Konklusionerne stammer fra en metaanalyse publiceret i Lancet Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren Jonathan Henssler, fra University of Cologne i Tyskland, kan man efter ophør af antidepressiv behandling opleve seponeringssymptomer (ophørssymptomer).
"De hyppigste er svimmelhed, hovedpine, kvalme, insomni og irritabilitet", skriver forfatteren. "De opstår typisk nogle dage efter [ophør af behandlingen] og er typisk forbigående".
Men ifølge ham er der fortsat uenighed om hvor hyppigt de forekommer og om deres sværhedsgrad. "Incidensen har ikke været kvantificeret".
I studiet identificerede forfatterne 44 randomiserede undersøgelser og 35 observationelle studier. De omfattede i alt 21.002 patienter, som havde en gennemsnitlig alder på 45 år.
I alt blev der indsamlet data fra 16.532 patienter, som ophørte med antidepressiv behandling, samt fra 4.470 patienter, som ophørte med placebo behandling. Ophør af behandlingen skete med eller uden nedtrapning af dosis.
Incidensen af mindst et seponeringssymptom efter antidepressiv behandling og behandling med placebo var henholdsvis 0,31 og 0,17.
"I betragtning af de uspecifikke faktorer, som påvist i placebogrupperne, er incidensen af seponeringssymptomer efter ophør med antidepressiv behandling cirka 15%", skriver forfatterne.
De højeste incidenser blev associeret med imipramin (0,44), venlafaxin eller desvenlafaxin (0,40) og escitalopram (0,39). De laveste incidenser blev associeret med citalopram (0,19), sertralin (0,18) og fluoxetin (0,15).
Imipramin, paroxetin og venlafaxin (eller desvenlafaxin) blev associeret med de sværeste symptomer.
Der var ingen forskel på incidensen mellem dem, der brat ophørte med behandlingen og dem, der ophørte efter en nedtrapningsfase.
Incidensen af sværere seponeringssymptomer, som defineret af de diverse undersøgelsers forfattere, var 0,028 ved antidepressiva og 0,006 ved placebo, hvilket svarer til en risiko på ikke mere end 3%.
Forfatterne konkluderer, at selvom nogle af generne kan overlappe med symptomer på tilbagefald af depressionen, kan resultaterne hjælpe med at oplyse læger og patienter om risikoen for seponeringssymptomer uden at vække unødvendig uro.