling. Så det er også et sammenstød mellem to kulturer, der udspiller sig, når kommunerne og regionerne taler deres sag. Og det mener Knud Kristensen, man er nødt til at gøre noget ved, hvis man virkelig vil skabe sammenhæng:

- Det er derfor, der skal være en fælles ledelse med region og kommune repræsenteret, og det der på nudansk hedder Fælles Skolebænk, for det er en af måderne, vi nedbryder kulturforskellen på, lyder det fra Knud Kristensen.

Selvom Kommunerne og Regionerne i retorikken godt kan lyde til at stå stejlt overfor hinanden, så håber Knud Kristensen på at helhedsperspektivet sejrer. Og han er fortrøstningsfuld:

- Når man taler med dem under fire øjne, så er de jo inde i Danske Regioner også godt opmærksomme på, at den socialfaglige indsats er vigtig. Og de er også godt klar over, at selvom de ender med at stå med ansvaret, så skal der stadig bruges kommunale ydelser, for det er jo ikke bare misbrugsbehandling. De skal også stadig have kontanthjælp, de skal have et sted at bo, og de skal have en hel masse andre indsatser, som stadig er kommunens. Og i KL ved de også, at i hvert fald for den tungeste gruppe, der fylder det sundhedsfaglige så meget, at man er nødt til at tage det ind. Så de ved det godt selv, slutter han.

Regeringens nye psykiatriplan ventes efter sommerferien 2018.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor