Tre ting vi tog med fra dobbeltdiagnosekonferencen Meeting the Dragon

​Med titlen Meeting the Dragon løb den fællesnordiske konference om dobbeltdiagnose af stablen i København d. 6. og 7. juni 2019. Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnose var med til at arrangere konferencen og Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser bidrog med oplæg. Her fortæller tre af Kompetencecentrets medarbejdere – en psykiater, en antropolog og en psykolog – om den ting, de selv bed mest mærke i på konferencen.

Vent...

​Den norske sociolog og ROP-forsker Anna Landheim opsummerer i plenum hovedudfordringerne for dobbeltdiagnose-området: Der er mange samtidige tjenesteydelser, der er skellet mellem sektorer, patienter med komplekse tilbud falder udenfor standard tilbuddene, og der er behov for integrerede, holistiske og koordinerede tilbud.

Fællesnordisk og tværfagligt

320 deltagere primært fra Danmark, Norge og Sverige mødtes d. 6. og 7. juni til konference om dobbeltdiagnose i København. Blandt deltagerne var både praktikere, brugere og forskere, og de tre grupper var også alle præsenteret blandt oplægsholderne på konferencens mange workshops, symposier og oplæg i plenum.

På hjemmesiden for Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnoser kan du snart læse en beskrivelse af konferencen. I stedet for at beskrive hele konferencen har vi her spurgt tre medarbejdere fra Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, hvad deres vigtigste erfaring fra konferencen var, hvilke tanker den satte i gang, og hvilke perspektiver det giver fremadrettet.


Signe, speciallæge i psykiatri, ph.d.

- Konferencen var den første konference, jeg har været til, som var helt dedikeret til dobbeltdiagnoseområdet. Jeg har været til mange konferencer, som har været primært lægefaglige. Her var der en anden atmosfære, fra den jeg er vant til.

- Der var en bredere palette af tilgange, end jeg er vant til på konferencer, og samtidig var stemningen mere fri og afslappet. Måske netop fordi der var så mange perspektiver samlet.

- Det afspejler kompleksiteten i dobbeltdiagnosefeltet, hvor der er rigtigt mange fagligheder i spil, som hver især bidrager med deres perspektiv. Selvom det selvfølgelig ikke er nyt for mig, da jeg til daglig arbejder i en tværfaglig enhed, så gav konferencen en slags komprimeret version af tværfaglighed, fordi man kunne gå fra et overvejende sundhedsfagligt til et overvejende socialfagligt perspektiv ved at gå fra et arrangement til det næste.

- Selvom det var inspirerende at blive præsenteret for mange forskellige perspektiver, så kunne jeg godt ønske mig, at man kunne få en stærkere synergi-effekt ud af kombinationen af de forskellige måder at lave forskning og skabe ny viden på. Altså en slags fællespulje af viden, som gør os klogere, end de enkelte bidrag kan hver for sig. Det er klart, at som forskere og klinikere er det selvfølgelig en integration, man selv foretager. Men måske kan det gøres mere systematisk og i mere gennemskuelig og fælles form.

- Konferencen gav mig indblik i, hvor mange ting, der foregår samtidigt. Og selvom jeg ønsker mig en fælles videnspulje, så tror jeg ikke, det giver mening bare at slå alt sammen. Men jeg kunne godt ønske mig, at vi i fremtiden bliver skarpere på at finde en form for fællesnævner, der kan drive dobbeltdiagnosefeltet fremad. På en vidensbaseret måde, der samtidig formår at favne flere perspektiver, uden at de kolliderer med hinanden.

- Det er mig ikke helt klart, hvordan det skal gøres i praksis, men det er noget af det, jeg tænker, vi skal arbejde på i Kompetencecentret. Hvis det kunne lykkes, vil det helt klart gavne det tværsektorielle og interdisciplinære arbejde.

Signe Wegmann Düring er speciallæge i psykiatri, ph.d. og arbejder klinisk på afd. M, Psykiatrisk Center Sct. Hans og med forskning i Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser. Signe arbejder især med REDD-PAC-projektet, som du kan læse mere om her.


Katrine, antropolog, ph.d., leder af Kompetencecenter for dobbeltdiagnoser

- Jeg blev meget optaget af et oplæg på en workshop, hvor Helge Ramsdal og Catharina Bjørkquist fra Norge fortalte om et større projekt, de er i gang med omkring etableringen af integrerede tilbud til dobbeltdiagnosepatienter.

- De ser på, hvilke faktorer der fremmer organiseringen af integrerede tilbud til gruppen. Det er et vigtigt spørgsmål, fordi målsætningen er, at der skal være integreret behandling, men det er ikke så lige til i praksis.

- Jeg har selv siddet med i projekter, som prøver at integrere indsatser, og jeg har også lavet forskning på det. Status er desværre, at selvom der er lavet rigtig mange samarbejdsprojekter, ofte Satspuljeprojekter, så er det alligevel, som om vi ikke rigtig er kommet videre. De samme udfordringer omkring manglende sammenhæng bliver ved med at dukke op. Oplægget åbnede for en lidt anden vinkel på noget, som jeg selv er meget optaget af fra et lidt andet perspektiv.

- Ramsdal og Bjørkquist brugte fx to begreber, som fangede noget af problematikken godt. Dels strukturel ansvarsfraskrivelse, som er, når systemer har en snæver målgruppe, og når de så registrerer, at en person falder udenfor målgruppen, så siger de, 'du hører ikke til her'. Det står i modsætning til den no-wrong-door politik, der anbefales, hvor folk skal kunne få adgang til den rette hjælp, selvom de ikke i første hug henvender sig det helt rette sted.

- Et andet begreb var ansvarsoversvømmelse. Det går på de medarbejdere, der skal få det hele til at hænge sammen, men som ikke har hverken redskaberne eller mulighederne for at få det til at ske. Det passer rigtig godt på de ting, som vi hører de professionelle fortælle om, hvor de næsten må bøje reglerne eller strække sig udover deres funktion for at føle, de gør deres arbejde ordentligt.

- De fremlagde også en analyse af, hvor komplekst et interventionsfelt dobbeltdiagnoseområdet er, og hvor mange relationer der potentielt kan være til stede mellem de forskellige aktører. Det hjælper os også til at begribe, hvorfor det er så svært at skabe sammenhæng i indsatserne.

- Der er desværre ikke publiceret noget fra projektet endnu. Men jeg mener, at vi kan bruge den slags videnskabelige begreber til at stille skarpt på nogle af de problemstillinger, som feltet rummer. Et godt, præcist begreb kan hjælpe til at forstå problemet bedre og også til at komme tættere på at løse det.

Katrine Schepelern Johansen er antropolog, ph.d. og leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser ved psykiatrisk center Sct. Hans. Katrine er involveret i flere af forskningsprojekterne i Kompetencecentret. Hun har bl.a. publiceret om magtpositioner i samarbejdet mellem psykiatri og misbrugsbehandling.


Jonathan, psykolog, ph.d.-studerende

-Jeg bed mest mærke i det oplæg, som hollandske Niels Mulder holdt i plenum. Niels Mulder er en psykiater og forsker, der har arbejdet meget med ACT (Assertive Community Treatment) og Flexible-ACT (FACT). Men det der fangede mig mest, var hans fremhævning af contingency management, som det absolut bedst underbyggede behandlingselement.

- Contingency management handler om at belønne adfærd, som man ønsker at styrke. Jeg talte med Niels Mulder efter hans oplæg, og der forklarede han, at det paradoksalt nok også er et af de elementer, som meget sjældent bliver brugt i behandlingstilbud. Han mente, det var pga. af praktiske udfordringer, fx at man skal have gavekort eller lignende liggende.

- Han fremhævede også, at det centrale ved metoden er, at belønningen kommer lige efter handlingen, man ønsker at forstærke. Det kan fx være, at man får et gavekort efter at være mødt frem til en samtale.

- Selvom contingency management typisk forbindes med konkrete, ofte økonomiske eller materielle belønninger, så fremhævede Niels Mulder også, at belønninger fx i form af positiv feedback ligger implicit i behandlinger, der placerer det relationelle centralt.

- Mine egne tanker går i retning af, om man kunne tænke i mere fleksibel contingency management, hvor der også er en progression i belønningen, fx at den kan gives mere forskudt men så til gengæld bliver større.

- Store dele af vores samfundsstruktur bygger jo på ideen om, at der falder en belønning, når man gør en indsats. Det gælder uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Men måske er der i nogen tilfælde kommet så langt mellem indsats og gevinst, at det kan være svært for nogle at overskue sammenhængen. Hvis man fx har meget dårlige erfaringer med skolegang, så kan det være svært at slæbe sig gennem en treårig uddannelse, selvom man kan få et godt job med en god løn på den anden side.

- Det kunne måske være gavnligt at tænke elementer fra contingency management mere systematisk ind i behandlings- og rehabiliteringstilbud, og bruge dem som brobygning til de incitamentsstrukturer, der eksisterer mere bredt i samfundet. Og måske er der behov for at lave nogle uddannelses- og arbejdsforløb, hvor der er en tydeligere og mere umiddelbar incitamentsstruktur.

- For mig at se handler det om, at en del af de mennesker, der får problemer med både psykisk lidelse og misbrug, har oplevet, at vigtige perioder i deres liv har været præget af kaos, hvor det mere har drejet sig om at klare sig her-og-nu end om at tænke fremad. Tankerne bag contingency management kan ses som en måde at anerkende det på.

Jonathan Led Larsen er psykolog og har tidligere arbejde både indenfor misbrugsbehandlingen, dobbeltdiagnoseområdet og psykoseområdet. Han gennemfører aktuelt et ph.d.-projekt, der undersøger hvilke faktorer, der vedligeholder cannabisbrug blandt personer med psykoselidelser, og hvad der sker, når personer går fra et være aktive cannabis-brugere til at blive afholdende.


Næste konference: Oslo 2021

De fællesnordiske konferencer om dobbeltdiagnoser bliver arrangeret i samarbejde mellem Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnose, ROP – Nasjonal kompetancetjeneste for samtidig rusmisbruk og psykisk lidelse og Svenska Nätverket for Dubbeldiagnoser . Næste konference finder sted d. 10. og 11. juni 2021 i Oslo. Konferencen vil blive annonceret på Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnosers hjemmeside.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor