Jeg er familiernes sociale vagthund Socialrådgiver Henrik Lilje Thygesen bygger bro fra psykiatrien til de kommunale indsatser for de unge og deres familier, han hjælper i Ambulatorium for unge. For Henrik er det særligt vigtigt at møde familierne med forståelse og give dem håb om en bedre fremtid. Jeg hedder Henrik og har i cirka fire år været socialrådgiver på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Jeg arbejder på Ambulatorium for unge, hvor vi ser vi patienter mellem 14 og 18 år og deres familier. Vi dækker et bredt spektrum af diagnoser, hvor især autisme og ADHD fylder meget. Men vi har også patienter med skizofreni, OCD og andre lidelser. Henrik Lilje Thygesen Uddannet socialrådgiver i 2013 Ansat i psykiatrien siden 2021 Har samtaler med patienter og familier i ambulatoriet for unge. Her er målgruppen 14-18 år Møder nogle gange patienterne helt i starten af forløbet – andre gange senere ved fx netværksmøder, som han ofte leder Jeg skiftede til psykiatrien, fordi jeg rigtig godt kan lide at hjælpe mennesker. I mit tidligere job i kommunen sad jeg med sager om børn og handicap og skulle jeg ofte træffe afgørelser. Det skal jeg ikke her. Jeg skal til gengæld bruge al min viden om, hvordan kommunerne fungerer til at rådgive og hjælpe vores patienter og familier, så de får den bedst mulige støtte. Det er enormt givende. Og jeg oplever, at der er en enormt stor faglighed her i psykiatrien, hvor vi kan være nysgerrige og udfordre hinandens synspunkter og beslutninger. Vores patienter kan møde mig på mange forskellige tidspunkter. Nogle gange sidder jeg med til den første samtale sammen med en læge, psykolog eller sygeplejerske, hvis vi ved, der er nogle sociale problemstillinger i spil. Det kan for eksempel være, at den unge er anbragt, at der er en forældremyndighedssag, der kører – eller hvis den unge har et misbrug eller svært ved at gå i skole. Så kommer jeg med ind over fra starten. Andre vil først møde mig senere i deres forløb til fx netværksmøder. Det er møder, hvor der udover os fra psykiatrien kan deltage folk fra kommunen, skolen og den unges familie. Her taler vi sammen og planlægger den bedst mulige indsats og støtte. Så når man som patient og familie taler med mig, handler det om, at vi skal sikre, at der er støtte hele vejen rundt om familien – og ikke kun den medicin og terapi, vi kan hjælpe med i psykiatrien. For når man som barn eller ung bliver ramt af psykisk sygdom, kan det påvirke både skolegang og relationerne til venner og familie. Der er det min opgave at sørge for, der er flest mulige hænder, der griber og støtter. Jeg kender systemerne Som socialrådgiver er det en stor fordel, at jeg selv har prøvet at sidde otte år i en kommune. Jeg kender systemerne og ved rigtig meget om, hvilke tilbud og muligheder kommunerne har. Jeg må ikke anbefale specifikke tilbud – det er kommunen, der kan udvælge og give dem. Men jeg ser det som min opgave at være familiernes sociale vagthund og fx stille ledende spørgsmål til kommunen, som peger dem i retning af, hvad der kan hjælpe den unge og familien bedst. Jeg hører også fra flere af de familier, der kommer her og taler med mig, at det er første gang, de møder en, som forstår den situation, de står i. At psykiatrien vil en ting, familien vil måske gerne noget andet og kommunen noget tredje. Så at jeg kan tale ind i det krydspres og få bygget bro mellem alle parter og sikre, at familien får den rette hjælp, er ofte en lettelse for familierne. Noget af det bedste ved mit arbejde er, når jeg kan se, hvordan vi kan være med til at skabe positive forandringer for de unge. Vi har for eksempel haft en sag, hvor en ung forsøgte at tage sit eget liv. Det slog selvfølgelig familien helt ud. Men sidst jeg talte med dem, gik det så godt, at den unge var startet på efterskole, fordi vi lykkedes med at få skabt en god indsats på tværs af psykiatri, kommune og familie. Så jeg ved, at det vi gør, virker. Underretninger er ikke onde Jeg ved godt, at det ofte sætter mange negative tanker i gang, når man hører ordet ’underretning’. Det er også et dumt ord, men det hedder det nu engang i systemet. Og vi sender som udgangspunkt underretninger på alle vores nye patienter. Det er der ikke noget ondt i. Det handler om, at vi i psykiatrien og vores kolleger i kommunen kan tale sammen om de forskellige muligheder, der er for patienterne. Jo bedre vi arbejder sammen, desto bedre støtte kan vi give de unge og deres familier. Vi er heldigvis blevet meget bedre til at tale sammen på tværs, end vi var tidligere. Det er også vigtigt for mig at få skabt et godt samarbejde mellem familien og deres børne- og ungerådgiver hos kommunen. For det er familiens samarbejdspartner nummer et. Det er sagsbehandleren, der skal sørge for den primære støtte i hjemmet. Og det er helt fair, at man kan blive sur på sin sagsbehandler eller være uenig. Så tager vi en snak om det. Nogle gange sparrer jeg også med familierne, inden de skal til møde hos kommunen. Jeg hjælper jeg dem med at forstå deres rettigheder, hvad de har krav på, og hvilke spørgsmål det kan være en god idé at få stillet til sagsbehandleren. For lovgivningen er kompleks og kan være svær at forstå. Og der er så mange muligheder, at sagsbehandlerne heller ikke altid kender dem alle. Der hjælper jeg med at guide i den rigtige retning i forhold til familiens situation. Og så vil jeg gerne give et godt råd til de familier, som skal til samtale hos en socialrådgiver i psykiatrien. Hav papir og pen med og skriv de forslag ned, vi giver. Vi er her for at hjælpe, og hvis vi ikke kan svare på dine spørgsmål, så finder vi ud af, hvem der kan. Det er os, du møder Denne artikel er en del af en serie under titlen ’Det er os, du møder’. Artikelserien sætter fokus på de forskellige fagligheder i den ambulante del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Hensigten er, at artiklerne på sigt skal være en fast, samlet del af præsentationen for patienter og familier af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Mød de andre her.
Jeg er familiernes sociale vagthund Socialrådgiver Henrik Lilje Thygesen bygger bro fra psykiatrien til de kommunale indsatser for de unge og deres familier, han hjælper i Ambulatorium for unge. For Henrik er det særligt vigtigt at møde familierne med forståelse og give dem håb om en bedre fremtid. Jeg hedder Henrik og har i cirka fire år været socialrådgiver på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Jeg arbejder på Ambulatorium for unge, hvor vi ser vi patienter mellem 14 og 18 år og deres familier. Vi dækker et bredt spektrum af diagnoser, hvor især autisme og ADHD fylder meget. Men vi har også patienter med skizofreni, OCD og andre lidelser. Henrik Lilje Thygesen Uddannet socialrådgiver i 2013 Ansat i psykiatrien siden 2021 Har samtaler med patienter og familier i ambulatoriet for unge. Her er målgruppen 14-18 år Møder nogle gange patienterne helt i starten af forløbet – andre gange senere ved fx netværksmøder, som han ofte leder Jeg skiftede til psykiatrien, fordi jeg rigtig godt kan lide at hjælpe mennesker. I mit tidligere job i kommunen sad jeg med sager om børn og handicap og skulle jeg ofte træffe afgørelser. Det skal jeg ikke her. Jeg skal til gengæld bruge al min viden om, hvordan kommunerne fungerer til at rådgive og hjælpe vores patienter og familier, så de får den bedst mulige støtte. Det er enormt givende. Og jeg oplever, at der er en enormt stor faglighed her i psykiatrien, hvor vi kan være nysgerrige og udfordre hinandens synspunkter og beslutninger. Vores patienter kan møde mig på mange forskellige tidspunkter. Nogle gange sidder jeg med til den første samtale sammen med en læge, psykolog eller sygeplejerske, hvis vi ved, der er nogle sociale problemstillinger i spil. Det kan for eksempel være, at den unge er anbragt, at der er en forældremyndighedssag, der kører – eller hvis den unge har et misbrug eller svært ved at gå i skole. Så kommer jeg med ind over fra starten. Andre vil først møde mig senere i deres forløb til fx netværksmøder. Det er møder, hvor der udover os fra psykiatrien kan deltage folk fra kommunen, skolen og den unges familie. Her taler vi sammen og planlægger den bedst mulige indsats og støtte. Så når man som patient og familie taler med mig, handler det om, at vi skal sikre, at der er støtte hele vejen rundt om familien – og ikke kun den medicin og terapi, vi kan hjælpe med i psykiatrien. For når man som barn eller ung bliver ramt af psykisk sygdom, kan det påvirke både skolegang og relationerne til venner og familie. Der er det min opgave at sørge for, der er flest mulige hænder, der griber og støtter. Jeg kender systemerne Som socialrådgiver er det en stor fordel, at jeg selv har prøvet at sidde otte år i en kommune. Jeg kender systemerne og ved rigtig meget om, hvilke tilbud og muligheder kommunerne har. Jeg må ikke anbefale specifikke tilbud – det er kommunen, der kan udvælge og give dem. Men jeg ser det som min opgave at være familiernes sociale vagthund og fx stille ledende spørgsmål til kommunen, som peger dem i retning af, hvad der kan hjælpe den unge og familien bedst. Jeg hører også fra flere af de familier, der kommer her og taler med mig, at det er første gang, de møder en, som forstår den situation, de står i. At psykiatrien vil en ting, familien vil måske gerne noget andet og kommunen noget tredje. Så at jeg kan tale ind i det krydspres og få bygget bro mellem alle parter og sikre, at familien får den rette hjælp, er ofte en lettelse for familierne. Noget af det bedste ved mit arbejde er, når jeg kan se, hvordan vi kan være med til at skabe positive forandringer for de unge. Vi har for eksempel haft en sag, hvor en ung forsøgte at tage sit eget liv. Det slog selvfølgelig familien helt ud. Men sidst jeg talte med dem, gik det så godt, at den unge var startet på efterskole, fordi vi lykkedes med at få skabt en god indsats på tværs af psykiatri, kommune og familie. Så jeg ved, at det vi gør, virker. Underretninger er ikke onde Jeg ved godt, at det ofte sætter mange negative tanker i gang, når man hører ordet ’underretning’. Det er også et dumt ord, men det hedder det nu engang i systemet. Og vi sender som udgangspunkt underretninger på alle vores nye patienter. Det er der ikke noget ondt i. Det handler om, at vi i psykiatrien og vores kolleger i kommunen kan tale sammen om de forskellige muligheder, der er for patienterne. Jo bedre vi arbejder sammen, desto bedre støtte kan vi give de unge og deres familier. Vi er heldigvis blevet meget bedre til at tale sammen på tværs, end vi var tidligere. Det er også vigtigt for mig at få skabt et godt samarbejde mellem familien og deres børne- og ungerådgiver hos kommunen. For det er familiens samarbejdspartner nummer et. Det er sagsbehandleren, der skal sørge for den primære støtte i hjemmet. Og det er helt fair, at man kan blive sur på sin sagsbehandler eller være uenig. Så tager vi en snak om det. Nogle gange sparrer jeg også med familierne, inden de skal til møde hos kommunen. Jeg hjælper jeg dem med at forstå deres rettigheder, hvad de har krav på, og hvilke spørgsmål det kan være en god idé at få stillet til sagsbehandleren. For lovgivningen er kompleks og kan være svær at forstå. Og der er så mange muligheder, at sagsbehandlerne heller ikke altid kender dem alle. Der hjælper jeg med at guide i den rigtige retning i forhold til familiens situation. Og så vil jeg gerne give et godt råd til de familier, som skal til samtale hos en socialrådgiver i psykiatrien. Hav papir og pen med og skriv de forslag ned, vi giver. Vi er her for at hjælpe, og hvis vi ikke kan svare på dine spørgsmål, så finder vi ud af, hvem der kan. Det er os, du møder Denne artikel er en del af en serie under titlen ’Det er os, du møder’. Artikelserien sætter fokus på de forskellige fagligheder i den ambulante del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Hensigten er, at artiklerne på sigt skal være en fast, samlet del af præsentationen for patienter og familier af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Mød de andre her.