Konklusionen stammer fra en randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i Psychological Medicine.
"Opmærksomheden på mental sundhed er stigende, især i forhold til ADHD", skriver førsteforfatteren Dasha Sandra, fra University of Toronto i Canada. "Samtidig peger en voksende mængde evidens på, at disse indsatser også kan føre til unødvendig selvdiagnosticering og forværring af symptomer".
Ifølge forfatteren er der evidens for blandt andet fejltolkning af hændelser, der fører til tilpasningsreaktioner, såsom traumatiske oplevelser; og for fejlopfattelse af symptomer på angst eller Tourettes syndrom. Der er også evidens for øget fejlagtig selvdiagnosticering inden for bestemte psykiske lidelser.
Forfatterne undersøgte, hvorvidt en simpel intervention kan modvirke tendensen til fejldiagnosticering og oplevelser af symptomer, som ikke er til stede.
"Interventionen er baseret på noceboeffekten, hvor negative forventninger kan føre til fejltolkning af symptomer og symptomforværring", skriver forfatterne. "Vi undersøgte, om undervisning i noceboeffekten kan mindske risikoen for fejlagtig selvdiagnosticering […] som følge af øget opmærksomhed på ADHD."
Der blev rekrutteret 215 raske unge voksne (gennemsnitlig alder 19 år; 77% kvinder), som blev randomiseret til at deltage enten i en workshop om viden og opmærksomhed om ADHD; eller den samme workshop kombineret med oplysninger om nocebo (interventionsgruppe); eller en workshop med oplysninger om søvn (kontrolgruppe). Disse workshops varede ca. en time.
Nocebo-interventionen bestod bl.a. i at oplyse om negative forventninger samt perspektivering med eksempler på vanskelige oplevelser som ikke er sygelige. Interventionen varede ti minutter.
I forhold til nocebo-gruppen havde deltagerne i den første gruppe (uden information om noceboeffekt) signifikant højere selvdiagnose-scores umiddelbart efter workshop og efter en uge.
I nocebo-gruppen var stigningen i selvdiagnoser umiddelbart efter workshop 50% mindre i forhold til dem der ikke fik nocebo-interventionen, og efter en uge var der ingen statistisk signifikant forskel i forhold til kontrolgruppen (søvnworkshop).
"Vores intervention… reducerede selvdiagnosticering dramatisk umiddelbart efter workshoppen og derefter eliminerede den helt utilsigtet selvdiagnosticering blandt raske unge voksne ved 1-uges opfølgning", konkluderer forskerne.