Unikt datamateriale skal give overblik over effekten af dobbeltdiagnose-indsatsen

​Områder som kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme er lysår foran dobbeltdiagnoseområdet, når det kommer til at have data om, hvordan det går patienterne. Det skal et nyt, stort forskningsprojekt på Psykiatrisk Center Sct. Hans lave om på over de næste år. Med afsæt i 15 års journalmateriale fra det integrerede dobbeltdiagnose-tilbud på afd. M, og med adgang til de stærke danske registre skal der etableres et langt bedre grundlag for at snakke om, hvor godt det egentlig lykkes med at hjælpe de mennesker, der både har en psykisk lidelse og et misbrug. 

Vent...

​Afd. M på Psykiatrisk Center Sct. Hans er med i forskningsprojektet RED-PACC, som bl.a. trækker på journaler fra 3.000 patienter, der har været i behandling på afdelingen. 

Gennem det sidste år har Solvej Mårtensson arbejdet målrettet på at fiske data op af arkiverne på Psykiatrisk Center Sct. Hans og på at få adgang til de væsentligste danske registre. Hun er leder på det såkaldte REDD-PAC-projekt (REsearching Dual Diagnosis – Prognosis And Characteristics), som er etableret hos Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser ved Psykiatrisk Center Sct. Hans i samarbejde med afd. M, der er Sct. Hans' specialiserede tilbud til dobbeltdiagnosepatienter.

Projektet skal dels sige noget om, hvem der har gavn af det integrerede tilbud på Sct. Hans, men måske mere vigtigt, så skal det bidrage til en langt mere systematisk tilgang til effekten af indsatsen for mennesker med en psykisk lidelse og samtidigt brug af rusmidler.

Behov for en baseline

"Vi kigger på, hvordan det går de patienter, der har fået et integreret tilbud, men projektet har også et større perspektiv, som handler om at etablere en baseline for, hvordan det egentlig går disse mennesker bredt set," fortæller ph.d. i folkesundhedsvidenskab Solvej Mårtensson.

Mennesker med både en psykisk lidelse og et misbrug – såkaldt dobbeltdiagnose – dukker jævnligt op som et problem i medierne, og har også fået plads i det seneste udspil fra regeringen omkring psykiatri og sammenhæng i den offentlige indsats. Ift. dobbeltdiagnoser er det en indsats, som involverer både psykiatrien og kommunernes sociale indsatser, f.eks. i form af botilbud eller rusmiddelbehandlingen. Men det er et stort problem, forklarer Solvej Mårtensson, at vi ikke har noget begreb om, hvor vidt det går bedre eller dårligere med gruppen over tid.

"Den eksisterende viden er ikke nuanceret nok. Vi har simpelthen ikke tilstrækkelig viden om de forskellige typer af forløb, disse mennesker har, bl.a. fordi forskningen hviler på for små populationer," forklarer hun.

Det betyder i praksis, at det f.eks. er svært at finde den undergruppe af patienter, som har fordel af en bestemt type behandling og skille dem fra en anden gruppe, som ikke har samme effekt. Og det er de fremragende og berømmede danske registre, der kan hjælpe med dette. Som Solvej Mårtensson opsummerer:

"Det er vigtigt at vide, hvem det går godt, og hvem det går dårligt, og med afsæt i registrene kan vi nuancere vores forståelse af gruppen betydeligt."

Vi famler i blinde

Og det er en viden, som ikke eksisterer i samme omfang for dobbeltdiagnoseområdet, som den gør indenfor andre områder af sundhedsvæsenet. Registrene giver mulighed for at følge patienter både før og efter behandlingsforløb og med et omfang, som gør det muligt at identificere flere slags undergrupper og følge dem over længere tid, end hidtidige epidemiologiske studier har kunnet.

"Det betyder ikke, at vi ikke kan bruge den eksisterende forskning til noget. Det kan vi. Men det, vi vil, er at etablere en baseline for, hvad omfanget af dobbeltdiagnose-problemet er, og hvad prognosen er, så vi har noget at måle op imod, når vi skal vurdere nye tiltag på området," fortæller Solvej Mårtensson.

Som eksempler peger hun på kræft, diabetes eller området for hjerte-kar-sygdomme, hvor man længe har haft denne type baseline-viden.

"Det kan være med til at give slagkraft og politisk bevågenhed, som f.eks. da man opdagede, at den danske kræftbehandling var meget dårligere end de lande, vi sammenligner os med. Det giver noget at styre efter, og det mangler vi simpelthen indenfor dobbeltdiagnoseområdet, hvor vi – så at sige – famler i blinde," fortæller hun og fortsætter:

"Indenfor dobbeltdiagnoseområdet ved vi ikke, hvordan det går nu i forhold til for ti år siden. Vi ved godt, det ikke går særlig godt, men vi er meget langt fra at have den systematiske forståelse af, hvorfor det går som det går, der er nødvendig for at styre indsatsen i en bedre retning."

En professionalisering af dobbeltdiagnosebehandlingen

Signe Wegmann Düring, forskningsansvarlig overlæge med speciale i psykiatri, ph.d., har kontor ved siden af Solvej Mårtensson, og hun er forsker på projektet. Hvor Solvej Mårtensson primært har øje for koblingen til de danske registre, så står Signe Wegmann Düring i højere grad for at få gjort dataene fra afd. M meningsfulde fra et klinisk perspektiv. For hende er det afgørende at sikre en bedre vidensbase indenfor dobbeltdiagnose-feltet, fordi det er en vigtig del af at kunne yde en professionel indsats:

"Hospitalerne er vant til at have med relativt afgrænsende problemstillinger at gøre, men ved denne her gruppe er det langt mere komplekst, og så kan der være en tendens til, at forvirringen spreder sig," beretter Signe Wegmann Düring.

Hun peger på, at indenfor psykiatrien er især dobbeltdiagnosefeltet kendetegnet ved, at patienterne har komplekse og sammensatte udfordringer, som der langt fra findes nogle enkle løsninger på. F.eks. er der udover symptomer på den psykiske lidelse og misbrugsproblemer ofte somatiske, sociale, økonomiske eller adfærdsmæssige problemer på spil, og det gør det svært at vide, hvor man skal sætte ind først.

"Vores forskning vil kunne sige noget om, hvor man f.eks. skal gribe ind først, hvis der er flere problemstillinger på spil på samme tid. Og det vil igen gøre det langt mere håndgribeligt, hvad der forventes klinisk, hvilket igen vil kunne styrke behandlingsindsatsen," vurderer Signe Wegmann Düring, som udover at være involveret i forskningen også arbejder i klinikken.

De sammensatte problemer afspejler også, at dobbeltdiagnose-gruppen er en meget forskelligartet gruppe, som har brug for en bred vifte af indsatser. Dvs. at gruppen på forskellig vis trækker på hjælp både fra psykiatri og fra kommunale systemer, og det gør, at der er brug for en både helhedsorienteret og fleksibel forståelse.

Fra sit perspektiv i psykiatrien, mener Signe Wegmann Düring, at REDD-PAC-projektet kan yde et centralt bidrag til området:

"Det bedste, der kan ske, er, at behandlersystemet i højere grad begynder at få øjnene op for, hvor mange forskellige professioners indsatser, der er brug for i dobbeltdiagnose-feltet," siger hun. 

En målestok for fremtiden

Tilbage på Solvej Mårtenssons kontor bliver en graf fundet frem på computerskærmen. Den stammer fra en artikel om hjerte-kar-sygdomme, og den viser udviklingen i dødelighed indenfor tredive døgn efter en blodprop. Tallene viser, hvordan denne dødelighed har udviklet sig i løbet af de sidste 25 år - år for år - og den viser et tydeligt fald for både mænd og kvinder. Det, forklarer Solvej Mårtensson, som tidligere har arbejdet epidemiologisk med hjerte-kar sygdomme, er en klar indikation på, at det går den rigtige vej. Det er også et skarpt eksempel på den type viden, hun synes, der mangler på dobbeltdiagnose-området.

Samtidig er dobbeltdiagnoseområdet ikke helt det samme som området for hjerte-kar-sygdomme, selvom der indenfor alle områder er en interesse for, hvordan det går patienterne på både kort og lang sigt.

"Men med dobbeltdiagnoseområder er der behov for et lidt anderledes, måske mere holistisk syn på, hvordan det går, end indenfor andre områder. Det kan f.eks. være ift. at holde øje med kriminalitet eller at være så detaljeret som muligt omkring det, der betyder noget for livskvalitet. F.eks. kan en stabil indkomst være et bedre mål end størrelsen på indkomsten, fordi det er en gruppe, hvor ustabil livsførelse ofte er en indikator på, at det ikke går så godt," forklarer hun.

Projektet er på nuværende tidspunkt delvist finansieret, og sigter mod at finde yderligere midler, bl.a. til at aflønne en ph.d.-studerende. En stor gevinst ved projektet vil være, at nye tiltag rettet mod dobbeltdiagnoseområdet rent faktisk vil kunne vurderes ift. deres effektivitet.

"Hvis nu regeringen vælger at omorganisere dobbeltdiagnoseområdet, så vil vi med disse data kunne sige noget om, hvor vidt det går bedre eller dårligere eller på samme måde efter ændringen. Det vil give et helt nyt grundlag at vurdere ud fra, når vi skal finde ud af, om vi gør det rette for at hjælpe de mest udsatte i vores samfund, " afslutter projektleder Solvej Mårtensson. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor