Koordinerende indsatsplaner giver også gevinst til personalet

Det handler også om at gøre arbejdet lettere for behandlerne, når Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i samarbejde med Københavns og Frederiksberg kommuner frem til udgangen af 2018 sætter fokus på implementeringen af de koordinerende indsatsplaner.

Smidighed er en kvalitet, når det gælder om at få ulige størrelser til at hænge sammen. Illustrationen er lavet ifm. udviklingen af de koordinerende indsatsplan.

- Det gør det da helt sikkert nemmere for behandlerne, der er inde over, at de ikke står alene med opgaven, siger socialrådgiver Anne Larsen, som arbejder på Psykiatrisk Center Amager og gennem det sidste halvandet år har været med til at afprøve de koordinerende indsatsplaner. Hun forklarer om målgruppen for indsatsplanerne:

- Der er mange af de her borgere, der har mange kontakter i psykiatrien og mange kontakter i rusmiddelbehandlingen, men hvor vi ikke ved, hvad der foregår i det andet system. Og der kan det være en hjælp, at man laver en fælles plan for, hvad der skal ske.

I Region Hovedstaden har projektleder Sidsel Busch, der er antropolog og ph.d., været med til at udforme og afprøve indsatsplanerne bl.a. på Amager. De koordinerende indsatsplaner er sat i verden for at give bedre og mere sammenhængende forløb for de mennesker, der er hårdest ramt af kombinationen af psykisk lidelse, problemer med rusmidler og social modgang.

Selvom hun har været med til at søsætte de koordinerende indsatsplaner, så påpeger hun, at det faktisk ikke er helt så nyt, som man umiddelbart kan få indtryk af.

- Jeg tænker ikke på de koordinerende indsatsplaner som noget helt nyt, forklarer hun, men som en kvalificering af noget, der er godt igang nogle steder.

Indsatsplaner er mere forpligtende

Både i psykiatrien og i rusmiddelbehandlingen er der, ifølge Sidsel Busch, en tradition for at koordinere med andre professionelle rundt om en patient eller borger. Det er bare foregået under betegnelser som netværksmøder eller dialogmøder. Hun forklarer, hvordan indsatsplanerne kan ses som en styrkelse af de hidtidige mødeformer:

- Kvalificeringen ligger i, at man laver et referat, der sendes rundt til alle deltagere, og i referatet står der også, hvem der har ansvar for at gøre hvad, og der står også, hvem der bliver tovholder på det næste møde og har opgaven med at indkalde til det.

Mette Tinning er kontaktperson i Rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune, og hun ser også indsatsplanerne som en videreførsel af noget, de længe har gjort.

- Vi har jo altid haft netværksmøder, men man kan sige, at indsatsplansplansmøderne er mere stramt struktureret og dermed også mere forpligtende. Men det at mødes med samarbejdspartnere, det er ikke noget nyt i sig selv.

Til indsatsplansmøderne indbydes de centrale professionelle, der er rundt om borgeren, og det kan ofte være en del mennesker. Derfor kræver et indsatsplansmøde også en ret stram mødeledelse, fordi der både skal skabes overblik og planlægges fremad.

- Hver enkelt deltager skal fortælle, hvad deres relation er til borgeren, og hvad de arbejder med nu, og hvad udfordringerne generelt er. Og så skal man prioritere problemfelter og mål, og til sidst aftaler man, hvem der skal gøre hvad og hvorfor, forklarer Mette Tinning om dagsordenen på møderne.

Dermed er indsatsplansmøderne et værktøj til at få overblik over de samtidige indsatser, og til at prioritere hvad der er vigtigst på det aktuelle tidspunkt.

Begge systemer skal være på

De koordinerende indsatsplaner indgår i en mere overordnet indsats for at hjælpe de patienter, der har det sværest. I 2014 udgav Sundhedsstyrelsen retningslinjer for udarbejdelse af koordinerende indsatsplaner, og senest indgår de koordinerende indsatsplaner i en vejledning som Sundhedsstyrelsen udgav i december 2016, hvor de netop inddrages som et værktøj til at skabe sammenhæng i behandlingen for mennesker med dobbeltdiagnoser.

Og der er behov for denne koordinering mellem psykiatri og rusmiddelbehandling. I hvert fald hvis man spørger de fagpersoner, der har erfaring med krydsfeltet mellem de to systemer. Socialrådgiver Anne Larsen fra Psykiatrisk Center Amager fortæller:

- Med rusmiddelbehandlingen er det mit indtryk, at hvis man ikke møder op i det regi, så bliver man afsluttet. Og det samme i psykiatrisk regi, hvis man vurderer, at patienten ikke er motiveret for den psykiatriske behandling, og at indsatsen skal foregå i rusmiddelbehandlingen.

Det giver øget risiko for, at borgeren bliver sluppet af begge systemer, og det er netop del af den problematik, som en koordinerende indsatsplan kan hjælpe med at løse.

- Hvis begge systemer har lavet en aftale om, at de er , og der er en løbende kontakt, så kan man også bedre finde løsninger, hvis borgeren har tilbagefald, uddyber Anne Larsen.

Skal aflaste borgeren

Frem til udgangen af 2018 har Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i samarbejde med Københavns Kommune opgaven med at styrke brugen af de koordinerende indsatsplaner i Region Hovedstaden. Dette indebærer at udvikle undervisningsmateriale og afholde kurser for personale i både region og kommune. Undervisningen er finansieret via Satspuljen. Om hensigten med midlerne fortæller projektleder i kompetencecentret Sidsel Busch:

- Midlerne er givet ud fra en tanke om, at indsatsplanerne allerede findes som værktøj, men at det er en udfordring i højere grad at få dem brugt i praksis.

Projektleder Sidsel Busch peger særligt på to udfordringer ift. at få lavet flere koordinerende indsatsplaner. Dels er der udfordringer internt i systemerne, som nogle gange kan have nogle ret firkantede måder at fungere på, som ikke gør det lettere at samarbejde glat med de tilstødende systemer.

- De koordinerende indsatsplaner skal gå hånd i hånd med en smidiggørelse af systemerne. F.eks. ift. ydelsesregistreringer og mulighederne for at få patienter lettere indskrevet de rigtige steder, påpeger projektleder Sidsel Busch.

Smidiggørelsen er vigtig, fordi jo glattere systemerne arbejder sammen, jo bedre kan byrden med koordinering flyttes fra de svageste borgere til at blive en opgave for fagpersonerne.

- Borgere, som ikke selv kan løfte opgaven med at koordinere de indsatser, de har omkring sig, rapporterer faktisk en lettelse ved, at de ikke længere selv skal stå for koordineringen, forklarer Sidsel Busch. 

En udfordring at være tovholder på møderne

Den anden udfordring, som Sidsel Busch mener, der er behov for at tage fat på, er selve det at opbygge kompetence ift. at være mødeleder på indsatsplansmøder. Og netop den rolle har kontaktperson Mette Tinning fra Rusmiddelbehandlingen erfaring med virker som en barriere for at holde indsatsplansmøder. Hun forklarer:

- Det kan gå hen og bliver nogle rigtig store møder, og du skal styre og præsentere, du skal sørge for at alle kommer til orde og for at dagsordenen holdes. Og samtidig skal du skrive referat. Jeg har haft kolleger, der er kommet til mig og har sagt: 'Kan jeg ikke bare holde et netværksmøde i stedet for?'

Selvom indsatsplanerne trækker på erfaringer fra andre mødetyper, så er det altså en udfordring at skulle holde styr på alle trådene i praksis. Mette Tinning har dog et forslag til, hvordan den hurdle, det er, at skulle være mødeleder, kan gøres lettere.

- Ved det sidste koordinerende indsatsmøde havde jeg faktisk allieret mig med en fra psykiatrien. Hun skrev referatet, og jeg har aftalt med en af mine kolleger, som snart skal holde et indsatsplansmøde, at jeg går med og skriver referatet, fortæller hun.

Det er en måde at organisere mødeleder-funktionen på, som socialrådgiver Anne Larsen fra Psykiatrisk Center Amager også kan anbefale.

- Jeg har været med på koordinerende indsatsplansmøder, hvor jeg har været referent og også har taget mødelederfunktionen i samarbejde med kontaktpersonen. Jeg tror, det er rart for kontaktpersonerne, at de kan byde ind og koncentrere sig om selve indholdet på mødet.

En lettelse at være et team

Selvom hensigten med at implementere de koordinerende indsatsplaner primært har fokus på at sikre patienterne mere stabile, nyttige og sammenhængende forløb, så har koordinering på tværs af psykiatri og rusmiddelbehandling også en afsmittende effekt på personalet.

- Man får et indblik i, hvad det hver især er, vi tilbyder borgeren, og det tager noget af presset fra den enkelte medarbejder. Der er ligefrem nogen, der beskriver det som en lettelse, at man ikke står alene med de her meget komplicerede sager, som man faktisk ikke er i stand til løse alene, beretter projektleder Sidsel Busch, og fortsætter:

- Man kan kun komme videre, hvis man samarbejder med fagpersoner fra de andre systemer.

Det kan Mette Tinning fra Rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune godt genkende. Hun forklarer, hvad det betyder for hende som kontaktperson at arbejde med koordinerende indsatsplaner.

- Det er rigtig fint at vide, at den her del tager man sig af i det regi, og vi gør det her. Altså at alle ikke sidder og gør det samme eller trækker i modsat retning, fordi man ikke ved, hvad de andre laver. Det er rigtig positivt, og det letter vores arbejde.

Fra Psykiatrisk Center Amager er vurderingen også, at indsatsplanerne rummer en direkte gevinst for medarbejderne.

- Man kan bedre finde løsninger, og jeg tror, at hvis man i det ene system oplever, at der ikke er andre på, så kan man ikke løfte opgaven. Hvis man derimod ligesom har lavet et team omkring en borger, som har det dårligt, så bliver det lettere at løfte opgaven, slutter socialrådgiver Anne Larsen.

Satspuljemidlerne, som i Region Hovedstaden bl.a. bruges til at styrke implementeringen af de koordinerende indsatsplaner, er givet under overskriften 'Fælles undervisning' med henvisning til, at både regionale og kommunale aktører indgår. Alle regioner – med undtagelse af Region Sjælland – har søgt om og fået andel i midlerne.


Redaktør