Ro og relation er første skridt i behandlingen Sygeplejerske Berit Nørgaard Christensen er ofte blandt de første, børn og unge med spiseforstyrrelser møder, når de starter i behandling. Hun er en fast del af Ambulatorium for spiseforstyrrelser på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center – og for mange familier bliver hun den trygge hånd at holde igennem et langt og krævende forløb. Jeg hedder Berit og er sygeplejerske i Ambulatorium for spiseforstyrrelser. Jeg møder børn og unge med forskellige typer af spiseforstyrrelser og deres forældre. De kommer ofte ind ad døren med store bekymringer og bange anelser. Mange er i krise, og det er ikke ualmindeligt, at de unge er så syge, at der er risiko for, at kroppen tager skade. Det er min opgave at tage imod dem med ro, overblik og varme. Når en familie møder op til udredning, er jeg som regel den første, de taler med. Jeg har samtale med forældrene, mens barnet taler med en psykolog. Jeg spørger ind til barnets udvikling, spisemønstre, trivsel og helbred – og sammen med psykologen lægger vi en plan. I de første møder handler det mest om at skabe tillid. Jeg er ikke den, der sidder med diagnosen, men jeg er en, man skal kunne læne sig op ad. Berit Nørgaard Christensen Jeg er uddannet sygeplejerske i 2011 med en overbygning i narrativ familieterapi Jeg har været ansat i psykiatrien siden 2019 I ambulatoriet for spiseforstyrrelser behandler jeg patienter i alderen 4-17 år. De fleste er i spændet 10-16 år. Det vigtigste for mig i mit første møde med patienterne og deres familie er at være imødekommende og rolig. Som kontaktperson møder jeg som regel mine patienter en gang om ugen – nogle gange oftere eller sjældnere afhængig af behov Det er ofte mig, familien rækker ud til med spørgsmål, bekymringer og tanker, og det ansvar tager jeg alvorligt. Og jeg har en vigtig opgave med at sørge for, at børnene og de unge ikke dør af sult. Det er jeg ikke bange for at italesætte. Det kan være skræmmende for nogle at høre, men det kan være yderste konsekvens af sygdommen. Og alle forældre er bange for at miste deres børn. Men det sker heldigvis ikke, når man kommer i behandling her. Mit arbejde er både klinisk og relationelt. Jeg følger patienterne gennem hele forløbet. Jeg vejer dem, måler blodtryk og puls, vurderer den fysiske tilstand og sikrer, at kroppen er på vej i den rigtige retning. Når man er alvorligt undervægtig, kan hjernen og kroppen tage skade. Og kroppen skal have energi, før behandlingen for spiseforstyrrelsen for alvor virker. Men mit arbejde er også alt det rundt om selve behandlingen. Jeg har samtaler med både forældre og børn, og vi taler ikke kun om mad og vægt. Jeg vil gerne vide, hvem de er, hvad de interesserer sig for, og hvad de lavede, før sygdommen tog over. Jeg spørger til heste, musik, gaming, venner. I starten taler vi tit om alt muligt, hvor der ikke er så meget på spil. Det handler om at få ro på nervesystemet, og få barnet til at føle sig tryg. Familien er afgørende for succes Vi arbejder familiebaseret. Det betyder, at forældrene er en central del af behandlingen, og det er der en grund til. Mange unge med spiseforstyrrelser ønsker ikke hjælp i starten. De ønsker ikke at tage på eller ændre deres adfærd, for det går imod det, deres spiseforstyrrelse fortæller dem. Derfor er det ofte forældrene, jeg skal skabe håb hos først. Jeg bruger meget tid på at støtte dem og give dem konkrete redskaber. For eksempel holder vi strukturerede frokostmåltider her i ambulatoriet, hvor jeg sidder med og guider forældrene i, hvordan de støtter deres barn i at spise. Jeg kan finde på at sige: “Prøv at bede hende tage gaflen i den anden hånd” eller “hjælp ham med at sidde tættere på bordet.” Det kan virke banalt, men det gør en forskel. Jeg kan huske en familie, hvor datteren havde været syg i lang tid, før de kom til os. Forældrene var slidte og modløse. De havde prøvet alt, syntes de, og alligevel blev det værre. Vi startede forløbet, og jeg kunne mærke, hvor bange de var for at fejle – og for at miste hende. Jeg brugte meget tid på at støtte dem i, at de faktisk gjorde det rigtige. Vi lavede faste måltidsstrukturer, jeg underviste dem i, hvordan kroppen reagerer på sult, og vi talte om deres egne følelser. Det tog tid, men langsomt begyndte datteren at spise mere. Hun begyndte at komme i skole igen. Og en dag sagde hun: “Jeg vil gerne til fødselsdag i weekenden.” Det var stort. Da vi afsluttede forløbet, sagde forældrene til mig: “Vi turde tro på det, fordi du gjorde det.” Noget af det mest meningsfulde ved mit arbejde er at se, når en familie finder styrken i sig selv. Når forældrene mærker, at de faktisk kan hjælpe deres barn. Når barnet igen får plads til at være teenager, gå til fester, få kærester, grine med veninder. Og det sker heldigvis tit. Forløbene varer typisk mellem 6 og 12 måneder, og i den tid når man tæt på hinanden. Det er derfor også rørende, når jeg kan mærke, at de har mod på at leve livet uden min støtte. Når barnet kommer til samtale og hellere ville have været i Tivoli med klassen, så ved jeg, at vi har gjort det godt. Jeg underviser også forældre hver måned sammen med mine kolleger. Her samler vi alle nye familier og forklarer dem, hvad spiseforstyrrelser er, og hvordan behandlingen fungerer. Det er et vigtigt tilbud, hvor forældre kan spejle sig i hinanden og føle sig mindre alene. En af de mest rørende oplevelser, jeg har haft, var, da en tidligere patient og hendes familie deltog og fortalte om deres forløb. Hun havde været meget syg, men hun fremstod stærk og fortalte ærligt, hvad det havde betydet, at hendes forældre holdt fast – og at vi var der til at hjælpe dem. Det rørte alle i lokalet. Forældrene, der sad med deres egne bekymringer, så pludselig et håb. De så, at det kan vende. Krop og psyke hænger sammen Det mest interessante ved mit arbejde er sammenhængen mellem krop og psyke. En spiseforstyrrelse er ikke kun psykisk. Den sætter sig i kroppen, og kroppen fortæller ofte noget, som ordene ikke gør. Hvis man er bange eller nervøs, går det også i kroppen. Man kan få mavepine eller kvalme. Derfor er sygeplejerskens blik vigtigt i psykiatrien. Jeg ser det fysiske, men jeg forstår også det følelsesmæssige og relationelle. Vi arbejder tæt sammen i et team – psykologer, læger, sygeplejersker. Vi deler opgaver, men vi har fælles ansvar. Og vi bruger hinanden. Vi har supervision, fælles refleksion og høj faglighed. Det er et sted, hvor man som sygeplejerske kan udvikle sig og gøre en reel forskel. Jeg anbefaler varmt psykiatrien til andre sygeplejersker. Det kræver noget. Man skal turde være i de svære følelser og kunne rumme stor smerte. Men man får også så meget igen. Jeg har aldrig oplevet en arbejdsplads med så meget faglighed, refleksion og udvikling. Og jeg har aldrig oplevet et sted, hvor man i så høj grad kan gøre en forskel for hele familier. Langt de fleste træder ud ad døren med et meget federe ungdomsliv, end da de kom. Og med en tro på, at forældrene er der for dem, når lokummet brænder. Det er for mig, det fineste, vi kan bidrage til. Det er os, du møder Denne artikel er en del af en serie under titlen ’Det er os, du møder’. Artikelserien sætter fokus på de forskellige fagligheder i den ambulante del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Hensigten er, at artiklerne på sigt skal være en fast, samlet del af præsentationen for patienter og familier af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Mød de andre her.
Ro og relation er første skridt i behandlingen Sygeplejerske Berit Nørgaard Christensen er ofte blandt de første, børn og unge med spiseforstyrrelser møder, når de starter i behandling. Hun er en fast del af Ambulatorium for spiseforstyrrelser på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center – og for mange familier bliver hun den trygge hånd at holde igennem et langt og krævende forløb. Jeg hedder Berit og er sygeplejerske i Ambulatorium for spiseforstyrrelser. Jeg møder børn og unge med forskellige typer af spiseforstyrrelser og deres forældre. De kommer ofte ind ad døren med store bekymringer og bange anelser. Mange er i krise, og det er ikke ualmindeligt, at de unge er så syge, at der er risiko for, at kroppen tager skade. Det er min opgave at tage imod dem med ro, overblik og varme. Når en familie møder op til udredning, er jeg som regel den første, de taler med. Jeg har samtale med forældrene, mens barnet taler med en psykolog. Jeg spørger ind til barnets udvikling, spisemønstre, trivsel og helbred – og sammen med psykologen lægger vi en plan. I de første møder handler det mest om at skabe tillid. Jeg er ikke den, der sidder med diagnosen, men jeg er en, man skal kunne læne sig op ad. Berit Nørgaard Christensen Jeg er uddannet sygeplejerske i 2011 med en overbygning i narrativ familieterapi Jeg har været ansat i psykiatrien siden 2019 I ambulatoriet for spiseforstyrrelser behandler jeg patienter i alderen 4-17 år. De fleste er i spændet 10-16 år. Det vigtigste for mig i mit første møde med patienterne og deres familie er at være imødekommende og rolig. Som kontaktperson møder jeg som regel mine patienter en gang om ugen – nogle gange oftere eller sjældnere afhængig af behov Det er ofte mig, familien rækker ud til med spørgsmål, bekymringer og tanker, og det ansvar tager jeg alvorligt. Og jeg har en vigtig opgave med at sørge for, at børnene og de unge ikke dør af sult. Det er jeg ikke bange for at italesætte. Det kan være skræmmende for nogle at høre, men det kan være yderste konsekvens af sygdommen. Og alle forældre er bange for at miste deres børn. Men det sker heldigvis ikke, når man kommer i behandling her. Mit arbejde er både klinisk og relationelt. Jeg følger patienterne gennem hele forløbet. Jeg vejer dem, måler blodtryk og puls, vurderer den fysiske tilstand og sikrer, at kroppen er på vej i den rigtige retning. Når man er alvorligt undervægtig, kan hjernen og kroppen tage skade. Og kroppen skal have energi, før behandlingen for spiseforstyrrelsen for alvor virker. Men mit arbejde er også alt det rundt om selve behandlingen. Jeg har samtaler med både forældre og børn, og vi taler ikke kun om mad og vægt. Jeg vil gerne vide, hvem de er, hvad de interesserer sig for, og hvad de lavede, før sygdommen tog over. Jeg spørger til heste, musik, gaming, venner. I starten taler vi tit om alt muligt, hvor der ikke er så meget på spil. Det handler om at få ro på nervesystemet, og få barnet til at føle sig tryg. Familien er afgørende for succes Vi arbejder familiebaseret. Det betyder, at forældrene er en central del af behandlingen, og det er der en grund til. Mange unge med spiseforstyrrelser ønsker ikke hjælp i starten. De ønsker ikke at tage på eller ændre deres adfærd, for det går imod det, deres spiseforstyrrelse fortæller dem. Derfor er det ofte forældrene, jeg skal skabe håb hos først. Jeg bruger meget tid på at støtte dem og give dem konkrete redskaber. For eksempel holder vi strukturerede frokostmåltider her i ambulatoriet, hvor jeg sidder med og guider forældrene i, hvordan de støtter deres barn i at spise. Jeg kan finde på at sige: “Prøv at bede hende tage gaflen i den anden hånd” eller “hjælp ham med at sidde tættere på bordet.” Det kan virke banalt, men det gør en forskel. Jeg kan huske en familie, hvor datteren havde været syg i lang tid, før de kom til os. Forældrene var slidte og modløse. De havde prøvet alt, syntes de, og alligevel blev det værre. Vi startede forløbet, og jeg kunne mærke, hvor bange de var for at fejle – og for at miste hende. Jeg brugte meget tid på at støtte dem i, at de faktisk gjorde det rigtige. Vi lavede faste måltidsstrukturer, jeg underviste dem i, hvordan kroppen reagerer på sult, og vi talte om deres egne følelser. Det tog tid, men langsomt begyndte datteren at spise mere. Hun begyndte at komme i skole igen. Og en dag sagde hun: “Jeg vil gerne til fødselsdag i weekenden.” Det var stort. Da vi afsluttede forløbet, sagde forældrene til mig: “Vi turde tro på det, fordi du gjorde det.” Noget af det mest meningsfulde ved mit arbejde er at se, når en familie finder styrken i sig selv. Når forældrene mærker, at de faktisk kan hjælpe deres barn. Når barnet igen får plads til at være teenager, gå til fester, få kærester, grine med veninder. Og det sker heldigvis tit. Forløbene varer typisk mellem 6 og 12 måneder, og i den tid når man tæt på hinanden. Det er derfor også rørende, når jeg kan mærke, at de har mod på at leve livet uden min støtte. Når barnet kommer til samtale og hellere ville have været i Tivoli med klassen, så ved jeg, at vi har gjort det godt. Jeg underviser også forældre hver måned sammen med mine kolleger. Her samler vi alle nye familier og forklarer dem, hvad spiseforstyrrelser er, og hvordan behandlingen fungerer. Det er et vigtigt tilbud, hvor forældre kan spejle sig i hinanden og føle sig mindre alene. En af de mest rørende oplevelser, jeg har haft, var, da en tidligere patient og hendes familie deltog og fortalte om deres forløb. Hun havde været meget syg, men hun fremstod stærk og fortalte ærligt, hvad det havde betydet, at hendes forældre holdt fast – og at vi var der til at hjælpe dem. Det rørte alle i lokalet. Forældrene, der sad med deres egne bekymringer, så pludselig et håb. De så, at det kan vende. Krop og psyke hænger sammen Det mest interessante ved mit arbejde er sammenhængen mellem krop og psyke. En spiseforstyrrelse er ikke kun psykisk. Den sætter sig i kroppen, og kroppen fortæller ofte noget, som ordene ikke gør. Hvis man er bange eller nervøs, går det også i kroppen. Man kan få mavepine eller kvalme. Derfor er sygeplejerskens blik vigtigt i psykiatrien. Jeg ser det fysiske, men jeg forstår også det følelsesmæssige og relationelle. Vi arbejder tæt sammen i et team – psykologer, læger, sygeplejersker. Vi deler opgaver, men vi har fælles ansvar. Og vi bruger hinanden. Vi har supervision, fælles refleksion og høj faglighed. Det er et sted, hvor man som sygeplejerske kan udvikle sig og gøre en reel forskel. Jeg anbefaler varmt psykiatrien til andre sygeplejersker. Det kræver noget. Man skal turde være i de svære følelser og kunne rumme stor smerte. Men man får også så meget igen. Jeg har aldrig oplevet en arbejdsplads med så meget faglighed, refleksion og udvikling. Og jeg har aldrig oplevet et sted, hvor man i så høj grad kan gøre en forskel for hele familier. Langt de fleste træder ud ad døren med et meget federe ungdomsliv, end da de kom. Og med en tro på, at forældrene er der for dem, når lokummet brænder. Det er for mig, det fineste, vi kan bidrage til. Det er os, du møder Denne artikel er en del af en serie under titlen ’Det er os, du møder’. Artikelserien sætter fokus på de forskellige fagligheder i den ambulante del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Hensigten er, at artiklerne på sigt skal være en fast, samlet del af præsentationen for patienter og familier af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Mød de andre her.