Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Vigtig information

​Det er helt naturligt, hvis du tænker og bekymrer dig om det, der udfordrer dig, og det, der kommer til at ske under dit forløb hos os.

​Vi vil gøre vores bedste for, at du føler dig tryg. Vi tilpasser også forløbet til dig, så vi lærer dig at kende og finder ud af, hvordan vi bedst muligt kan forstå dine vanskeligheder og hjælpe dig.

Fold teksterne nedenfor ud og få flere informationer.



Vi inddrager som udgangspunkt dine forældre i dit forløb hos os. Det er dig og dine forældre, der kender dig bedst, og det, I fortæller, hjælper os med at forstå dig og kvalificere det, der kommer til at ske.

Dine forældre kan være en god støtte for dig og hjælpe dig med at træffe beslutninger under forløbet. De kan også hjælpe dig med at have overblik over, hvem du skal møde, og hvad der skal ske.


Det er kun den eller de forældre, der har forældremyndigheden over dig, som vi involverer i dit forløb.​



​Du kan læse indkaldelserne til dine aftaler på borger.dk eller i e-Boks.dk. Vær omhyggelig med at læse alle indkaldelser og bilag grundigt.

Der står vigtig information om for eksempel, hvem der deltager fra din familie, og hvad formålet med aftalen er. Derudover kan der være skemaer, som du skal udfylde og medbringe.


Det er vigtigt, at du og dine forældre prioriterer de aftaler, vi indkalder til. Hvis I bliver nødt til at aflyse en aftale, skal I være opmærksomme på, at der er ventetid til en ny aftale. Det kan have betydning for udredningsforløbets længde. Ved gentagne afbud eller udeblivelser vil forløbet blive afsluttet.​


​Under dit forløb fungerer 'minsundhedsplatform.dk' og app'en 'MinSP' som din elektroniske journal.

​Når du logger ind med MitID, kan du se dine aftaler og læse det, vi skriver. Du kan også sende korte beskeder til os.


Dine forældre modtager automatisk information om dine mødetider i BUC i deres digitale postkasse. Men hvis de skal læse det, vi sender til dig, skal du give dem læseadgang til din digitale post. Det kan du gøre, når du er logget ind på borger.dk eller e-Boks.dk.

​Med læseadgang kan de se din digitale post, når de er inde i deres egen digitale postkasse. Det giver dem mulighed for at hjælpe dig med at holde styr på dine aftaler og tale med dig om det, vi skriver til dig. 


For at hjælpe dig bedst muligt, er det nødvendigt, at vi deler oplysninger med andre fagpersoner, der kender dig og kan hjælpe eller støtte dig i din hverdag. Det kan for eksempel være en fra din skole, egen læge eller en børne- og ungerådgiver i kommunen.

Til din første aftale skal du skrive under på nogle blanketter, der giver os lov til at dele oplysninger med udvalgte modtagere. Det kalder vi for ’samtykke’.

Samtykke
Du giver de involverede fagpersoner lov til at undersøge, behandle og/eller bruge og dele relevante oplysninger med konkrete modtagere.
Vi udleverer blanketterne til dig, når du kommer, og du skal udfylde og aflevere dem til os, inden du går hjem.​ 

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden