Hvad vil det sige at have en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse kan komme til udtryk på forskellige måder, men de generelle kendetegn er, at man har mange tanker om mad, krop og vægt, og at man bliver følelsesmæssigt påvirket af tankerne, samt at man begrænser og kontrollerer sin spisning. Når man har en spiseforstyrrelse, kan man også tit opleve problemer på andre områder, f.eks. med skole, venner, familie og i det hele taget med humør og trivsel.

Behandlingens indvirkning på skolegang

Et af de vigtigste elementer i behandlingen af spiseforstyrrelser hos børn og unge er, at vi beder vores patienters forældre om at prioritere vægtøgning og/eller adfærdsændring højest, ved at de for en periode varetager ansvaret for, at deres barn spiser tilstrækkeligt til at opnå en sund vægt igen, og stopper al uhensigtsmæssig adfærd, såsom over-motionering, overspisning eller opkastning.  

Forskning peger nemlig på, at genernæring (ved undervægt) og adfærdsændring så tidligt som muligt har betydning for barnets chance for på sigt at blive helt rask. Det betyder, at det kan give god mening at prioritere spisning over skolegang i den akutte fase, selvom det kan virke kontra-intuitivt at holde barnet væk fra den normale hverdag som skolegang udgør.  

En praktisk udfordring, der kan være ved at gå i skole, imens man indgår i behandling for en spiseforstyrrelse, er at nogle unge har behov for at spise alle deres  måltider i samvær med deres forældre. Dvs. at de enten skal væk fra skolen i frokostpauserne, eller at forældrene kommer på skolen og spiser med den unge.  

Det er vigtigt, at man fra skolens side støtter forældrene i at finde den løsning, der passer familien bedst.  

Hvordan kan det at have en spiseforstyrrelse påvirke ens skolegang?

Det er forskelligt, hvordan unge i behandling for en spiseforstyrrelse reagerer på deres skolegang. Nogle oplever, at det er en kærkommen distraktion fra problemerne i hverdagen at komme i skole og at fordybe sig i skolearbejde imens andre  oplever, at det belaster dem, da de ikke har meget energi at gøre godt med.  

Generelt vil de fleste patienter opleve at føle sig belastede i opstarten af et behandlingsforløb, fordi de går i gang med en behandling, hvor de skal øve sig på at spise normalt igen, hvilket kan være emotionelt belastende for dem i varierende grad.  

Behandlerne vil altid tage udgangspunkt i den enkelte patient og forsøge at finde frem til, hvad der er forældrenes og den unges behov i behandlingen, og tilpasse eventuelle anbefalinger ift. skolegang efter den individuelle situation. Vi opfordrer ligeledes til, at man i skolen tager udgangspunkt i den enkelte elev og finder frem til, hvad de for en periode har godt af at deltage i, og hvad de ikke har godt af.  

Vi opfordrer generelt til åbenhed om sygdommen, når vi har patienter i behandling. Vi ved, at det kan være en ekstra byrde for den unge at skulle dække over, at de går i behandling og har det svært. Det kan dog variere, i hvor høj grad de unge oplever en tryghed ift. at ønske denne viden delt med deres klassekammerater. Det er vigtigt, at en eventuel snak med hele klassen om den unges sygdom foregår i samråd med den unge og forældrene, så de oplever at have indflydelse på, hvad der skal fortælles til klassen.

Skolen repræsenterer det normale

Generelt mener vi, at det er sundt for de unge at komme tilbage til deres normale hverdag, så snart det kan lade sig gøre fordi sygdommen kan afkoble dem fra ungdomslivet, og en vigtig del af helbredelsen fra sygdommen er, at livet bliver fyldt med almindelige ungdomsaktiviteter igen, såsom skolegang. Vi er opmærksomme på, at længerevarende skolevægring kan gøre det svært at genoptage skolegangen, hvilket vi ønsker at forebygge.  

Vi ser styrken ved skolegangen ved, at man i denne kontekst er den samme gamle Sofie eller Amalie, og ikke kun en patient med en spiseforstyrrelse. Det siger sig selv, at patienter, der har haft en god skolegang med trivsel i klassen forud for udviklingen af sygdommen, kan opleve skole som en vigtig beskyttelsesfaktor i helbredelsen af sygdommen, imens  tidligere dårlig trivsel i skolen tit vil være en negativ faktor, idet den unge kan have svært ved at finde motivationen til at komme tilbage til sin skole.

Generelt oplever vi heldigvis, at de fleste af vores patienter er meget motiverede for at komme tilbage i skole, og tit indgår i behandlingen med dette som et af deres primære mål.  

Generelt opfordrer vi til, at der er en løbende dialog mellem skolen og patientens forældre ift. at støtte patienten i at komme tilbage i skole, så snart det er muligt.  ​