Konflikter
Børn med ADHD og ADD kan have svært ved at regulere egne følelser, hvilket kan vise sig i hurtige skift i humør. De kan let blive grebet af stærke følelser, som for eksempel at føle sig uretfærdigt behandlet. Omvendt kan børn med ADHD og ADD også være gode til at være opmærksom på de børn, der bliver behandlet uretfærdigt. De blander sig i konflikter mellem andre børn i skolegården, og kommer til at overtage konflikter, selvom intentionen var at hjælpe.
Børn med ADHD og ADD kan også reagere forskelligt ude og hjemme. Når barnet er væk fra hjemmet "holder barnet sammen på sig selv" og viser måske ikke, at det er blevet overbelastet. Når barnet kommer hjem efter en skoledag eller besøg hos familie, kan barnet reagere voldsomt eller "nedsmelte".
Andre voksne omkring barnet kan have svært ved at forstå, at barnet har så forskelligt overskud ude og hjemme. Det sker fordi barnet har været på overarbejde og reagerer der, hvor der er mest trygt. I kan som forældre tale med de andre voksne om barnets behov for pauser, forudsigelighed og genkendelighed.
Når konflikten er opstået og jeres barn er vredt og / eller ked af det, kan I som forældre fokusere på at nedtrappe konfliktniveauet og selv bevare roen. Det I kan gøre for at hjælpe jeres barn, er at øve strategier for at trække sig, hvis der er konflikt på vej mellem andre.
I kan i en rolig stund lægge en plan sammen med barnet, som barnet følger, når det har vredesudbrud eller ser andre i konflikt. Det kan for eksempel være at trække sig, tælle til 10, eller gå udenfor og trække noget frisk luft. Det er forskelligt hvad der er hjælpsomt for det enkelte barn.
Når konfliktniveauet er højt, er det naturligt selv at reagere følelsesladet som forælder. Det er en vigtig øvelse at forsøge at bevare overblikket, og udvise den ro, som barnet har brug for i situationen. Det gælder også om at udvælge de vigtige kampe, så der bliver skabt ro, og der bliver passet på barnets selvværd.

Mange børn med ADHD og ADD har brug for at tale med forældre om, hvordan man håndterer stærke følelser