​​​Når en person skader sig selv uden at have et ønske om at tage sit eget liv, er der tale om direkte, ikke-suicidal selvskade. På engelsk kaldes det Nonsuicidal Self-Injury (NSSI), og adfærden defineres som følger:

Direkte selvskade er en direkte, forsætligt selvpåført ødelæggelse af kropsvæv, der medfører umiddelbar fysisk skade, udført med et formål der ikke er socialt accepteret og uden intention om selvmord (ISSS 2018).

Når en person skader sig selv direkte, er der tale om en bevidst adfærd, hvor personen påfører sig synlige, umiddelbare skader uden at have en intention om at tage sit eget liv, og hvor de mest udbredte metoder er at skære sig, brænde sig, slå sig selv, banke hovedet eller anden legemsdel ind i noget hårdt, kradse sig selv til blods, bide sig selv eller forhindre sår i at hele.

I 1993 foreslog Favazza og Rosenthal en typeinddeling af direkte, ikkesuicidal selvskade, som stadig i dag er den mest anvendte. I den nyeste version skelner Favazza mellem fire typer af selvskade, som ikke er forbundet med specifikke diagnoser, men snarere er baseret på deres fremtrædelsesform, nemlig alvorlig, stereotyp, impulsiv og tvangsmæssig selvskade.

Den alvorlige selvskade er sjælden og begrebet dækker over adfærd, der fører til alvorlig beskadigelse ofte med permanent vansiring af kroppen. Eksempler kan være at fjerne et øje eller en muskel. Denne form for selvskade ses oftest hos personer med psykose, eller som er påvirkede af stoffer.

Den stereotype selvskade er kendetegnet ved, at personen skader sig selv i monotone, rytmiske og repetitive mønstre og ofte uden en tydelig forbindelse til den kontekst, som personen befinder sig i, og uden at vedkommende forsøger at skjule sin selvskade for omgivelserne. Eksempler kan være at banke hovedet ind i en væg, at bide sig i hånden eller at presse øjeæblerne ind i kraniet.

Den impulsive selvskade er den mest udbredte selvskadeform. Den kan opstå impulsivt i forbindelse med svære følelser eller efter at personen har haft en stigende trang til selvskade over længere tid for så til sidst at handle på trangen. Eksempler kan være at skære, brænde, slå, kradse eller bide sig selv.

Den tvangsmæssige selvskade er på samme måde som den stereotype selvskade ofte gentagelsespræget, men udtrykket er anderledes, og den forekommer ureflekteret og har nærmest karakter af en dårlig vane, der har taget overhånd. Eksempler kan være at bide huden af fingerspidserne, at pille hud af eller trikotillomani, det vil sige at plukke hår ud.  

Teoretisk og indenfor forskningen tales der imidlertid også om andre selvskadeformer, og det er mere reglen end undtagelsen, at flere selvskadeformer er til stede på samme tid (Turner 2022). Vi vil derfor herunder ligeledes definere indirekte selvskade, selvskade by proxy og digital selvskade.

Indirekte selvskade er en målrettet adfærd, der på længere sigt kan være skadelig for ens krop eller fysiske integritet. Adfærden skal (a) være gentagende eller vedvarende, (b) være klinisk betydningsfuld og ideelt set kunne angives ved diagnostiske kriterier eller tidligere validerede grænseværdier på kliniske vurderinger, (c) være en kilde til alvorlig bekymring for enten personen selv eller andre, og (d) have potentiale til at føre til markant og vedvarende fysisk skade over tid (Hooley og Germain 2014).

Indirekte selvskade adskiller sig fra den direkte selvskade ved at skaden ikke opstår umiddelbart, og at effekten af adfærden typisk opstår, før selve skaden indtræffer. Eksempler på indirekte selvskade er spiseforstyrrelser, overdreven træning, stof- eller alkoholmisbrug eller at nægte sig selv vigtig medicin. Indirekte selvskade kan inddeles i forskellige typer nemlig aktiv, passiv og risikoadfærd, som kan konkretiseres i forskellige specifikke former for indirekte selvskade:

Aktiv indirekte selvskade er kendetegnet ved indirekte beskadigelse af kroppen, der opstår som resultat af en aktiv handling. Eksempler er bulimi, tvangsoverspisning, træningsafhængighed, stof- og alkoholmisbrug. Selvom der er tale om en aktiv handling, så er den ikke altid bevidst og viljestyret.

Passiv indirekte selvskade er kendetegnet ved, at den kropslige skade forårsages af, at man undlader at gøre noget. Eksempler er at undlade at tage lægeordineret medicin, at undlade at spise tilstrækkeligt eller at skære vigtige næringskilder ud af kosten eller i det hele taget ikke at tage vare på sig selv.

Risikoadfærd er adfærd, der indebærer en betydelig risiko for, at kroppen bliver beskadiget. Intentionen bag adfærden og den eventuelle skadevirkning er mere diffus og uklar og ofte er der tale om sensationssøgende adfærd som f.eks. hasarderet kørsel, at balancere på rækværket af broer, gå til kanten af høje bygninger eller hægte sig bag på tog.

Selvskade by proxy er den bevidste ødelæggelse af ens eget kropsvæv gennem fremkaldelse af et andet væsens (f.eks. et menneskes eller dyrs) handlinger, der er uden selvmordsintentioner og med formål, der ikke er socialt accepterede (Mann et al. 2022).
 
Ved selvskade by proxy foranstalter personen, at et andet væsen pådrager dem skade for at opnå en umiddelbar psykologisk bedring. Der er for nylig foreslået en underkategorisering (Rubæk & Møhl 2025), der indeholder selvskade by proxy via:

• Sex: f.eks. sex der medfører skade og ikke er drevet af lyst
• Vold: f.eks. at indgå i slagsmål for selv at opnå skader
• Dyr: f.eks. at få en kat til at kradse sig eller en hund til at bide sig
• Sundhedsvæsenet: f.eks. at foranstalte fastholdelser eller bæltefikseringer
• Sport: f.eks. at undlade at bruge det rette beskyttelsesudstyr for at opnå skader under sport
• Transaktionelle forhold: f.eks. at få piercinger eller tatoveringer i selvskade-øjemed.
  

Digital selvskade er når man anonymt poster, sender eller på anden måde deler sårende eller nedgørende indhold om sig selv, når man bevidst stiller sig selv som skydeskive for andres krænkende adfærd, eller når man deler billeder eller videoer af fysisk selvskade på digitale medier eller i online-fællesskaber (Rubæk & Møhl 2025).
 
Digital selvskade dækker selvskadeformer, der involverer brug af teknologi, herunder:

• Self-baiting: når man bruger sig selv som “lokkemad" for andres hadefulde og krænkende adfærd
• Auto-trolling: når man via falske profiler mobber eller nedgør sig selv på sociale medier
• Digitalisering af fysisk selvskade: når man deler opslag af sin selvskade på et digitalt medie.
  

KAG Selvskades genstandsfelt retter sig primært mod den direkte selvskade, men givet de fælles risikofaktorer, funktioner, overlap og udskiftelighed imellem de forskellige selvskadeformer, vil vores indsatser tage højde for bredden i selvskadebegrebet og anvende tværgående behandlingsprincipper.  

Selvskade og selvmordsadfærd bliver ofte forvekslet med hinanden, fordi begge adfærdsformer involverer selvpåført skade. Der er imidlertid grundlæggende tale om forskellige adfærdsformer, idet funktion af og intentionen med dem er forskellig:

• Med selvmordsadfærd ønsker personen at gøre en ende på smerten og bevidstheden ved at tage sig selv af dage
• Med selvskade ønsker personen at mestre livet og smerten med henblik på at overleve.

Selvskade er på mange måder en paradoksal adfærd, da det grundlæggende kan være svært at forstå, at det at påføre sig fysisk skade kan opleves som en hjælp, når man har det psykisk svært. Adfærden kan i starten "beskytte" mod at begå selvmord, mens den omvendt samtidig er den største prædiktor for senere selvmordsforsøg og selvmord. Sammenhængen er bl.a. blevet forklaret med, at selvskade kan fungere som en "optræning“ i at overskride den fysiske grænse, som normalt afholder personer med selvmordstanker fra at tage deres eget liv, nemlig at påføre sin krop skade og smerte (Joiner 2005).​​

Selvskade er et komplekst fænomen, og der findes ikke en entydig forklaring på, hvorfor nogle skader sig selv. Selvskade har dog altid en funktion, og opfylder ofte et vigtigt behov for personen her og nu, selvom det er forskelligt fra person til person, hvad selvskaden hjælper med. Generelt kan vedligeholdelsen af selvskade inddeles i intrapsykiske funktioner, der handler om personens indre liv, eller interpsykiske funktioner, der vedrører personens relation til andre.

Langt de fleste personer med selvskade angiver affektregulering som deres primære motiv, og op til 90 % fortæller således, hvordan selvskaden reducerer, fjerner eller afleder dem fra ubehagelige indre tilstande. De kan opleve, hvordan svære følelser og tanker bygger sig op indeni dem, lidt ligesom en ballon der bliver pustet mere og mere op. Mange som skader sig selv, har svært ved at skelne mellem og sætte ord på følelser, hvorfor selvskaden bliver en måde at "lukke luft ud af ballonen" og bidrage til en indre lettelse og ro for en stund.

Der er identificeret flere risikofaktorer for udvikling af selvskade. Med udgangspunkt i tidligere modeller er der udviklet en integreret model over selvskadende adfærd til at beskrive den dynamiske relation mellem distale (tidlige) og proksimale (senere) risikofaktorer for udvikling af selvskade samt hvordan adfærden vedligeholdes (Rubæk & Møhl 2025). I modellen lægges der også vægt på at forstå personens samspil med de kulturelle og samfundsmæssige faktorer, som påvirker alle de øvrige elementer i modellen, som ses herunder:

Den integrerede model over selvskadende adfærd (Rubæk & Møhl 2025).​

Personer, som skader sig selv, vil psykologisk kunne genkendes på:

• Nedsat mentaliseringsevne, som kan komme til udtryk ved, at personen "handler" på sine følelser
  
• Nedsat affektregulering, som giver personen et behov for "konkrete beviser" på, hvordan vedkommende har det indeni 
• Tomhedsfølelse, hvor personen er nødt til at påvirke sig selv med smerte eller påvirke andres følelser for at kunne mærke sig selv
• Følelsesmæssig reaktivitet, hvor personen kan opleves som "en tikkende bombe", der reagerer eksplosivt på selv små stimuli
• Alexithymi, som betyder, at personen har svært ved at skelne mellem følelser og har et fattigt sprog for følelser
• Skam, som ofte er en dominerende følelse hos personen, både i optakten til en selvskadeepisode og som reaktion på den
• Perfektionisme og selvkritik, hvor personen har høje standarder for sig selv og ofte dømmer og straffer sig selv hårdt.
  

Selvskade optræder som en selvstændig forskningsdiagnose i DSM-5, men i Danmark, hvor vi bruger ICD-10, betragtes selvskade derimod som et "non-specifikt", tværdiagnostisk fænomen, der kan optræde i tilknytning til en bred vifte af psykiatriske tilstande og er overrepræsenteret ved alle psykiske lidelser – særligt emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderline-type, spiseforstyrrelser, depression, angst, PTSD og misbrug (Wilkinson et al. 2018; Hawton et al. 2013). Det betyder, at selvskade ikke registreres ensartet og i mange tilfælde slet ikke registreres, hvilket også gør sig gældende i Region Hovedstaden.

Indtil videre må vi derfor sætte vores lid til data fra lande, vi kan sammenligne os med. Blandt unge med tilknytning til psykiatrien har 44 % af drengene og 74 % af pigerne ifølge en svensk kortlægning skadet sig selv indenfor det seneste halve år, mens det gælder 32 % af mændene og 44 % af kvinderne tilknyttet voksenpsykiatrien (Odelius & Ramklint 2014).

Alvorlig selvskade er ofte årsag til døgnindlæggelse i psykiatrien, og under indlæggelse er selvskade en hyppig årsag til tvangsforanstaltninger. En tredjedel af de patienter, der aldrig har skadet sig selv før indlæggelse, begynder at selvskade kort tid efter, at de er blevet indlagt i psykiatrien (Boxer 2010).

Udover at selvskade er lidelsesfuldt i sig selv, er det også en risikofaktor for udvikling af psykisk lidelse og en vedligeholdende faktor på samtidig psykisk lidelse, hvilket tilføjer kompleksitet til behandlingsforløbet og forværrer prognosen (Bjureberg et al. 2022). Samtidig er selvskade den væsentligste prædiktor for senere selvmordsforsøg, selvmord og for tidlig død af andre årsager, og øger i sig selv risiko for selvmord med 12-18 gange (Carr et al. 2017).  ​

​​E-læringen ”Selvskade ABC” målrettet alt klinisk personale med direkte patientkontakt. ”Selvskade ABC” findes i tre forskellige versioner målrettet henholdsvis Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center​ (BUC), voksenpsykiatri og somatik. Alle tre versioner indeholder både teoretisk og praksisorienteret viden. 

​Hvad skal du gøre, når patienter selvskader? Hvornår skal du gribe ind? Hvad kan du gøre for at undgå eller reducere selvskade? Hvis du leder efter svar herpå, så afholder Campus for Psykiatrisk Simulation (CAPS) kurset ”At håndtere selvskade” flere gange årligt.

Som intern medarbejder i psykiatrien i Region Hovedstaden er deltagelse gratis. 
Find næste u​ndervisningsdato på kursusportalen her.​​​

​Nedenstående film kan inddrages i klinisk undervisning, men kan ligeledes med fordel inddrages i patientsamtaler som et fælles tredje:

• Selvskade - som en mestringsstrategi
• Digital selvskade
• Selvskadens onde cirkel
  
• Bag om selvskade: Spørgsmål fra pårørende om behandling
• Bag om selvskade: Spørgsmål fra pårørende om håndtering
• Bag om selvskade: Spørgsmål fra pårørende om at forstå selvskade​
  
  

​​Team for selvskade i BUC har siden år 2024 haft sin egen podcastserie "Selvskadens psykologi”´. 

Sammen med en række eksperter som behandlere, forskere og ikke mindst personer, der har haft selvskade inde på livet og deres pårørende, forsøger vi at blive klogere på, hvad selvskade er, hvorfor nogle skader sig selv, og hvordan vi bedst hjælper personer med selvskade.

Derudover har overordnet leder for KAG selvskade, Lotte Rubæk, gæstet flere podcasts, som eksempelvis; Genstart, Brinkmanns briks, Krøllede hjerner og Hjælp, jeg er forælder.​​

Region Syddanmark ​har udviklet ​​information om selvskade til dig, der er pårørende til en ung med selvskade. Selvskade blandt unge har gennem de seneste år udviklet sig til et alvorligt og udbredt problem. Mange familier oplever i dag at stå midt i en situation, de ikke havde forestillet sig – og som kan være både smertefuld og svær at forstå.

• ​​BUCs kortfilm ”Sådan hjælper I den unge, som skader sig selv”.
  
• Foræ​​ldrefolder om selvskade og behandlin​gstilg​ang ved indlæggelse.
  
• Webinar: Selvs​kade – viden og handlemuligheder for pårøren​de.​
  

Vidensafdækningen er udarbejdet af Metodecentret for VISO i Social- og Boligstyrelsen.

​Udgivelsen giver en uddybet beskrivelse af seks anbefalinger til det socialfaglige arbejde med personer med svær selvskadende adfærd. Anbefalingerne er baseret på en afdækning af socialfaglige indsatser, der kan være virksomme i samarbejdet med målgruppen.

Læs mere og hent publikationen her: https://www.sbst.dk/udgivelser/2025/vidensafdaekning-om-svaer-selvskadende-adfaerd​ ​