Vi ser problemet som noget, der er uden for jeres barn og iblandt jer som familie og som noget, som I sammen kan kigge på udefra, forholde jer til og arbejde med at håndtere og minimere.
En spiseforstyrrelse bruger en masse tricks for at få mulighed for at vokse. Det kan være en hjælp at tænke på, at det ikke er jeres barn men spiseforstyrrelsen, som:
- gerne vil lave konflikter (for at flytte fokus væk fra sig selv).
- gerne vil skjule sig (derfor gik der tid, før den blev opdaget).
- som ikke vil trøstes (derfor afviser jeres barn jer).
Ved at tænke på den måde, bliver det måske også tydeligere, at I ikke kæmper mod - men kæmper med - jeres barn. Også selvom det måske ikke altid ser sådan ud eller føles på den måde.
Som forældre kan man i sin magtesløshed blive vred på sit barn og kræve, at den umulige teenager ‘tager sig sammen’. Ved at forstå spiseforstyrrelsen som noget eksternt kan det blive tydeligere, at det, man umiddelbart ser som problematisk adfærd, faktisk er symptomer. Det er det samme som, at feber er et symptom på influenza og ikke noget, man bebrejder sit barn for at have. Ved at tale om spiseforstyrrelsen i 3. person er det muligt at skelne mellem de tanker, følelser og handlinger, der hører til henholdsvis problemet og den unge.
I nogle familier vælger de at give problemet (den påtrængende spiseforstyrrelse) et navn. I andre familier tegner de problemet eller skriver et brev til det.
Vi opfordrer jer til, at I også hjemme hos jer taler på en eksternaliseret måde om de vanskeligheder, jeres barn har.