Konklusionerne stammer fra en post hoc analyse af data fra en randomiseret, placebo-kontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i Journal of Affective Disorders.
Ifølge førsteforfatteren Roger McIntyre, fra University of Toronto i Canada, er anhedoni traditionelt blevet defineret som tab af interesse eller glæde ved alle eller næsten alle aktiviteter.
"Forskning har vist, at der er tale om et komplekst og multidimensionelt symptom, som er tæt forbundet med dysfunktion i belønningssystemet", skriver han. "De tre centrale aspekter af anhedoni er belønningsrespons (herunder belønningsforventning – anticipatorisk anhedoni), belønningsoplevelse (konsummatorisk anhedoni) samt belønningsvurdering, som er afgørende for motivation og for læring gennem belønning og feedback".
Han tilføjer, at der er evidens for at førstevalgsantidepressiva, såsom selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI), ikke i tilstrækkelig grad adresserer de motivationelle og belønningsrelaterede deficits ved depression, idet det serotonerge system, sammen med det opioide system, primært er relateret til oplevelsen af selve lysten. "Det dopaminerge system via D3-receptorer […] har på den anden side en afgørende rolle i formidlingen af anticipatorisk lyst".
I studiet analyserede forskerne data fra en tidligere publiceret randomiseret undersøgelse, der vurderede effekten af adjuverende cariprazin ved depression.
I alt blev 751 deltagere med depression, på trods af antidepressiv behandling, randomiseret til enten cariprazin 1,5 mg dagligt, cariprazin 3 mg dagligt eller placebo. De fortsatte derudover med deres respektive antidepressive behandling.
Overordnet viste cariprazin sig at være effektiv som tillæg til den antidepressive behandling.
Forskerne fokuserede herefter specifikt på effekten på anhedoni, som blev målt ved hjælp af blandt andet anhedoni-subskala ved Montgomery–Åsberg Depression Rating Scale (MADRS). Denne subskala omfatter items 1, 2, 6, 7 og 8.
Blandt de patienter, som havde højere scores på anhedoni i starten af undersøgelsen, oplevede forskerne en signifikant lindring af anhedoni, hvis de fik lavdosis cariprazin (1,5 mg dagligt), men ikke ved 3 mg dagligt (den højere dosis havde dog en vis effekt på nogle af de andre effektmål).
Forskerne konkluderer, at cariprazin potentielt kan gavne patienter med depression, som er præget af anhedoni.