Unge med dobbeltdiagnose i 2030: Hvordan gør vi det bedre? Interview med UngeAlliancen

Nye data tyder på, at der kommer flere unge, som både har psykiske vanskeligheder og et problematisk forbrug af rusmidler. Unge med dobbeltdiagnose er derfor et område, der burde være langt mere fokus på. Det mener Helsefonden, som lige har forlænget et to-årigt initiativ, der har sat fokus på de unge med dobbeltdiagnose, med fire år mere. Initiativet hedder UngeAlliancen, og vi har spurgt to af de drivende kræfter i UngeAlliancens sekretariat om, hvordan verden gerne skulle se ud i 2030, hvis forholdene for de unge skal være afgørende bedre. Og ikke mindst, hvad UngeAlliancen gerne skal have søsat om fire år, når støtten udløber, og sporene mod 2030 gerne skal være lagt.

Vent...


Udfordringerne på dobbeltdiagnoseområdet handler især om, at patienterne falder mellem psykiatriens og rusmiddelbehandlingens tilbud samtidig med, at der ikke findes en drejebog for samarbejdet på tværs af de faglige siloer. På voksenområdet kan dette være slemt nok, men på ungeområdet, er det endnu vigtigere at finde løsninger.

"Når det kommer til unge med dobbeltdiagnose, så er der nogle særlige problemstillinger, for det er ikke det samme at arbejde med en 45-årig og så en 15-årig, som har en større del af livet foran sig. For de unge er det ikke kun social- og sundhedsområdet, der ikke arbejder godt nok sammen, der er også pædagoger, lærere og hele skolesystemet, som også er medspillere. Og så er der familien, som kan være forældremyndighedsindehaver med en anderledes aktiv rolle, end hos de ældre med dobbeltdiagnose," fortæller Susanne Pihl fra UngeAlliancen.

Det er en problemstilling, som ikke bliver mindre påtrængende af, at gruppen af unge under 25 år med dobbeltproblemer vokser. Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet vurderer således, at gruppen af unge med dobbeltdiagnose er på mindst 6.400 personer, og registerbaserede tal fra Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser viser, at der fra 2002 til 2017 er sket en fordobling fra ca. 600 til 1.200 nye tilfælde om året, som registreres i psykiatrien.

Susanne Pihl står sammen med Peter Jensen og Trine Ry i spidsen for Alliancen, der er støttet af Helsefonden og har arbejdet med området siden 2016. Per 1. oktober 2020 har de fået fornyede midler til at kunne arbejde i 4 år mere med UngeAlliancen. Når de nye midler udløber, så er kravet, at de initiativer, der er blevet løbet i gang, skal være stærke nok til at køre videre af sig selv. Men hvad skal der til for, at unge med dobbeltdiagnose får en bedre hjælp i fremtiden?

Fremtidens løsninger: fast forward til 2030

"I 2030 ville det være helt fantastisk, hvis vi har en helt grundlæggende tilgang, der hedder no wrong door, når en ung begynder at mistrives, have psykiske vanskeligheder og måske også et rusmiddelproblem. No wrong door politikken skulle være bygget op om nogle fælles nationale retningslinjer, så vi har et fælles grundlag at arbejde ud fra," fortæller Susanne Pihl om Alliancens langsigtede vision.

Netop spørgsmålet om et fælles grundlag, mener både Susanne Pihl og Peter Jensen er centralt for at kunne levere en bedre indsats i fremtiden. Og det bliver ikke gjort nemmere af, at der er tale om en meget forskelligartet målgruppe:

"Vi var meget tidligt opmærksomme på, at det var svært med den målgruppe, fordi hvem var de egentlig? Nogen er psykotiske, andre ikke. Nogen ryger ti joints om dagen, andre ryger en joint i weekenden. Systemerne har forskellige målgruppedefinitioner. Det sociale system er meget blødere i sine målgruppedefinitioner end det psykiatriske system," fortæller Peter Jensen.

De hårdere grænser for at få adgang til behandling i psykiatrien er noget af det, der har vist sig svært at arbejde med. Selvom de kan bunde i et ønske om ikke at sætte diagnoser på meget unge mennesker for at undgå stigmatisering, så risikerer man også at udelukke nogle fra den hjælp, som de unge måske har brug for. Derfor er no wrong door-tankegangen så afgørende, forklarer Susanne Pihl og Peter Jensen.

"Lige meget hvor den unge henvender sig, lige meget hvor vi opdager den unge, så skal vi være opmærksomme på dem og hjælpe dem. Og for at komme dertil så kræver det både en kulturel og en strukturel ændring. Den strukturelle ændring er, at der fx er fælles nationale retningslinjer, der politisk er blevet vedtaget, og hvor man siger: Her vil vi have, I skal samarbejde, det er ikke bare noget, I skal gøre, når der er et særligt projekt," fortæller Susanne Pihl om den ønskede fremtid.

Hendes ønske taler ind i en problemstilling, som har eksisteret indenfor dobbeltdiagnoseområdet længe, nemlig at egentlige forbedringer af samarbejde på tværs af sektorer og faggrænser ofte godt kan lade sig gøre, når der kører et målrettet projekt. Men når projektmidlerne udløber, så forsvinder indsatsens effekt. Det har altså vist sig svært, at introducere blivende forandringer, der mere grundlæggende får fat om udfordringen.

Fremtidens samarbejdskultur

I UngeAlliancens optik handler godt samarbejde om ikke at lukke sig inde i sin egen måde at forstå udfordringerne på.

"Det handler helt grundlæggende om – det bliver lidt banalt her – at man har respekt for hinandens faglighed og viden. At man er nysgerrig på, hvad det er, de andre kan. Og det handler også om, at man har en vilje til spørge: 'hvad kan jeg bidrage med'," siger Peter Jensen.

Peter Jensen illustrerer udfordringen ved at fortælle om en anden opgave, han sidder med, der handler om at udbrede en ændret måde at lave faglige udredninger på blandt landets socialrådgivere. Udfordringerne som den opgave støder på, mener Peter Jensen siger noget om, at vi ikke skal forvente, at udfordringerne med unge og dobbeltdiagnose kan blive løst lige om hjørnet:

"Selvom der ikke er noget tværsektorielt, og selvom de har samme uddannelse og arbejder sammen hver dag, så regner vi alligevel med, at den begrænsede ændring, vi kommer med, tager i hvert fald to år at gøre til praksis. Her har vi et meget mere kompliceret system, når det handler om unge med dobbeltdiagnose, så det skal vi regne med tager meget længere tid," vurderer Peter Jensen.

De nationale retningslinjer, som UngeAlliancen ønsker sig på plads i 2030, indgår som en del af processen med at skabe nye, bedre måder at arbejde sammen på tværs af fag og sektorer. Men der er andre elementer, som også skal på plads, hvis visionen skal realiseres:

"For at man kan det her, så handler det om, at man udover at have nogle fælles nationale retningslinjer også, synes vi, skal have et kompetencecenter til at føre retningslinjerne ud i livet. Så er der også brug for fælles uddannelse og fælles efteruddannelse, og der vil også være brug for at man laver noget, som er integreret," siger Susanne Pihl.

Integrerede tilbud er gode, men ikke den eneste løsning

Integrerede behandlingstilbud har længe været fremhævet, som det bedste tilbud til mennesker, der har en dobbeltdiagnose. 'Integreret' henviser til, at behandling for psykiske lidelser og misbrugsproblemer bliver samlet i et system, hvor man så kan få hjælp til alt. Selvom tanken er god, så mener de i UngeAlliancen ikke, at det bør være den eneste løsning i fremtidens behandlingslandskab:

"Det er en super god idé med integrerede tilbud, man skal bare huske på, at det ikke er alle, der vil passe ind i sådan et tilbud. Der vil være nogen unge, der vil passe rigtig godt ind i et integreret tilbud lig det på afdeling M på Sct. Hans, blot tilpasset unge. Men der vil være rigtig mange unge andre steder også," siger Susanne Pihl.

Peter Jensen peger som eksempel på, at der findes en større gruppe af unge, som simpelthen ikke forstår sig selv som psykisk syge, og derfor ikke er interesserede i at få kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Så hvis et integreret tilbud er placeret i psykiatrien, så vil det give problemer. Men mere overordnet så mener han heller ikke, at udfordringerne kan løses ved fx at flytte rusmiddelbehandlingen over i psykiatrien:

"Der er hele tiden en diskussion om, om rusmiddelbehandlingen skal ligge det ene, det andet eller det tredje sted. Men det her handler ikke så meget om at slå en ny streg, for det giver bare en anden grænse, som vi så skal hen over. Så det handler om at finde ud af, hvordan kommer vi henover grænserne med indsatserne. Hvordan vi får systemerne til at arbejde sammen," forklarer Peter Jensen.

Peter Jensen og Susanne Pihl taler derfor både for, at der fortsat skal eksistere integrerede tilbud som KABS Stjernevang og afdeling M, men at der også er brug for, at samarbejde på tværs af systemerne bliver mere udbredt for alle dem, der ikke kommer på afdeling M eller Stjernevang.

"Vi har både brug for, at der er steder, hvor faglighederne er integrerede, og så har vi brug for, at nogen af de andre er nysgerrige på, at de godt kan en hel del mere, end de tror, og at de også er gode til at bygge bro, når der er brug for det," siger Susanne Pihl.

Derfor vil der være brug for andre måder at tilbyde hjælp på, end via de integrerede tilbud. Og det handler ikke bare om at etablere samarbejde på tværs, men også at tænke mere dynamisk i den tidslige dimension. Det er blevet tydeligt ifm. Alliancens arbejde med panelerne.

"Da vi snakkede med forældre og unge i vores paneler, så sagde de 'vi vidste jo godt, at der var noget galt, lang tid før det egentlig blev opdaget'. Dvs. inden det blev til en dobbeltdiagnose. Så der er brug for en tidlig indsats, og så er der i høj grad brug for noget efterværn, som kommer efter behandlingen. Hvis det er nogle unge, som måske - hvis de har været påvirket af psykiske problemer, rusmidler problemer fra 12-13-14 års alderen - begynder at komme ud på den anden side, når de er 23-24-25 år, så skal man godt nok starte forfra med en masse ting," fortæller Susanne Pihl.

Netop den udviklingsmæssige dimension fremhæver Peter Jensen også som meget vigtig:

"Med de unge handler det ikke bare om at få livet til at gå bedst muligt, men om at skabe en udvikling, der kan føre til et godt og selvreguleret liv. På det punkt er ambitionsniveauet på ungeområdet mere mangefacetteret end voksenområdet," siger han.

Vilde problemer og blødere systemer

En anden måde at forstå kompleksiteten i de unges problemer fanges i en skelnen mellem tamme og vilde problemer:

"Tamme problemer kan man analysere, forstå og planlægge sig ud af," fortæller Susanne Pihl, og fortsætter:

"men vilde problemer kan ikke på samme måde løses. Der handler det mere om at blive bedre til at håndtere dem."

Vilde problemer henviser til en kategori af udfordringer, som er så komplekse, at det ikke er muligt på forhånd at vide, hvordan en intervention virker. Kodeord bliver i stedet bl.a. fleksibilitet, at høste erfaring også fra det, der ikke umiddelbart virker, og at have overordnede principper og god koordination på tværs af fag- og sektor-grænser. Vilde problemer giver særlige udfordringer, netop fordi de bevæger sig på tværs af systemer, der forstår problemerne ud fra hvert deres faglige perspektiv og menneskesyn. Peter Jensen taler i denne forbindelse om, at der er behov for at løsne op for de skarpt opdelte perspektiver:

"Vi tror på, at det er muligt at blødgøre de systemer, vi har, så de godt kan arbejde ud fra det samme syn på de unge. Det burde ikke være umuligt at dele syn på de unge og have samme ambition om at samarbejde på tværs af siloer," forestiller Peter Jensen sig.

Som området for Unge og dobbeltdiagnose er i dag, så er det svært at få øje på det fælles perspektiv, mener både Peter Jensen og Susanne Pihl. Men det kan meget vel vise sig, at fremtiden har brug for et fælles perspektiv, der kan gå på tværs af systemerne, hvis det for alvor skal blive bedre. Peter Jensen fortæller om en undersøgelse fra familieområdet, som peger i den retning:

"Aarhus Kommune lavede for en del år siden en audit, hvor de tog de ti vanskeligst stillede familier overhovedet med problemer i alle sfærer af familielivet, og så spurgte de, hvordan det kan være, at indsatsen fungerer ift. nogle familier, men overhovedet ikke ift. andre familier. Og det de fandt ud af var, at hvis alle professionelle omkring familien havde samme problemopfattelse, så kunne man få det til at fungere. Men hvis der var forskel i problemopfattelsen, så de professionelle trak i hver sin retning, så lykkedes indsatserne ikke. Og det er utroligt interessant," siger Peter Jensen, og tilføjer:

"Der er ingen tvivl om, at selvom vi får fælles nationale retningslinjer for området, så vil det stadig være et konfliktfyldt område. Men hvis vi sætter de unge først, så har vi en chance for at løse konflikterne," mener Peter Jensen.

Vejen til 2030

UngeAlliancen har med Helsefondens bevilling fået 4 år mere til at ændre området. Men forventningen er så, at der bliver lagt nogle skinner ned, som ikke forsvinder, når bevillingen ophører. Så hvad skal der gerne være på plads om 4 år?

"Om fire år vil vi gerne på et overordnet plan have sået frøet om at få lavet fælles nationale retningslinjer for området, så politikerne kan få skrevet ind, at man skal arbejde sammen," siger Susanne Pihl.

Indenfor dobbeltdiagnoseområdet har der været et stort fokus på skellet mellem sundhedsområdet, som psykiatrien tilhører, og rusmiddelbehandlingen, som ligger under socialområdet. Og det er ikke kun en kløft som eksisterer i praksis, mener Peter Jensen. Han peger på, at brudfladen mellem den sundhedsfaglige og den socialfaglige indsats også strækker sig helt ind i styrelserne og han så gerne, at

Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i højere grad begyndte at arbejde sammen om dobbeltdiagnose-området i forhold til unge: "Det ville sende et signal ned igennem systemet om, at 'okay, man kan godt' samarbejde," vurderer han.

Men det i sig selv er også kun en del af udfordringen, når det kommer til de vilde problemer med unge med dobbeltdiagnose. Susanne Pihl fortæller, at der ifm. en høring om unge og dobbeltdiagnose på Christiansborg, som Alliancen var med til at arrangere i 2019, blev givet håndslag mellem politikere fra Psykiatriudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget, Socialudvalget og Sundhedsudvalget om at tage et fælles initiativ, der handlede om unge med dobbeltdiagnose indenfor den nærmere fremtid.

"Det handler om alle de her områder, og ikke kun om socialsektoren og sundhedssektoren, der skal arbejde sammen. Problemet er bredere end det," siger Susanne Pihl, og fortsætter.

"Helhedsperspektivet skal starte på det politiske plan. Det gælder om, at sundhedsministeren, socialministeren og uddannelsesministeren sætter sig sammen og siger, 'det her skal vi have et fælles syn på og en fælles retning for'. Det nedfældes i de fælles nationale retningslinjer, der så kan implementeres lokalt. Og på regional- og kommunalpolitisk niveau skal der også være en forståelse af, at det her skal vi arbejde sammen om," slutter Susanne Pihl.

Regeringen har annonceret et 10-årigt udspil for psykiatrien i 2021. Det formodes at der kommer et særligt fokus på dobbeltdiagnoseområdet, men om der også tages specifikt stilling til unge med dobbeltdiagnose er mere usikkert.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor