Dobbeltdiagnose og bæltefiksering: "Jeg kan bare mærke, at de ikke kan lide mig. Der er ingen, der kan lide narkomaner."

Psykiatrien har et stort fokus på at nedbringe anvendelsen af tvang. I en rapport om sammenhængen mellem bæltefiksering og dobbeltdiagnoser fortæller patienterne dog, at det faktisk ikke er oplevelser med bæltefiksering, der har været deres største problem i mødet med psykiatrien. I stedet er det oplevelsen af at blive betragtet som andenrangs patienter. Samtidig efterlyser personalet mere viden om, hvordan de skal håndtere misbrug. 

​Rapporten er udarbejdet af medarbejdere i Komptencenter for Dobbeltdiagnoser. Den fulde reference kan findes i kolonnen til højre. 

Der har i mange år været stort fokus på at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien, og både i medier og i faglige kredse har der de sidste år været særlig opmærksomhed omkring vold og psykiatriske patienter med misbrug - altså dobbeltdiagnosepatienter.

I psykiatrisk regi har der været en bekymring for, om dobbeltdiagnosepatienter i højere grad end andre patienter giver anledning til anvendelse af tvang, som f.eks. bæltefiksering. Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser har derfor udarbejdet en rapport, som har undersøgt, dels om der oftere anvendes bæltefiksering ift. dobbeltdiagnosepatienter, og dels hvordan patienter og personale oplever problematikken.

Rapporten består af to dele. Den ene del er en kvantitativ analyse af sammenhængen mellem bæltefiksering og dobbeltdiagnose. Analysen er baseret på indlæggelsesforløb for patienter ældre end 13 år i Region Hovedstadens Psykiatri i perioden 2010 til 2014. Den anden del er en kvalitativ interview-undersøgelse blandt 17 dobbeltdiagnosepatienter og blandt 24 personaler med blandet faglig baggrund.

Katrine Schepelern Johansen, som er seniorforsker på rapporten, siger om rapportens første del:

"Det mest bemærkelsesværdige i den kvantitative del af undersøgelsen er, synes jeg, at det ikke er dobbeltdiagnosepatienter, som giver øget anvendelse af bæltefiksering. Det gør derimod indtag af rusmidler."

Umiddelbart kan det lyde lidt selvmodsigende, da rusmidler og dobbeltdiagnoser sædvanligvis netop hænger sammen, men undersøgelsen viser, at mens der ikke er større risiko for at blive bæltefikseret som dobbeltdiagnosepatient, så er risikoen øget hos de patienter, som bliver indlagt i meget påvirket tilstand – uafhængigt af om de har en anden psykiatrisk diagnose eller ej.

Med andre ord er det typisk de akutte effekter af rusmidler – ofte hos andre patienter end dobbeltdiagnosepatienter - som giver øget risiko for tvang.

Udfordringer med at møde patienter med misbrug fordomsfrit

I rapportens kvalitative del fortæller  17 dobbeltdiagnosepatienter, heraf 14 der selv har været bæltefikseret, om deres erfaringer med at have et misbrug i psykiatrien. Det maner til eftertanke, når det kommer til, hvordan misbrug generelt håndteres i psykiatrien, mener Katrine Schepelern Johansen:

"Det er påfaldende, at disse patienter med dobbeltdiagnoser føler sig så dårligt behandlet i psykiatrien."

Antropolog Sidsel Busch, som har været tovholder på den kvalitative del af undersøgelsen, skriver i rapporten:

"Når man taler med patienterne om deres erfaringer med psykiatrien, giver de enstemmigt udtryk for, at det største problem, de har, ikke er at blive bæltefikseret. I patienternes fortællinger om deres erfaring med psykiatrien, er det største problem at blive mødt og behandlet ordentligt og kvalificeret. Patienterne havde alle en oplevelse af at blive mødt med fordømmelse på grund af deres misbrug."

Et grundlæggende problem, som patienterne giver udtryk for, er, at det er svært at få personalet til at acceptere, hvor knyttede patienterne er til misbruget. Som en patient i undersøgelsen citeres for:

"Man må ikke misbruge, og så føler man sig låst, hvis det er det, man plejer at gøre for at få hverdagen til at køre. De forstår ikke, hvor vigtigt det er."

To hovedveje til bæltefiksering

Den kvalitative analyse peger også på, at der er forskellige veje til bæltefiksering. Sidsel Busch forklarer om fundene i undersøgelsen:

"Det vigtigste er måske, at en bæltefiksering ikke bare er en bæltefiksering. Det står meget klart i vores materiale, at der er mindst to forskellige veje til bæltefiksering."

Den ene vej, uddyber hun, er via et stort indtag af alkohol og efterfølgende indlæggelse i meget påvirket tilstand, hvor patienterne er ophidsede og aggressive:

"Ofte har de været ude af sig selv og evt. oplevet et periodisk blackout, og når de begynder at komme til sig selv igen, så er de bæltefikseret."

Den anden gruppe af bæltefikseringer tager derimod afsæt i dagligdags begivenheder på afdelingen. Eksempler fra materialet handler ofte om konflikter omkring, hvad der skal ses på fjernsynet i fællesstuen, om at få lov til at få adgang til køleskabet den ene dag men ikke den anden, om at en gåtur bliver glemt eller aflyst, eller som en patient er citeret for i rapporten:

"Jeg ville bare ryge en cigaret, og så fik jeg ikke lov, og det ophidser mig og lige pludselig, så røg jeg i bælte."

Reaktionerne bunder typisk i en mindre begivenhed og vejen til bæltefiksering går over en konfliktuel eskalering.

Den første mere akutte og rusmiddel-betingede vej til bæltefiksering ser patienterne i bakspejlet som svære at undgå. De har med andre ord ikke et bud på, hvordan personalet umiddelbart kunne reagere anderledes, fordi de har været ude af kontrol og svære at nå.

Den anden gruppe af bæltefikseringer, som tager afsæt i gnidninger mellem patient og personale i dagligdagen, efterlader til gengæld patienterne mere frustrerede:

"De føler, at de er blevet behandlet uretfærdigt, enten fordi de har en oplevelse af, at afdelingens regler ikke gælder på samme måde for alle, eller fordi reglerne ikke opleves som rimelige," fortæller Sidsel Busch.

Selvom de dobbeltdiagnosepatienter, som har bidraget til undersøgelsen, godt kan se, at deres brug af rusmidler – eller abstinenser – kan spille ind på irritationsniveauet, så opfatter de det det altså ikke som en direkte årsag til en bæltefiksering:

"De fortæller i højere grad om en interaktion med personalet, som løber af sporet," forklarer Sidsel Busch.

Veje til færre bæltefikseringer

Katrine Schepelern Johansen mener, at de to typer af forløb, der fører til bæltefiksering, også peger på forskellige tiltag, som kan hjælpe til at mindske forekomsten. Umiddelbart mener hun, ligesom patienterne selv, at det er svært at håndtere ekstremt berusede og aggressive patienter, som kommer akut ind på en afdeling, væsentligt anderledes, end det sker i dag. I stedet peger hun på det lidt større perspektiv:

"Litteraturen omkring bæltefiksering peger på, at hvis man bliver indlagt med tvang, så øger det risikoen for yderligere tvang. Spørgsmålet er derfor, om det kunne hjælpe, hvis man etablerer en lavere tærskel for, hvornår man kan få hjælp i psykiatrien. I forhold til personer med misbrugsproblemer er det f.eks. oplagt at have et tættere samarbejde med misbrugsbehandlingen, så nogle problemer vil kunne tages i opløbet," fortæller hun.

En anden mulighed, tilføjer hun, kunne være at sikre en bedre udskrivning, der evt. kan være med til at forebygge gentagelser, f.eks. ved at formidle kontakt til misbrugsbehandlingen.

Den type af bæltefiksering, som opstår ifm. konflikter i dagligdagen på afdelingerne, mener Katrine Schepelern Johansen, man i det store hele godt kan håndtere indenfor de programmer, der allerede eksisterer for tvangsforebyggelse. Dog med den tilføjelse, at der i højere grad skal tænkes viden om misbrugsproblemer ind i metoderne:

"Det kan f.eks. være, at man skal opkvalificere de deeskalerende kommunikationsmetoder med større viden om misbrug, eller at problemer med abstinenser skal tænkes ind som en risikofaktor," siger Katrine Schepelern Johansen med henvisning til nogle af de metoder, der allerede anvendes i arbejdet med tvangsforebyggelse.

Dette underbygges også, peger hun på, af undersøgelsens interviews med personale, som efterlyser mere viden om misbrugsstoffer og strategier til f.eks. at håndtere abstinenser hos patienterne.

Sidsel Busch er enig i, at der kan gøres en del ved netop at fokusere på interaktionerne mellem patienter og personale:

"Undersøgelsen viser, og det er også støttet af litteraturen, at årsagerne til bæltefiksering ikke bedst forstås som egenskaber hos patienterne, men at det er noget, som foregår i et samspil. Og det betyder også, at det er noget, man mere umiddelbart har mulighed for at gå ind og justere," siger hun.

Over hver femte har misbrug

Undersøgelsens kvantitative resultater peger på, at over hver femte patient, der har været indlagt i perioden 2010-2014 i Region Hovedstadens Psykiatri er registreret som dobbeltdiagnosepatient. Dvs. med en egentlig misbrugsdiagnose ud over en anden psykisk lidelse. Og måske er dobbeltdiagnoseproblemer mere udbredte end det:

"Det er minimumstal, man kan sagtens forestille sig, at der er en underregistrering, så der er formentlig flere," fortæller Katrine Schepelern Johansen.

Hun underbygger det med, at der findes undersøgelser, som dokumenterer, at op imod halvdelen af de patienter, der har et skadeligt forbrug eller afhængighed af rusmidler, ikke får registreret en misbrugsdiagnose.

For Sidsel Busch understreger det, at det er vigtigt at blive bedre til at møde mennesker, der har en afhængighed, uden fordømmelse. Samtidig understregede informanterne også, fortæller hun, at det var vigtigt at personalet forstod misbruget som en integreret del af deres problemer.

Hun henviser til en af informanterne fra undersøgelsen, som beskriver, hvad hun som patient med et misbrug savnede i mødet med psykiatrien:

"Jeg havde brug for, at der kom en sød person og tog hånd om mig på en varm og kærlig måde. En der sagde, at de var vant til at behandle sådan nogle som mig. En der spurgte, hvordan kan vi løse det her sammen."

Hele rapporten kan hentes her

Redaktør