Resultaterne fremgår af en retrospektiv og observationel undersøgelse publiceret i Lancet Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren Yoomi Park, fra Karolinska University Hospital i Stockholm, metaboliseres venlafaxin hovedsageligt af leverenzymet CYP2D6 til den aktive metabolit O-desmethylvenlafaxin, mens CYP2C19 spiller en mindre rolle.
Genetiske variationer betyder, at aktiviteten af disse enzymer varierer betydeligt mellem personer. Nogle metaboliserer lægemidlet normalt, mens andre har nedsat eller næsten manglende enzymaktivitet og betegnes som henholdsvis intermediate eller poor metabolisers.
"Men den mulige betydning for behandlingsresponsen er fortsat uklar", skriver forfatteren. "Derfor er der heller ikke enighed i de eksisterende retningslinjer om, hvilken klinisk betydning genetisk variation i CYP2D6 og CYP2C19 bør have for behandling med venlafaxin."
Forskerne undersøgte, om disse genetiske forskelle havde betydning for risikoen for behandlingssvigt med venlafaxin.
Studiet omfattede to uafhængige grupper af patienter behandlet med venlafaxin: 5.443 personer fra en norsk database for terapeutisk lægemiddelmonitorering og 3.624 deltagere fra UK Biobank. Behandlingssvigt blev defineret som skift fra venlafaxin til et andet antidepressivum inden for et år. Studiet kunne ikke afgøre, om skiftet skyldtes manglende effekt eller bivirkninger.
I forhold til CYP2D6 var 6% af alle deltagere klassificeret som poor metabolisers, 35% som intermediate metabolisers, 57 % som normal metabolisers og 2% som ultra-rapid metabolisers.
For CYP2C19 var 3% klassificeret som poor metabolisers, 26% som intermediate metabolisers, 40% som normal metabolisers, 26% som rapid metabolisers og 4% som ultra-rapid metabolisers.
I den norske gruppe havde CYP2D6 poor metabolisers mere end dobbelt så høj risiko for behandlingssvigt sammenlignet med personer med normal enzymaktivitet (OR 2,05; 95 % KI 1,53–2,71). Deltagere, der var poor metabolisers for både CYP2D6 og CYP2C19, havde 6 gange højere risiko for at skifte til et andet antidepressivum end deltagere med normal metabolisme af begge enzymer.
Blandt deltagerne fra UK Biobank, havde poor metabolisers 58 % højere risiko for behandlingssvigt (OR 1,58; 95 % KI 1,14–2,19).
Forskerne konkluderer, at især CYP2D6-genotype kan være klinisk relevant ved behandling med venlafaxin med henblik på tættere monitorering, dosisjustering eller valg af et antidepressivum, der i mindre grad er afhængigt af CYP2D6-metabolisme.