Gå til hovedindhold

​​

Enklere intensiveret TMS-forløb lindrer depression

​Kun tre behandlinger dagligt i løbet af 15 dage med transkraniel magnetisk stimulation (TMS), uden behov for billeddannende teknikker såsom MR-scanninger, er effe​ktivt mod depressive symptomer. 

Konklusionen stammer fra en randomiseret, placebokontrolleret og tredobbeltblindet undersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Matheus Rassi Ramos, fra University of São Paulo i Brasilien, kan mere end en behandling om dagen accelerere den antidepressive virkning af TMS. "Men evidensen er begrænset til små undersøgelser, og protokoller er tidskrævende og kan kræve identificering af det behandlede område med billeddannende teknikker".

I studiet blev der rekrutteret 100 deltagere med depression på trods af forsøg med behandling med mindst to antidepressive præparater. De var i gennemsnit 42 år gamle, og 84% af dem var kvinder.

De blev randomiseret til enten at modtage tre TMS-behandlinger dagligt eller placebo. Den aktive behandling var intensiv stimulation (theta-burst stimulation) i sessioner af cirka 3 minutter med 30 minutters interval mellem behandlingerne. Deltagerne modtog behandlingen i løbet af 15 dage, med i alt 45 sessioner.

De deltagere, der fik TMS, oplevede en reduktion i sværhedsgraden af symptomerne, som målt ved hjælp af Hamilton depressionsskala 17 items (HAMD-17), fra 21 til 10, hvilket er signifikant bedre end reduktionen fra 21 til 14 oplevet af de placebo-behandlede deltagere.

Andelen af deltagere, der opnåede remission (HAMD-17 på 7 eller mindre) var også større i den aktive TMS-gruppe (34% vs. 16%).

Bivirkningsprofilen var gunstig i begge grupper, men deltagerne, der fik TMS, oplevede oftere lokal smerte (17% vs. 4%).

Forskerne konkluderer, at denne pragmatiske TMS-protokol, som er billigere end dem, der kræver billeddannende teknikker, er sikker og effektiv til behandling af behandlingsresistent depression.



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden