Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Udredning

Udredningen er et planlagt forløb med en række undersøgelser, der passer til din alder og det, vi ønsker at undersøge nærmere. Undersøgelserne er hver især udviklet til at se på noget bestemt, og tilsammen giver de et samlet billede af dig. ​​

Fold teksterne nedenfor ud og få flere informationer.

Formålet med dit udredningsforløb er at: 

  • ​Afklare dine vanskeligheder:
    Har du psykisk sygdom og/eller udviklingsforstyrrelse (’diagnose’)? 

  • ​Beskrive dine behov for hjælp og støtte:
    Hvad kan bedst muligt hjælpe dig med at få det bedre og udvikle dig – uanset om der stilles en diagnose eller ej? 

Diagnose
Mønster af symptomer, som beskriver en sygdom eller udviklingsforstyrrelse. En diagnose er med til at fortælle, hvilken støtte og behandling der vil hjælpe dig bedst muligt.


​De fleste forældre bliver allerede under opstarten eller tidligt i udredningsforløbet interviewet af en behandler, der stiller en række uddybende spørgsmål om din udvikling, din hverdag og dine vanskeligheder. Det kalder vi for 'anamnese'. 

Anamnese 
Din livs- og sygehistorie og udvikling fra fødslen og frem til i dag.​

Spørgsmålene går helt tilbage til din mors graviditet og din fødsel og har overordnet følgende temaer:

Din udvikling
  • Fysisk og sproglig udvikling.
  • Søvn, renlighed og spisevaner.
  • Trivsel derhjemme og i dagtilbud/skole.
  • Leg og samvær med børn, unge og voksne.
  • Evne til at koncentrere sig og holde fokus.
  • Evne til at deltage i aktiviteter.
  • Måde at lære og bruge viden på.
  • Humør og temperament.
  • Eventuel fysisk sygdom. 
Andre relevante forhold i dit liv
  • Familiens situation: Forældres relation og arbejde, boligforhold, forhold til netværk og evt. søskende mm.
  • Begivenheder i familien og omkring dig, som kan have påvirket din udvikling og trivsel.
  • Evt. fysisk eller psykisk sygdom i familien.
  • Skole, herunder eventuel støtte eller specialtilbud.​​ 

Med dit samtykke indhenter vi typisk udtalelser fra andre fagpersoner, der kender dig. Det kan for eksempel være en lærer, en psykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og/eller en børne- og ungerådgiver i kommunen.  


Fysisk sygdom kan give psykiske vanskeligheder. Hvis din behandlingsansvarlige læge vurderer, at det er relevant, vil du under opstarten eller under udredningsforløbet blive undersøgt fysisk af en læge.  

Hvis vi foreslår medicinsk behandling, vil der altid være en lægeundersøgelse. 

Til undersøgelsen måler lægen blandt andet dit blodtryk og din puls, og der bliver lyttet til dit hjerte og dine lunger.  

Undersøgelsen bliver suppleret med, at du og dine forældre bliver spurgt ind til eventuel medicin, allergier og sygdom hos dig eller i din familie.​​


Vi bruger forskellige typer interview og test i et udredningsforløb. Den enkelte undersøgelse er designet til at undersøge noget specifikt om dig i forhold til:

  • hvordan du har det
  • hvordan dine kognitive funktioner er
  • hvordan din funktionsevne er. 
Kognitive funktioner
De processer i hjernen, der gør, at du kan forstå verden, tænke, huske, lære og bruge information.

Funktionsevne
Et udtryk for, hvordan du deltager, og hvad du gør i din dagligdag, f.eks. i skole, fritid og derhjemme.
Vi vælger de undersøgelser, som tilsammen kan give os de oplysninger, vi har brug for, for at vi kan hjælpe dig. 
I det følgende beskriver vi de undersøgelser, vi typisk kan bruge i et udredningsforløb: 

Interview

K-SADS (Kiddie Schedule for affective disorders and schizophrenia)
Behandler stiller den unge en lang række spørgsmål for at afdække symptomer på psykisk sygdom som for eksempel angst, depression eller vanskeligheder med opmærksomhed.

PSE (Present State Examination)
Behandler interviewer den unge for at vurdere den aktuelle tilstand i forhold til symptomer på psykisk sygdom.

​SCID (Structured Clinical Interview)
Behandler stiller den unge en række spørgsmål, der er designet til at finde og vurdere personlighedsforstyrrelser.

​Test
TEA-Ch
Psykologisk test til udredning af ADHD. Testen består af flere opgaver, der undersøger forskellige former for opmærksomhedsfunktioner.

TOVA
Ved at løse forskellige opgaver på computeren bliver den unges evne til at holde opmærksomheden testet i forbindelse med udredning af ADHD.

WISC-V (ung)
Intelligenstest til vurdering af den unge. Undersøgelsen forgår delvist på en iPad og delvist med spørgsmål stillet af behandleren. 


Klinisk konference
Når vi har fået de nødvendige informationer og resultater, vurderer vi, om der er grundlag for at stille én eller flere diagnoser. Det sker på en klinisk konference, hvor der altid deltager en speciallæge eller en specialpsykolog.  
Konference 
Et møde med forskellige fagpersoner, der taler om dit/dit barns forløb og bliver enige om den videre plan.​
På konferencen drøfter vi også dine og din families eventuelle behov for hjælp og støtte. Hvis det er relevant at tilbyde behandling i BUC, lægger vi en plan for det videre forløb. 
 
​Tilbagemelding

Efter konferencen får du og dine forældre en tilbagemelding på konklusionerne fra udredningen og en præsentation af eventuel(le) diagnose(r).  

Vi gennemgår også planerne for den fremadrettede indsats: Er der grundlag for at tilbyde behandling i psykiatrisk regi eller at afslutte forløbet? 

Som afslutning på udredningen skriver vi ofte en erklæring med en beskrivelse og konklusion på, hvad vi er kommet frem til. Med dit samtykke sender vi erklæringen til relevante fagpersoner og instanser.  

Hvis forløbet bliver afsluttet, beskriver vi de behov for støtte, du eventuelt har derhjemme, i fritiden og/eller i skolen. Vi informerer med dit samtykke også egen læge om, at du stopper i BUC. 


Hvis det er relevant, kan vi, undervejs eller som afslutning på udredningsforløbet, invitere til et netværksmøde.

På netværksmødet deltager:

  • Du og dine forældre.
  • Repræsentanter fra BUC, som typisk er en behandler og eventuelt en socialrådgiver.
  • Repræsentanter fra kommunen, som typisk er en børne- og ungerådgiver og en PPR-psykolog.
  • Eventuelt andre fagpersoner, for eksempel egen læge og repræsentant fra din skole.

​Formålet med mødet er at koordinere samarbejdet og planlægge, hvad henholdsvis BUC og kommune kan hjælpe med og hvornår.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden