Konklusionerne stammer fra en systematisk gennemgang af litteraturen samt metaanalyse publiceret i British Journal of Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren André Mathiassen, fra Psykiatrisk Center Glostrup, har tidligere undersøgelser vist, at der kan forekomme forbigående kognitive gener i forbindelse med ECT-behandling.
"Tab af personlige erindringer er den mest frygtede bivirkning hos patienter", skriver forfatteren.
Han påpeger, at tidligere forskning har vist, at tab af den autobiografiske hukommelse faktisk kan ske, men at det begrænser sig til relativt nylige episodiske erindringer.
"På trods af tidligere forsøg på at opsummere evidensen i litteraturen, debatteres der fortsat om tabet af autobiografisk hukommelse efter ECT".
I studiet identificerede forskerne ni undersøgelser med i alt 433 patienter og 173 kontrolpersoner. Kontrolpersonerne var enten personer med depression, som fik andre typer behandlinger, eller raske kontrolpersoner.
For at vurdere tabet af autobiografisk hukommelse anvendte undersøgelserne enten Columbia Autobiographical Memory Interview (CAMI), den korte udgave af instrumentet (CAMI-SF) eller Kopelman Autobiographical Memory Interview (Kopelman AMI).
Generelt oplevede de patienter, der fik ECT et større tab af autobiografisk hukommelse end kontrolpersonerne (standardised mean difference, SMD = 0,55; 95% CI 0,35-0,75). Forskerne fandt ikke evidens for, at hukommelsespåvirkningen aftog i op til et år efter behandlingen.
Unilateral placering af elektroderne (right unilateral = RUL) havde en lille effekt på den autobiografiske hukommelse (SMD = 0,32), signifikant mindre end den store effekt ved bilateral ECT (SMD = 0,82).
Derudover fandt forskerne, at højere alder blev associeret med en mindre effekt på autobiografisk hukommelse. Der er dog en vis usikkerhed omkring dette fund.
Forskerne konkluderer, at det er vigtigt at overveje unilateral ECT som alternativ til bilateral ECT hos patienter med moderat til svær depression, især i lyset af, at der er evidens for, at højdosis unilateral ECT kan være lige så effektiv som bilateral ECT.