Nekrolog: Unni Bille-Brahe

Unni Bille-Brahe, født 1930 i Norge, døde den 14. juli. Hun var uddannet i medicinsk sociologi fra Odense Universitet og oprettede Center for Selvmordsforskning i Odense i 1989. Hun var dets leder frem til 2000, hvor hun af aldersmæssige årsager blev tvunget på pension. At centeret overlevede de første år skyldes den ihærdige indsats, som hun og hendes medarbejdere, der i perioder valgte at arbejde ulønnet for at fortsætte centerets vigtige arbejde, ydede. I 1990'erne sikrede Unni, efter et viljefast besøg hos socialministeren, at Center for Selvmordsforskning blev tildelt faste satspuljemidler over finansloven.

Unni nød stor respekt blandt sine udenlandske kolleger og prioriterede samarbejdet med dem højt. Under hendes ledelse fuldførte Center for Selvmordsforskning deltagelse i flere internationale samarbejdsprojekter bl.a. EPSIS og WHO/EURO multicenter projekterne, hvor oplysninger om personer med selvmordsforsøg i adskillige europæiske lande blev indsamlet med henblik på at styrke indsatsen til denne gruppe. Hun forestod i 1992 afholdelsen af konferencen 'European Symposium on Suicidal Behaviour' i Odense. Center for Selvmordsforskning deltog med Unni som repræsentant også aktivt i udviklingen af handlingsplanen til Forebyggelse af Selvmordsforsøg og Selvmord på vegne af Sundhedsstyrelsen. Unni Bille-Brahe har udgivet adskillige artikler og bøger om selvmordsforebyggelse.

Efter at Unni gik på pension oprettede hun sammen med andre Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord, som hun blev leder af. Dette område lå hendes hjerte særligt nært, eftersom hun selv var efterladt efter selvmord. Hun påpegede aktivt manglen på støtte og tilbud til efterladte.

Unni var altid opdateret og abonnerede på to daglige aviser, som blev flittigt studeret. Når man gav hende nye upublicerede manuskripter kunne man regne med en opringning få dage senere, hvor studiets svagheder nøje blev kommenteret og afvejet. Det var ikke meget som undslap hendes skarpe øje – trods en høj alder.

Hendes engagement, åbenmundethed, skarpe humor og medmenneskelighed vil blive savnet.

Annette Erlangsen, Anette Søgaard Nielsen & Merete Nordentoft

på vegne af Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

 


Redaktør