Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Inspiration til shared caseload

Shared caseload (som lidt frit kan oversættes til "fælles behandlingsansvar" eller "fælles patient­er") er krumtappen i den måde vi arbejder på i F-ACT-teams. Ved at praktisere shared caseload kan vi imødekomme behovet for i perioder at kunne yde fleksibel og intensiveret behandling til patienter, som oplever en forværring i deres tilstand.

​​ ​

I et F-ACT-team skal teamet kunne op- og nedskalere behandlingsindsatsen overfor den enkelte patient, afhængig af patientens behandlingsbehov. Det indebærer, at patienten kan få sin behandling på to måder, som man kan skifte frem og tilbage mellem:

  1. Individuel behandling varetaget af et fast medlem af teamet (kontaktpersonen), når patienten er i en stabil fase.
  2. Intensiv (ACT) teambehandling, som indebærer, at patienterne har kontakt med flere teammedlemmer. Her vil patienterne typisk være på boardet/F-ACT-tavlen, og teamet drøfter dem på hvert boardmøde, hvor det besluttes, hvilke teammedlemmer, der skal yde hvilken form for behandling og interventioner.

Patienten beholder sin faste kontaktperson og læge uanset hvilken behandling, der tilbydes.

Når patienten i en periode har forværring i sin tilstand, krise eller lignende1 sættes patienten på boardet og indsatsen omkring patienten intensiveres og bliver teamets ansvar. Heri ligger også, at flere kompetencer bringes i spil, at man kan besøge patienten hyppigt, og at man på boardmøder­ne får talt om, hvad der bedst kan hjælpe patienten. Når patienten ikke længere har brug for den intensive behandling, tages patienten af boardet igen og overgår til vanlig individuel behandling hos kontaktpersonen.

I praksis er det ikke muligt for den enkelte kontaktperson at skrue op og ned for behandlingsindsatsen alene. Derfor arbejder vi med shared caseload, som betyder, at alle i teamet i princippet kan indgå i den intensiverede indsats. Det vil dog særligt være de teammedlemmer, som kan udføre de interventioner, som teamet identificerer som nødvendige for patienten, der indgår i den intensiverede behandling.

For patienten er gevinsten ved shared caseload mange. Den intensiverede behandling kan iværksættes hurtigt og kan fastholdes i en længere periode. Den tværfaglige behandling kommer til at foregå hos patienten og i dennes nærmiljø og ikke kun på en behandlingskonference. Og ved at få flere øjne på sin situation kan patienten hjælpes til hurtigere recovery.

Kernen i shared caseload er det tværfaglige samarbejde, der overskrider den enkelte faggruppes kompetencer og forståelser ved, at man som team arbejder mod fælles mål i tæt samarbejde med patienten, pårørende og øvrige samarbejdspartnere. Hvert teammedlem bruger sine individuelle kompetencer, men med en fælles samlet strategi. På den måde bliver teamet til et hold, der er sammen om at opnå resultater, uden nødvendigvis at udføre de samme kliniske handlinger og uden at det fælles mål tabes af syne. 


1 Patienter vil også kunne komme på boardet som en forebyggende foranstaltning og ikke kun ved forværring af tilstanden. Desuden er der flere teams, der bruger til afslutninger mhp. at bringe flere perspektiver i spil.

​Teamet forbereder shared caseload allerede, når patienten starter sin behandling. At være ny patient er et af kriterierne for at komme på boardet. I løbet af de første uger af et behandlingsforløb tilstræbes det, at patienten ser 3- 4 forskellige faggrupper, så flere er kendte med patienten, og så patienten ved, at der er flere som tager ansvar for behandlingen og fysisk har mødt flere fra teamet. Det skaber tryghed for patienten og gør det nemmere at få besøg eller samarbejde med flere fra teamet for patienten. Derefter kan patienten tages af boardet igen, medmindre teamet vurderer, at der er andre årsager til at patienten skal være på boardet.

På boardmøderne drøftes det, ud fra en række faste kriterier, hvilke af teamets patienter, der skal være på boardet og som derfor også er omfattet af shared caseload. Det er den enkelte kontaktperson, der sætter patienten på boardet. Det kan være fordi patientens tilstand er forværret, så der er behov for hyppige besøg og flere kompetencer, men det kan også være fordi kontaktpersonen er "kørt fast" ift. patienten og har brug for nye perspektiver på behandlingen.

At sætte patienter på boardet, skal man være gavmild med. Hellere en gang for meget på boardet, end én gang for lidt, kan man også sige. Helt konkret sættes patienter på boardet ud fra de faste kriterier, med en forebyggende tilgang – dvs. hvis der er brug for noget udover det vanlige – fx en ekstra tid, et ekstra telefonopkald, en tid tidligere end planlagt, eller ved de meget tidligere tegn på forværring, som patientens netværk er særlig god til at kende.

Patienter kan også sættes på boardet ift. med afslutning af et forløb, fx hvis den afsluttende indsats ikke går helt som planlagt, eller hvis der er mange opgaver inden patienten kan afsluttes helt.

Det er ikke kontaktpersonens ansvar at have en plan og kende til interventionerne på forhånd, når en patient sættes på boardet. Det er teamets ansvar at drøfte og konkretisere, hvad der giver bedst mening i den konkrete situation.

Alle i teamet kan sætte patienter på boardet, og teamet vil derefter i fællesskab og ud fra patienten egne mål og ønsker, beskrive interventioner fra kontakt til kontakt. Hvis patienten, pårørende eller teamets øvrige samarbejdspartnere kontakter teamet med bekymring eller deler viden om forværring e.l. vil patienten ofte også komme på boardet med det formål hurtigt at undersøge om patienten har brug for intensiveret behandling. Jo hurtigere teamet kan få viden om tidlige tegn på forværring, jo bedre. På den måde kan teamet arbejde forbyggende, og over tid hjælpe patienten med at få indsigt i og erfaringer med, hvad der helt konkret hjælper for den enkelte patient så denne kan tage tidlige tegn i opløbet og undgå kriser.

Når patienten er på boardet, drøftes vedkommendes situation, behandling og interventioner kort på hvert boardmøde. Alle fra teamet har pligt til at byde ind med deres viden og forslag eller med nysgerrige spørgsmål. På mødet aftales det, hvilke interventioner, der skal forsøges, og derfor også hvem, der besøger patienten. Næste dag evalueres besøget og eventuelle nye indsatser og besøgsdatoer aftales.

De patienter, som er på boardet og som er omfattet af shared caseload, besøges af de medarbejdere, som har den udkørende funktion den pågældende dag.

Shared caseload har også betydning for interne og eksterne samarbejdspartnere. Fx vil døgnafsnit lettere kunne komme i kontakt med én fra teamet, som har relevante oplysninger om patienten, da indlagte patienter drøftes på boardmøderne. Der vil også kunne være en repræsentant for teamet til stede på døgnafsnittet, når der afholdes behandlingskonferencer, netværksmøder og udskrivningsmøder, selv om kontaktpersonen er optaget.

Der afholdes tværsektorielt netværksmøde, når minimum en kommunal og en regional medarbejder og evt. andre fra patientens professionelle netværk, mødes med patienten og eventuelt dennes pårørende. Målet er at koordinere aftaler og planer, herunder patientens behov for behandling og kommunal støtte.

Du kan finde mere information om netværksmøder og finde den skabelon der anvendes til møderne her: Netværksmøder


Der kan afholdes netværksmøder i alle forløb i F-ACT-teams, men som en del af implementering af integreret dobbeltdiagnosebehandling og nye patientforløb for patienter med ikke-psykotiske lidelser og komplikationer i 2025 og 2026, afholdes tværsektorielle netværksmøder i større grad end tidligere.

Derfor tilegner flere medarbejdere i F-CT-teams sig kompetencer i at afholde netværksmøder og der vil kontinuerligt være behov for at medarbejdere i F-ACT-teams uddannes i mødeledelse af netværksmøder.

I nogle forløb, vil det være relevant at socialrådgiver fra det ambulatorie F-ACT-teamet hører til, inddrages, mhp. at understøtte den tværsektorielle koordinering, herunder også afholdelse af netværksmøder.

Dette er en guide til inspiration til at afgøre hvornår socialrådgiver inddrages i netværksmøder og hvornår ikke. Guiden angiver ikke er en udtømmende liste og det anbefales derfor også altid at vægtes at hjælpe hinanden på tværs af faggrupper i F-ACT-teams med det fælles fokus, at handle ud fra hvad der er bedst for patienten.


Det anbefales at socialrådgiver varetager netværksmøder ved:

  • Komplekse patientforløb, typisk kendetegnet ved at flere forvaltninger/parter er involveret (fx jobcenter, voksen-myndighed og familie afdeling, pårørende)

  • Netværksmøder, hvor der er behov for socialfaglighed viden (fx i forløb med behov for udtalt kommunal systemforståelse, kendskab til sociallovgivningen og/eller kompliceret ansøgningssager)

  • Den regionale kontaktperson er ny i opgaven med afholdelse af tværsektorielle netværksmøder


Det anbefales at socialrådgiver kan medvirke til varetagelse af netværksmødet:

  • Som indledende/opstart af tværsektoriel koordinering af et patientforløb (hvorefter kontaktpersonen kan varetage den opfølgende koordinering/netværksmøde)

  • Ved at understøtte kontaktpersonen med vejledning omkring relevante parter, kommune kontakter etc. I forbindelse med kontaktpersonens planlægningen af et netværksmøde


Det anbefales at kontaktperson varetager netværksmøder uden socialrådgiver, hvis:

  • Netværksmødet udelukkende omhandler sundhedsydelser (fx koordinering af behandling, medicinske behandling, hjemmepleje etc.)

  • Formålet med socialrådgivers deltagelse, udelukkende er at varetage indkaldelse til netværksmøde og udarbejdelse af dagsorden/referat 


​Shared caseload er en nødvendig del af arbejdet i et F-ACT-team. Det gør det muligt for et team at kunne agere fleksibelt i patientbehandlingen og at kunne tilbyde en kvalificeret tværfaglig behandling til patienterne, så hver enkelt patient møder tværfagligheden helt konkret og fysisk i sit eget hjem eller nærmiljø. Det understøtter patienternes recoveryproces og tilbyder en behandling, der er tilrettelagt efter hver enkelt patients personlige ønsker, mål og behov. Derudover har det afsmittende effekt på personalets trivsel og faglige udvikling. Dette uddybes kort nedenfor.


Inte​nsiveret behandling

F-ACT-teams anvender en tilgang, hvor flere teammedlemmer er involveret (med forskellige perspektiver) i den enkelte patients behandling. Det gælder i forhold til alle patienters behandling og recoveryproces fx ved behandlingsplanmøder, netværksmøder og makkermøder/patientgennemgangsmøder mellem læge og kontaktperson. Men tilgangen udfoldes mere intenst, når patienten har behov for en intensiveret behandling med besøg flere gange ugentligt eller hver dag.

Beslutninger om intensiveret behandling tages på de daglige boardmøder, hvor psykiater, psykolog, socialrådgiver, recoverymentor og kontaktpersoner er til stede. Det er vigtigt, at det er teamet, som kender patienten, der er ansvarlig for om behandlingen skal skaleres op eller ned – og hvor meget. Teamet kan også bedst vurdere, hvilke kompetencer, der er mest brug for i situationen. For at sikre mulighed for hurtigt at iværksætte og yde opsøgende og udgående behandling, er det desuden afgørende, at alle i teamet har ikke-planlagt tid og plads i deres arbejdskalendere.

Udg​​ående behandling

Når patienter er på boardet, skal kontakten primært ske i patientens hjem, nærmiljø eller andre steder, som er relevante ift. interventionerne. Det kan fx være at tage med til møder med kommunale indsatser, egen læge, gåtur i patientens nærmiljø, træning i at være en del af civilsamfundet, angsteksponering, hos familie, job eller uddannelse m.m. Den udgående behandling varetages på skift og i faste rul af primært kontaktpersoner i teamet. Men andre faggrupper som psykiater, recoverymentor, psykolog eller socialrådgivere kan også tage del i den udgående behandling, når teamet finder det mest hensigtsmæssigt. I Region Hovedstadens Psykiatri sigter vi efter at 45 % af de patienter på boardet, der skal ses på en given dag, ses "udenfor ambulatoriet". Kontakten kan også ske via videoopkald i SP, telefonopkald og aftaler i ambulatoriet. Varigheden af mødet skal svare til de interventioner, der skal udføres, og kan variere fra 10 min til 1,5 -2 timer.

Er patienten indlagt på fx et psykiatrisk døgnafsnit eller somatisk hospital, mødes man med patienten dér, i det omfang og så ofte som teamet finder det muligt og relevant – ofte også i forbindelse med aftalte møder med personalet. At besøge patienten under indlæggelser har flere formål, fx at:

  • fastholde behandlingskontakt - og medansvar mens patienten er indlagt
  • fastholde en kontinuerlig kontakt med patienten
  • vise patienten og personalet på døgnafsnit at teamet er optaget af at patienten skal få det bedre og er klar til at hjælpe til, så patienten hurtigst muligt kan udskrives igen
  • koordinere indsats og vidensdele med personale på døgnafsnit/somatisk hospital
  • understøtte fælles flow- og ressourcestyring med psykiatrisk døgnafsnit
  • etablere kontakt til kommende nye patienter til teamet, mens de er indlagt

Ofte vil flere af et teams patienter være indlagt på et givet tidspunkt, hvorfor dagens udgående medarbejder kan besøge flere patienter fra teamet og deltage i fx behandlingsplansmøder, netværksmøder, udskrivningssamtaler m.m. Det vil være teamets opgave, at dagens udgående medarbejder er godt klædt på til sådanne møder.

Patientens og teammedlemmernes personlige sikkerhed under den udgående behandling er særligt vigtigt at få talt om i teamet. I Region Hovedstadens Psykiatri er der udarbejdet vejledninger og arbejdsgangsbeskrivelser vedr. sikkerhed ved hjemmebesøg/udebesøg tilpasset lokale forhold pr. ambulatorie. Fx skal teamet altid lave individuelle vurderinger om at tage to ud:

  • ved første gangs hjemmebesøg
  • til patienter med retslige foranstaltninger og med tidligere personfarlig adfærd
  • til patienter med kendt misbrug
  • ved mistanke om medicinophør, der ikke er aftalt med lægen
  • til patienter som er udeblevet 1 eller flere gange
  • ved utryghed

Opmærksomhedspunkter ift. organisering af faste rul til den udgående funktion:

  • udpeg hvem i teamet der skal være udgående og i hvilket omfang (hvor mange dage/gange om ugen/måneden)
  • det anbefales at der er to medarbejdere afsat til at være udgående hver dag, så teamet har mulighed for at tage to ud til patienter, hvor dette er påkrævet
  • fastsæt hvor ofte og hvor mange timer teamet er udgående – (erfaringer viser at jo mindre tid til udgående arbejde, jo mere travl og presset vil den enkelte kontaktperson blive)
  • juster kontinuerligt på hvor mange timer teamet er udgående – er teamet presset på tid, så udvid tiden og sæt flere patienter på boardet
  • husk at tage hensyn til andre større funktioner som fx klinisk vejleder, arbejdsmiljørepræsentant, TR og teamkoordinatorfunktionen
  • husk også at nogle medarbejdere er på nedsat tid og fx har faste dage, hvor de ikke er på arbejde
  • I sommerperioden kan flere teams i samme ambulatorie, deles om de udgående opgaver efter boardmøder i hvert team

Kvalitet for patienten

Ud over det praktiske element – nemlig at​ det ikke er muligt at tilbyde hyppig kontakt uden at arbejde som et team med fælles patienter – så har shared caseload også mange kvalitetsmæssige gevinster for patienten. Det er bl.a.:

  • at patienten oplever større tryghed ved, at det er et team, der vil hjælpe, og ikke kun en enkelt medarbejder,
  • at patienten får flere øjne på sin situation og forløb. Det kan forebygge, at patienten fastholdes i en sygdomsidentitet, og at der opstår en "blindhed" for udviklingsperspektiverne,
  • at teamet som helhed kan bidrage med flere forskellige personlige, erfaringsmæssige og faglige perspektiver end den enkelte kontaktperson kan,
  • at nogle patienter kan undgå indlæggelser, fordi teamet kan handle forebyggende – fx ved de hyppige kontakter
  • at der ikke mistes kontinuitet i behandlingen, hvis kontaktpersonen er syg eller af anden årsag er forhindret i at besøge patienten.
  • at patienten via shared caseload får mulighed for at få praktisk øvelse i at bryde isolation og ensomhed og få gode oplevelser og erfaringer med at forholde sig til andre/flere mennesker – et livsvilkår alle mennesker støder på i mange sammenhænge
  • at patienten får en reel mulighed for at kunne finde frem til hvilket teammedlem patienten har en god kemi med, og dermed kan vælge at have som fast kontaktperson, eller skifte til at have som kontaktperson

Også for patientens pårørende kan det give ro at vide, at teamet kan være fleksibelt i forhold til indsatsen, så de ved at patienten kan få den tilstrækkelige behandling afstemt fra dag til dag med patientens tilstand og behov. Samtidig kan en pårørende altid komme i kontakt med én fra teamet, hvilket betyder at de pårørende kan give slip på opgaven med at skulle forsøge at koordinere behandlingen og være den ansvarlige i forløbet. Følelsen af ansvar hviler ikke længere så tungt på pårørende alene. ​

Faglig u​dvikling

For den enkelte medarbejder er der meget kompetenceudvikling at hente i, at "éns patienter" drøftes med kollegaerne. Faglige argumenter bliver fremført og testet, og det giver nye perspektiver og idéer.  Samtidig forebygger det, at man får til vane altid at gribe til de samme værktøjer. På samme måde kan det at køre ud to og to, så man ser, hvordan kollegaer gør tingene, også give nye perspektiver og idéer.

1.5  Personalets trivsel

Forskning viser, at shared caseload giver et bedre arbejdsmiljø. Det kan være en lettelse for den enkelte, at man ikke er alene om patienter, som har det meget dårligt, og at man kan dele beslutningerne med andre, som også kender patienten. Samtidig giver det færre bekymringer for medarbejderne, at de ved, at de patienter, de er kontaktperson for, ikke er overladt til sig selv, hvis man bliver syg, skal på kursus eller har ferie, men at andre tager over, og at der er afsat tid til det.

Reco​very

De muligheder shared caseload giver for at tilpasse behandlingens intensitet og fokus til patient­ens ønsker og behov på det givne tidspunkt og at møde patienten i dennes hjem eller andre steder er centrale ift. at understøtte patientens recoveryproces. Teamets recoverymentor kan hjælpe patienter med at finde frem til hvilke ønsker og mål, der er vigtige for patienten fx ved at bruge "personlige statements" eller andre lignende redskaber. Patienter, som har oplevet mange kontakter til forskellige indsatser, har ofte også oplevet svigt i form af afvisning, utilstrækkelig hjælp i for kort tid e.l. og kan have brug for en ekstra hånd til at etablere eller genetablere tillid til behandlingspsykiatrien. Her gør recoverymentor-indsatsen en afgørende forskel ved at patienten møder én der selv har erfaringer med at være dén der har brug for hjælp fra et ofte uoverskueligt system. Det er også erfaringen, at afslutninger kan blive bedre og mere effektive, hvis der er flere behandlere involveret og også her er recoverymentor-indsatsen vigtig som brobygger til civilsamfundet og det at være en del af en gruppe her og når forløbet i behandlingspsykiatrien afsluttes.  Fx i foreningslivet, i medborgerhuset, i en beboerforening, i kvarteret, i gården m.m.

Dokum​entation

Mange teams laver et "på boardet notat" og et "af boardet notat" i patientens journal, som kort beskriver hvilken årsag der gjorde at patienten kom på boardet, og hvilke interventioner der havde god effekt. Dette kan være brugbart, hvis patienten igen skulle opleve at få brug for at komme på boardet. Interventioner, som kontinuerligt tilrettes i den tid patienten er på boardet, indgår ikke som dokumentation i patientens journal, men er et fælles arbejdsredskab for teamet til at sikre at alle i teamet ved hvad der konkret skal gøres omkring patienten.​



​Shared caseload kan være svært at praktisere i hverdagen, særligt i starten. Det er et emne, der ofte optager et team meget, og som udfordrer den enkelte til at agere og tænke anderledes om patientbehandlingen.

Mange behandlere er uddannet til at arbejde meget individuelt og er ikke vant til at dele deres patienter med andre behandlere. Derfor møder idéen om shared caseload nogle gange modstand. Man skal vænne sig til at arbejde via teamet, herunder at formidle til teamet, hvilken indsats man mener patienten har brug for på et bestemt tidspunkt.

Langt de fleste teams oplever perioder, hvor der ikke er ret mange patienter på boardet. Der kan florere mange argumenter for, hvorfor patienterne ikke skal ses af andre: "de kan ikke tåle det", "de er for skrøbelig", "de ønsker ikke at se andre" etc. Når teamet igennem noget tid har bakset med det, kan det være svært at få shared caseload i gang igen, og alle teammedlemmer vil opleve øget arbejdspres og en meget travl hverdag, hvor man både skal se alle sine egne patienter og dem der er på boardet. Man holder måske op med at sætte sine egne patienter på boardet, fordi man kan se, at ens kollegaer har lige så travlt som en selv og man tænker måske, "at det vil være en byrde for kollegaerne, hvis de også skal tilse en af mine patienter".

Nogen oplever også, at det kan være grænseoverskridende at "åbne" op for de patientforløb man har. Man kan være nervøs for at kollegaerne synes, at det er noget man selv burde kunne håndtere, og at der bliver diskussion om, hvorvidt patienten skal på boardet, og tanker som "er jeg god nok til mit arbejde?" kan melde sig.

En måde at bryde denne cirkel af misforståede hensyn til patienten og kollegaerne kan være at følge de anbefalinger, der skitseres nedenfor. Hurtigt vil fordelene for alle parter komme frem.

​For at kunne arbejde med shared caseload, så det bliver meningsfyldt for alle, er det vigtig at beslutningerne træffes i fællesskab. Alle omkring bordet skal være enige i, at det er sådan her vi som team ønsker at gøre det i en periode. Hvert team finder sin egen måde og vej.  

Alle i teamet må gå med på at respektere de aftaler og mål teamet beslutter. Nedenfor ses eksempler på aftaler fra forskellige F-ACT-teams:

  • Aftal at det ikke er kontaktpersonen, der ser sine egne patienter på boardet, det skal altid være en anden fra teamet. Prøv det i en periode og evaluer derefter hvilke fordele for patienter og teamet det gav.
  • Udpeg en "hat" i teamet. En fra teamet, som hele tiden holder øje med, at det ikke er kontaktpersonen, der ser sine egne patienter, og gør opmærksom på det, hvis det indimellem sker. Fx: " Er vi enige om at det i denne situation er den faste kontaktperson der gør det? – for det afviger fra vores beslutning om at praktisere shared caseload i en periode".
  • Udpeg evt. et miniteam på 2- 3 teammedlemmer omkring særligt skrøbelige patienter i en periode. Miniteamet skal kontinuerligt have fokus på, hvordan teamet kan udvides så patientens isolation og ensomhed kan brydes på en hensynsfuld måde. Vær meget opmærksom på ikke have mere end 4-5 miniteams i teamet ad gangen, og tag ikke patienten af boardet. Interventioner skal have fokus på at styrke patienten, så skrøbeligheden ikke hæmmer patientens liv i samme grad.
  • Aftal at alle i teamet altid har 3 patienter på boardet i en tidsbegrænset periode. Når én patient tages af, skal kontaktpersonen til næste boardmøde sætte en ny på. Dermed er alle nødt til at vurdere, hvilke af deres patienter, der kan have mest gavn af flere øjne.
  • Alle teammedlemmer byder ind og tilbyder sin hjælp til de forløb, der drøftes – evt. kan mødeleder facilitere at alle får ordet.
  • Hold altid den aftalte tid til board-patienter ledig i egen kalender.
  • Lav konkrete interventioner og gerne i punktform, så alle ved helt lavpraktisk og præcist hvad de skal, når de møder patienten.
  • Sæt en tidsbegrænset periode på interventioner og evaluer effekten. Skal vi fortsætte, eller skal vi gøre noget på en anden måde?
  • Forsøg altid at se patienterne udenfor ambulatoriet, så det bliver "hverdag" at være udgående.
  • Tag fast to personer ud til alle patienter på boardet i en periode og evaluer det - hvad var godt, hvad var mindre godt – hvilke erfaringer kan fremme shared caseload?
  • Respekter, hvis patienten ikke vil se flere. Men prøv fx én eller to gange, eller i en periode at tage en kollega med. Det vil oftest opleves mindre overvældende for patienten end forventet og ofte blive en god oplevelse at få besøg af flere.
  • Nogle teams har haft succes med at aftale, at de patienter, der er på boardet, skal ses min 3 x om ugen. Efter 2 måneder har de evalueret deres indsats. På den måde "tvinges" teamet til at se, om det er de "rette" patienter, der er på boardet og man øver sig i den opsøgende indsats.


​Det har stor betydning, hvordan man præsenterer konceptet om shared caseload for patienterne, så det ikke opleves som "at nu kommer der et rend af fremmede mennesker i mit hjem, som ikke kender mig eller min situation".

Der er derfor disse anbefalinger til, hvad man som kontaktperson kan forklare patienterne om shared caseload.

  • Hvis du får brug for at blive set oftere end nu, så kan jeg ikke tilbyde det alene. Men sammen med mine kollegaer kan jeg.
  • Mine kollegaer er fagligt dygtige og kan hjælpe dig med andre ting, end jeg kan.
  • Når du kender flere fra teamet, er det lettere for dig at få hjælp eller støtte, hvis jeg f.eks. er syg eller på ferie.
  • Når du møder flere fra teamet, giver det dig mulighed for at få indflydelse på at have en kontaktperson, som du har god kemi med. På den måde sikrer vi os, at du får det bedst mulige udgangspunkt for din behandling.
  • Nogle gange kan det være rart at tale med en ergoterapeut eller anden faggruppe, da de kan noget helt andet end jeg kan.
  • Nogle gange kan det være rart at tale med en, som er af samme køn som en selv, andre gange omvendt.
  • Nogle gange kan det være rart at tale med en, som selv har være psykisk syg, og som har fået det godt igen.
  • På den her måde får du også mulighed for at få lidt praktisk øvelse i at have kontakt med andre mennesker – for andre har det givet mod på at tage kontakt og bryde ensomheden lidt.


​Shared caseload er ikke kun et fælles patientansvar i teamet. Teamet kan og skal også invitere andre udenfor teamet ind i det fælles behandlingsansvar. Formålet med det er, at patienten bliver bekendt og fortrolig med andre end kun teammedlemmer - både for at gøre overgangen ved afslutningen nemmere, og helt grundlæggende fordi et team ikke kan klare alle opgaver alene. Interne samarbejdspartnere, som fx OPUS, ældrepsykiatriske ambulatorier, psykoterapeutiske ambulatorier, specialambulatorier og døgnafsnit af alle typer, kan være uundværlige, for at teamet kan lykkes med at hjælpe patienter videre til et godt hverdagsliv.

På samme måde er eksterne samarbejdspartnere som kommuner, rusmiddelbehandling, kriminalforsorg, politi, sociale viceværter, foreninger, psykiatriske interesseorganisationer m.m. helt afgørende for teamet og teamets patienter.

Patientens personlige netværk som familie og venner vil og kan nogle gange også være en del af shared caseload. Men her er det vigtigt, at patienten synes, at det er en god ide, ligesom det er vigtigt, at det personlig netværk selv gerne vil, kan overskue det og har ressourcer og tid til det. Aftaler med det personlige netværk bør kontinuerligt evalueres. I Region Hovedstadens Psykiatri har vi beskrevet samarbejde med pårørende nærmere i "Pårørendepolitikken".

For at have shared caseload med parter udenfor teamet, skal et team være optaget af:

  • hvem er der udover os omkring patienten?
  • hvis der ingen er, hvem kan vi så få kontakt til, som muligvis vil og kan indgå i samarbejdet?
  • hvordan får vi synliggjort samarbejdspartnere på boardet (hvilke interventioner kan andre gøre sammen med eller for patienten)?
  • hvem ved mere om dette end os – og hvordan får vi kontakt til dem?

Helt konkret kan teamet:

  • invitere interne og eksterne samarbejdspartnere og det personlige netværk med til netværksmøder, hvor interventioner og opgaver kan aftales
  • altid have en "tom stol" i teamet og jævnligt (og ved behov) inviterer andre med særlige kompetencer, som teamet mangler, ind i teamet til drøftelse af en case eller mere generelle problemstillinger (brug fx online møder via Teams til dette).​


​​




1 Patienter vil også kunne komme på boardet som en forebyggende foranstaltning og ikke kun ved forværring af tilstanden. Desuden er der flere teams, der bruger til afslutninger mhp. at bringe flere perspektiver i spil.


Sidst opdateret:
Redaktør
Jesper Kvorning
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden